Sendt 17-06-07 til ejerforeningens bestyrelse via administrator.

Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2+4:


Sminkearbejde eller optrækkeri?
       Pludselig en dag i begyndelsen af maj 2007 begyndte nogle folk at smække et stillads op ad den vestvendte side af trappetårnet til nr. 2. Hverken ejerforeningens bestyrelse, ejerforeningens administrator eller de indblandede håndværkere havde givet varsel om aktiviteten, ligesom der ikke blev givet information om arbejdets karakter, varighed og omfang. Som vanligt finder ejerforeningens bestyrelse, at det er unødvendigt at informere sine medlemmer -- et tegn på ægte storhedsvanvid!
       Nu -- over en måned senere -- står det skæmmende stillads der endnu og det ville være synd at påstå, at det bliver flittigt brugt! Leje af stilladser er ingen billig spøg. Hvem betaler for stilladset i den tid, det ikke er i brug? Hvem holder mureren i ørerne? Er der overhovedet noget tilsyn med arbejdet? Hvad laver bestyrelsen forresten?

Autoriseret Vandalisme
       Forårets oprydning af cykelparkeringen førte til produktion af en del herreløse cykler. De blev vanen tro smidt i ejendommens gårdhave, der af ejendommens bestyrelse opfattes som losseplads. Det blev dog før oprydningen lovet, at cyklerne skulle køres bort i midten af maj, men som alle andre af bestyrelsens løfter blev dette ikke opfyldt og midt i sommervarmen var haven fortsat uanvendelig for ejendommens beboere.
       Hvis der ikke er tale om en bevidst strategi, der er sat i værk for at vænne ejendommens beboere fra den tanke, at haven er anvendelig, bør samlingen af herreløse cykler fjernes snarest. Eller er det sådan, at der skal indløbe en klage fra Holbækgårdens beboere, før der sker noget?

Trafik
       For en del år siden anmodede jeg ejerforeningens bestyrelse om at udvirke en flytning af trafikskiltet foran ejendommens Nr. 4. Bestyrelsen gad dengang ikke rigtigt gøre noget ved ulempen og var mere end tilfreds med kommunens ikke særligt fyldestgørende forklaring om, at skiltet ikke kunne flyttes, fordi der var tale om et forsøg. Nu må dette forsøg forlængst være afsluttet, men skiltet står der stadig som en forhindring for fodgængere.
       'Regulering' af kørende trafik har i stigende grad været ensbetydende med forskellige grader af chikane. Det er derfor forståeligt, når de samme myndigheder finder det naturligt at opsætte generende forhindringer for fodgængere. Der er blot den hage ved det, at budskabet fra det aktuèlle skilt ikke vedkommer fodgængere, hvilket gør skiltets position endnu mere meningsløs. Hertil kommer, at der findes andre og bedre placeringsmuligheder.
       Det er muligt, at Halsskovgades beboere efterhånden har vænnet sig til skiltet, men det gør ikke skiltets placering acceptabel! Det illustrerer blot, hvorledes slum opstår: beboerne vænnes gradvist til meningsløse ulemper. En dag er de en del af deres liv.
       Bestyrelsen, der ofrer stor umage på at få fjernet en absolut ikke generende parabolantenne fra en privat altan, burde ofre endnu større umage på at få fjernet den håndgribelige gene fra det fejlplacerede skilt.

Fejlslagen renovering
       Det øverste af den vestvendte mur i trappetårnet til nummer 4 viser viser periodevist tydelige fugtskjolder. Jeg henviser ikke her til de ludskjolder, der kunne være et levn fra tiden før tagrenoveringen, men til aktivt våde områder af muren, der lader formode, at den store, men alt for hastigt iværksatte, tagrenovering har været mislykket eller at membranen er skadet.
       Det er overvejende sandsynligt, at bestyrelsen har indtaget en afventende holdning til dette problem udfra den antagelse, at det 'nok går over af sig selv'. Jeg må skuffe ved at understrege, at det gør det ikke!

