CykelparkeringEndnu et dyrt og uløst problem
Ejendommens cykelparkering har af lidt forskellige grunde voldt
bekymring i mange år. Midt i 70'erne planlagde ejerforeningens
dengang knapt så korrupte bestyrelse nye stativer, fordi
cykeltyveri havde antaget et generende omfang. De vidtløftige
70'er-planer blev, som så mange af ejerforeningens øvrige planer,
ikke til noget og man levede videre med tyverierne. I de følgende
20 år drøftede man jævnligt parkeringsproblemet, der gradvist
havde skiftet karakter til et reelt pladsproblem. Det kom
imidlertid aldrig til handling og problemerne voksede.
Når cykelparkeringen atter i begyndelsen af 90'erne kom på
ejerforeningens dagsorden, var der af naturlige grunde ingen, der
tog sig af støjen, men en opblæst jurastuderende, der havde manipuleret
sig ind i bestyrelsen, tog sagen til sig og talte varmt for en
løsning, der lignede den, som i 1999 endeligt kom til udførelse.
Studenten, hvis tekniske viden var hurtigt overset, anbefalede den type cykelstativer, der allerede fandtes i kælderen, hvor
de fungerede nogenlunde, fordi de blev meget lidt brugt. Jeg
frarådede, med henvisning til de dårlige erfaringer
H.C.Ørstedsinstituttet havde haft med netop denne type
cykelstativer, dog kraftigt denne løsning. Man lyttede ikke
til mit råd -- ejerforeningens formand var nemlig C.J.Fogt (CF),
der lider af animositet mod velbegrundede ræsonnementer. Desuden var
megavrøvlet Jørgen Langkilde medlem af bestyrelsen. Han
anså sig selv for at være teknisk orakel og tålte ikke
'konkurrence'. Af helt ubegribelige årsager dansede CF lydigt
efter Langkildernes pibe (havde/har de en klemme på ham?). Planerne
om en løsning på problemet med cykelparkering blev derfor atter
syltet.
Årene gik. Langkilderne flyttede. I 1998 sad CF derfor
(uofficielt) som formand i en bestyrelse med et par nye ansigter,
hvoriblandt vi kunne finde 'stjerneskuddet' Peter Nørgård, der
stillede et generalforsamlingsforslag om ændring af
cykelparkeringen. Den opblæste student sad fortsat som
bestyrelsesmedlem og da forslaget blev vedtaget og bragt til
udførelse, bar det umiskendeligt præg af studentens
virkelighedsopfattelse. Resultatet kan i dag beses i ejendommens
gård og må betegnes som en katastrofe -- altså fuldstændigt i
stil med ejerforeningens dispositioner i øvrigt!
I forbindelse med opklaringsarbejdet omkring forskellige
besynderligheder i driften af centralvarmen, måtte jeg en tur til
Valby for at søge i Bolig- og Byggestyrelsens arkiver
efter oplysninger om varmeanlæggets konstruktion. Under dette
arbejde, der i væsentligst bestod af at gennemgå dokumentstakke,
kom jeg over en masse anden interessant information om
ejendommen, heriblandt papirer, der afslørede, at ejerforeningen
havde været dybt involveret i at løse genboejendommens
problemer med cykelparkering og at dette var sket i en periode,
hvor ejerforeningen intet praktisk havde gjort for at løse sine
egne problemer af samme art!
Det er overflødigt at tilføje, at dette 'samarbejde' fandt
sted, uden at ejerforeningens medlemmer fik det mindste at vide
derom. Udgifter til det 'fælles projekt' var heller ikke at finde
i årsregnskabet, hvor de mest sandsynligt er blevet skjult under
en anden regnskabspost. Vi har faktisk endnu et eksempel på, at
ejerforeningens bestyrelse prioriterer externe interesser højere
end medlemmernes. Desuden må forholdet henregnes til gruppen af
bestyrelsens lyssky affærer.
I 2006 kunne man observere en ny tendens i ejerforeningens måde
at takle det problem, der efterhånden havde antaget groteske
dimensioner: Man begyndte at rydde op i stativerne foran nr. 4,
men lod hånt om opgang 2's kvaler. De cykler, der blev fjernet
fra opgang 4's stativer, blev dels stakket langs kældernedgangen
ved nr. 4 og dels fragtet over til nummer 2 og smidt på
denne opgangs cykelparkering. Forklaringen på denne
forskelsbehandling er yderst nærliggende: de fleste af
bestyrelsens medlemmer (heriblandt formanden) og dens inderkreds
bor i nr. 4. De få bestyrelsesmedlemmer, der bor i nr. 2, har
andre interesser at se til og kan ikke bekymre sig om noget
så ordinært som et almindeligt behov.
Med nedlægningen i 2007 af et stykke gårdhave ud for nr. 2 er der rejst mistanke om, at bestyrelsen betragter dette sted som velegnet til henkastning af cykellig -- en mistanke, der de følgende år blev bestyrket til vished.
Ved de følgende ordinære generalforsamlinger fremsatte jeg atter forslag til forbedring af cykelparkeringen, men disse forslag faldt på bestyrelsens uvilje, der blev støttet med misforstået solidaritet af det apatiske klientel og løgnehistorier fra ejendommens varmemester. I 2010 gjorde jeg bestyrelsen opmærksom på et lig af et tohjulet motorkøretøj, der længe havde stået til ulempe på cykelparkeringen foran nr. 2. Som vanligt reagerede bestyrelsen ikke og jeg mindede følgende ved flere lejligheder bestyrelsen om køretøjet. Som forventet var det nytteløst. Jeg forelagde derfor problemet under den ordinære generalforsamling 2012 og gjorde samtidigt opmærksom på en diskrepans mellem ejendommens indretning og ordensregler. I disse henvises tohjulede motorkøretøjer til et parkeringsfelt, som ikke findes. Ejerforeningens formand lod ved den lejlighed, som om han intet anede om de henkastede køretøjer. Han gjorde et notat om det manglende parkeringsfelt, men efterfølgende skete intet -- og ved årsskiftet 2013/2014 står køretøjerne der endnu!  Der har i den forløbne tid flere gange været oprydning i cykelstativerne uden at det har anfægtet motorkøretøjet -- og det trods Scherlund i et opslag erklærede, at gamle cykler og andet ville blive fjernet.
Kort efter nytår 2014 mindede jeg atter i en E-post bestyrelsen om
scooter-liget. Meget usædvanligt indløb kort efter et svar, der
også afslører, hvad min henvendelse har sat i gang: nemlig en
masse undvigemanøvrer! Det scooterlig, der har henslæbt mindst
5 år af sin eksistens på cykelparkeringen foran nr. 2, er nu
pludseligt blevet anmeldt til politiet! Herfra lyder det ikke
overraskende, at liget ikke er efterlyst. Scherlund har desuden
kundgjort en 'plan'. Nu for vi bare vente på, at den fører til
andet end forhaling.
|