Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2+4:
Trafik
For en del år siden anmodede jeg ejerforeningens bestyrelse
om at udvirke en flytning af trafikskiltet foran ejendommens Nr.
4. Bestyrelsen gad dengang ikke rigtigt gøre noget ved ulempen
og var mere end tilfreds med kommunens ikke særligt
fyldestgørende forklaring om, at skiltet ikke kunne flyttes,
fordi der var tale om et forsøg. Nu må dette forsøg forlængst
være afsluttet, men skiltet står der stadig som en forhindring
for fodgængere.
'Regulering' af kørende trafik har i stigende grad været
ensbetydende med forskellige grader af chikane. Det er derfor
forståeligt, når de samme myndigheder finder det naturligt at
opsætte generende forhindringer for fodgængere. Der er blot den
hage ved det, at budskabet fra det aktuèlle skilt ikke vedkommer
fodgængere, hvilket gør skiltets position endnu mere meningsløs.
Hertil kommer, at der findes andre og bedre
placeringsmuligheder.
Det er muligt, at Halsskovgades beboere efterhånden har
vænnet sig til skiltet, men det gør ikke skiltets placering
acceptabel! Det illustrerer blot, hvorledes slum opstår: beboerne
vænnes gradvist til meningsløse ulemper. En dag er de en del af
deres liv.
Bestyrelsen, der ofrer stor umage på at få fjernet en
absolut ikke generende parabolantenne fra en privat altan, burde
ofre endnu større umage på at få fjernet den håndgribelige gene
fra det fejlplacerede skilt.
Fejlslagen renovering
Det øverste af den vestvendte mur i trappetårnet til nummer
4 viser viser periodevist tydelige fugtskjolder. Jeg henviser
ikke her til de ludskjolder, der kunne være et levn fra tiden før
tagrenoveringen, men til aktivt våde områder af muren, der lader
formode, at den store, men alt for hastigt iværksatte,
tagrenovering har været mislykket eller at membranen er
skadet.
Det er overvejende sandsynligt, at bestyrelsen har indtaget
en afventende holdning til dette problem udfra den antagelse, at
det 'nok går over af sig selv'. Jeg må skuffe ved at understrege,
at det gør det ikke!
Færdsel
Kørebanen midt foran ejendommen har i mange år haft en
ubehagelig fordybning, der kræver ekstra opmærksomhed fra såvel
fodgængere som cyklister. Hullet er på en ganske ildevarslende
måde i tidens løb langsomt tiltaget i både dybde og omfang, hvilket
kunne tyde på forekomst af et hulrum under asfalten.
For at anvende Cai Schack Eriksens syntax: 'En
reparation anbefales snarest!' En sådan reparation skal
imidlertid ikke blot bestå i en opfyldning af hullet! Belægningen
over det skal forinden fjernes og årsagen til forsænkningen skal
opklares og helst også fjernes. (Dette sidste blot et råd til en
bestyrelse, der gerne gør det modsatte)
Hvad kommer først: reparation eller total indsynkning?
Asfaltbelægningen i gården er i en sådan grad ødelagt af trafik
med tunge arbejdskøretøjer, at en reparation er mere end
påkrævet. Tilstanden har været længe under udvikling, men
bekymrer hverken gårdmanden (der skal feje i hullerne) eller
bestyrelsen.
Foran gadedøren til Nr. 2 opstår efter kraftig nedbør en vandpyt,
der er således placeret, at beboere tvinges til at stå og soppe
i den, når de skal låse sig ind.
Ærligt talt: problemet er lige så enkelt, som det er
gammelt! Hvad med at få det løst, inden det bliver for
pinligt?
Skader på gårdhaven
Samtidigt med produktionen af affald, der blot blev smidt i gårdhaven, stod en stor
lift parkeret i gården. En dag havde man tilmed bevilget sig den
frihed at anbringe den hensynsløst i ejendommens haveanlæg, hvor
den forårsagede betydelige skader i form af dybe hjulspor og
knækkede fliser. Disse skader, der senere blev uddybet af endnu en lift, bør udbedres snarest (det burde være gjort forlængst) og det skal gøres af en kompetent fagmand -
- ikke en billig klamphugger eller ivrig amatør!
Dårlig planlægning
Fornyligt kom jeg til at anvende elevatoren i nr. 2 og blev
slået af elevatorstolens miserable -- nærmest sjofle -- tilstand.
Hvorfor er elevatoren ikke blevet istandsat i forbindelse med det
øvrige renoveringsarbejde på trappen, som den er en del af?
Eksemplet svarer nøje til en tilsvarende forsyndelse under
vinduesudskiftningen og facadesminkningen i 2003, hvor man
ignorerede dørene til pulterrummene ved altanerne. Disse døre er
akkurat lige så udvendige som altandørene og burde mindst have
haft en gang afslibning med efterfølgende maling.
'Super'bredbånd
Ejerforeningens bestyrelse pressede med alle midler en
beslutning om installation af bredbånd igennem og beslutningen
blev bragt til udførelse sommeren 2006. Derefter har man kun hørt
om samme bredbånd, da en enkelt beboer af meget forståelige (ikke
mindst økonomiske) grunde alternativt forsøgte sig med en trådløs
signalkilde.
På baggrund af den kraftige propaganda før
bredbåndsinstallationen skylder bestyrelsen ejerforeningens
medlemmer en opgørelse over, hvor stor en del af disse medlemmer
der har ladet sig tilslutte.
Nogle underlige udmeldinger fra ejerforeningens bestyrelse
har siden antydet, at den har bundet ejendommen til en eller
anden slags eksklusiv-ordning med Dansk Bredbånd.
Medlemmerne savner stadig oplysning om det præcise indhold af
denne aftale.
Parkering
Der parkeres ulovligt og til ulempe foran ejendommen og i
ejendommens gård. For flere år siden lovede ejendommens
varmemester på en generalforsamling skråsikkert, at det hurtigt
ville ophøre efter nogle parkeringsbøder.
Hans løfte har endnu ikke manifesteret sig. Problemet er
blot blevet værre!
Bestyrelsesmedlemmer
I bestyrelsens referater nævnes ofte mødedeltagere udover
de valgte bestyrelsesmedlemmer, men det oplyses aldrig, hvilken
hensigt, der er med disse folks deltagelse. Således har Mogens
Bilde bivånet bestyrelsesmøder både før og efter den seneste
ordinære generalforsamling og i mødereferater angives
intet om hans ærinde.
Det er en grov fejl! Har bestyrelsen mere at skjule?
. . . . . . . . . . . . . .MH
Jørgen Holm-Jensen