Færdsel
       Kørebanen midt foran ejendommen har i mange år haft en ubehagelig fordybning, der kræver ekstra opmærksomhed fra såvel fodgængere som cyklister. Hullet er på en ganske ildevarslende måde i tidens løb langsomt tiltaget i både dybde og omfang, hvilket kunne tyde på forekomst af et hulrum under asfalten.
       For at anvende Cai Schack Eriksens syntax: 'En reparation anbefales snarest!' En sådan reparation skal imidlertid ikke blot bestå i en opfyldning af hullet! Belægningen over det skal forinden fjernes og årsagen til forsænkningen skal opklares og helst også fjernes. (Dette sidste blot et råd til en bestyrelse, der gerne gør det modsatte)
       Hvad kommer først: reparation eller total indsynkning?

Asfaltbelægningen i gården er i en sådan grad ødelagt af trafik med tunge arbejdskøretøjer, at en reparation er mere end påkrævet. Tilstanden har været længe under udvikling, men bekymrer hverken gårdmanden (der skal feje i hullerne) eller bestyrelsen.

Foran gadedøren til Nr. 2 opstår efter kraftig nedbør en vandpyt, der er således placeret, at beboere tvinges til at stå og soppe i den, når de skal låse sig ind.
       Ærligt talt: problemet er lige så enkelt, som det er gammelt! Hvad med at få det løst, inden det bliver for pinligt?

Skader på gårdhaven
       Samtidigt med produktionen af affald, der blot blev smidt i gårdhaven, stod en stor lift parkeret i gården. En dag havde man tilmed bevilget sig den frihed at anbringe den hensynsløst i ejendommens haveanlæg, hvor den forårsagede betydelige skader i form af dybe hjulspor og knækkede fliser. Disse skader, der senere blev uddybet af endnu en lift, bør udbedres snarest (det burde være gjort forlængst) og det skal gøres af en kompetent fagmand - - ikke en billig klamphugger eller ivrig amatør!

Dårlig planlægning
       Fornyligt kom jeg til at anvende elevatoren i nr. 2 og blev slået af elevatorstolens miserable -- nærmest sjofle -- tilstand. Hvorfor er elevatoren ikke blevet istandsat i forbindelse med det øvrige renoveringsarbejde på trappen, som den er en del af?
       Eksemplet svarer nøje til en tilsvarende forsyndelse under vinduesudskiftningen og facadesminkningen i 2003, hvor man ignorerede dørene til pulterrummene ved altanerne. Disse døre er akkurat lige så udvendige som altandørene og burde mindst have haft en gang afslibning med efterfølgende maling.

'Super'bredbånd
       Ejerforeningens bestyrelse pressede med alle midler en beslutning om installation af bredbånd igennem og beslutningen blev bragt til udførelse sommeren 2006. Derefter har man kun hørt om samme bredbånd, da en enkelt beboer af meget forståelige (ikke mindst økonomiske) grunde alternativt forsøgte sig med en trådløs signalkilde.
       På baggrund af den kraftige propaganda før bredbåndsinstallationen skylder bestyrelsen ejerforeningens medlemmer en opgørelse over, hvor stor en del af disse medlemmer der har ladet sig tilslutte.
       Nogle underlige udmeldinger fra ejerforeningens bestyrelse har siden antydet, at den har bundet ejendommen til en eller anden slags eksklusiv-ordning med Dansk Bredbånd. Medlemmerne savner stadig oplysning om det præcise indhold af denne aftale.

Parkering
        Der parkeres ulovligt og til ulempe foran ejendommen og i ejendommens gård. For flere år siden lovede ejendommens varmemester på en generalforsamling skråsikkert, at det hurtigt ville ophøre efter nogle parkeringsbøder.
       Hans løfte har endnu ikke manifesteret sig. Problemet er blot blevet værre!

Bestyrelsesmedlemmer
       I bestyrelsens referater nævnes ofte mødedeltagere udover de valgte bestyrelsesmedlemmer, men det oplyses aldrig, hvilken hensigt, der er med disse folks deltagelse. Således har Mogens Bilde bivånet bestyrelsesmøder både før og efter den seneste ordinære generalforsamling og i mødereferater angives intet om hans ærinde.
       Det er en grov fejl! Har bestyrelsen mere at skjule?

. . . . . . . . . . . . . .MH


Jørgen Holm-Jensen


Aldrig besvaret!
-oOo-

17-06-07