Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2+4:
Affaldsbanen
Den grønne låge i affaldsbanen til Holbækgården kan ikke lukkes
ordentligt. Årsagen er sandsynligvis en deformation af træværket,
der gør, at låsepalen ikke kan falde i hak.
Rent praktisk er der derved givet fri adgang til passage,
hvilket ikke er hensigten med arrangementet. For ejerforeningens
bestyrelse er det nok mere afgørende, at den åbentstående låge
forringer helhedsindtrykket af gårdhaven og dermed hele
ejendommen. Det ser sjusket ud!
Har nogen ansvarlige opdaget det? Vil der blive gjort noget?
Ellers gøres herved opmærksom på forholdet, idet der opfordres
til snarlig handling.
Gårdbelysning
Efter megen snak og 'følgen op på' har indgangspartiet ved
gadedørene langt om længe fået en slags belysning -- endda hele
to lamper. Men ak! Helt perfekt skulle det trods den langvarige
planlægning altså ikke blive: dørlåsen ligger stadig i skygge.
Der er ganske enkelt valgt et forkert armatur og det er for en
sikkerheds skyld anbragt lidt for højt til at kunne kaste lys på
låsen.
Det må indrømmes, at den nye belysning i nogen grad vil
afskrække grimme voldtægtsmænd, der ligger på lur bag trappen,
men kunne den ikke også have tilgodeset behovet for belysning af
låsetøjet?
For at benytte en CSE-syntax: udskiftning/flytning af en af
lamperne anbefales omgående!
Skader på gårdhaven. Hærværk.
Midt i uge 28 kom så endelig den 'retablering' af gårdhaven, der
var nødvendiggjort af ødelæggelserne fra Holbækgårdens
byggeprojekt og som bestyrelsen længe har 'fulgt op på' uden at
der derved skete noget.
Nu er der 'sket noget', men som alt, hvad bestyrelsen rører
ved, er det blevet til en mindre katastrofe: man har ganske
enkelt nedlagt et stykke af gårdhaven!
Enten er bestyrelsen blevet snydt af Holbækgårdens
andelsforening eller også har bestyrelsen overskredet sine
beføjelser. En strukturændring af dette omfang skal vedtages af
ejerne på en beslutningsdygtig generalforsamling og ikke af en
opblæst bestyrelse, der undlader at oplyse ejerne om sine planer!
Sminkearbejde eller optrækkeri?
I et af de sjældne bestyrelsesreferater oplyses, at
facadearbejdet udfor Halsskovgades nr.2 forløb 'planmæssigt'. Er
det 'planmæssigt' at have et stillads stående i 6 uger, hvori der
højst arbejdes i 5 dage?
Yderligere oplyses, at arbejdet har været under tilsyn.
Fint! Så må der foreligge en tilsynsrapport, som bestyrelsen
passende kan anbringe på ejerforenings hjemmeside, så ejerne kan
få en forklaring på arbejdets art og forløb.
Fejlslagen renovering
Det øverste af den vestvendte mur i trappetårnet til nummer
4 viser periodevist tydelige fugtskjolder. Jeg henviser
ikke her til de ludskjolder, der kunne være et levn fra tiden før
tagrenoveringen, men til aktivt våde områder af muren, der lader
formode, at den store, men alt for hastigt iværksatte,
tagrenovering har været mislykket eller at membranen er
skadet.
Det er overvejende sandsynligt, at bestyrelsen har indtaget
en afventende holdning til dette problem udfra den antagelse, at
det 'nok går over af sig selv'. Jeg må skuffe ved at understrege,
at det gør det ikke!
Færdsel
Kørebanen midt foran ejendommen har i mange år haft en
ubehagelig fordybning, der kræver ekstra opmærksomhed fra såvel
fodgængere som cyklister. Hullet er på en ganske ildevarslende
måde i tidens løb langsomt tiltaget i både dybde og omfang, hvilket
kunne tyde på forekomst af et hulrum under asfalten.
For atter at anvende Cai Schack Eriksens syntax: 'En
reparation anbefales snarest!' En sådan reparation skal
imidlertid ikke blot bestå i en opfyldning af hullet! Belægningen
over det skal forinden fjernes og årsagen til forsænkningen skal
opklares og helst også fjernes. (Dette sidste blot et råd til en
bestyrelse, der gerne gør det modsatte)
Hvad kommer først: reparation eller total indsynkning?
Asfaltbelægningen i gården er i en sådan grad ødelagt af trafik
med tunge arbejdskøretøjer, at en reparation er mere end
påkrævet. Tilstanden har været længe under udvikling, men
bekymrer hverken gårdmanden (der skal feje i hullerne) eller
bestyrelsen.
Foran gadedøren til Nr. 2 opstår efter kraftig nedbør en vandpyt,
der er således placeret, at beboere tvinges til at stå og soppe
i den, når de skal låse sig ind.
Ærligt talt: problemet er lige så enkelt, som det er
gammelt! Hvad med at få det løst, inden det bliver for
pinligt?
Dårlig planlægning
Fornyligt kom jeg til at anvende elevatoren i nr. 2 og blev
slået af elevatorstolens miserable -- nærmest sjofle -- tilstand.
Hvorfor er elevatoren ikke blevet istandsat i forbindelse med det
øvrige renoveringsarbejde på trappen, som den er en del af?
Eksemplet svarer nøje til en tilsvarende forsyndelse under
vinduesudskiftningen og facadesminkningen i 2003, hvor man
ignorerede dørene til pulterrummene ved altanerne. Disse døre er
akkurat lige så udvendige som altandørene og burde mindst have
haft en gang afslibning med efterfølgende maling.
'Super'bredbånd
Ejerforeningens bestyrelse pressede med alle midler en
beslutning om installation af bredbånd igennem og beslutningen
blev bragt til udførelse sommeren 2006. Derefter har man kun hørt
om samme bredbånd, da en enkelt beboer af meget forståelige (ikke
mindst økonomiske) grunde alternativt forsøgte sig med en trådløs
signalkilde.
På baggrund af den kraftige propaganda før
bredbåndsinstallationen skylder bestyrelsen ejerforeningens
medlemmer en opgørelse over, hvor stor en del af disse medlemmer
der har ladet sig tilslutte.
Nogle underlige udmeldinger fra ejerforeningens bestyrelse
har siden antydet, at den har bundet ejendommen til en eller
anden slags eksklusiv-ordning med Dansk Bredbånd.
Medlemmerne savner stadig oplysning om det præcise indhold af
denne aftale.
Parkering
Der parkeres ulovligt og til ulempe foran ejendommen og i
ejendommens gård. For flere år siden lovede ejendommens
varmemester på en generalforsamling skråsikkert, at det hurtigt
ville ophøre efter nogle parkeringsbøder.
Hans løfte har endnu ikke manifesteret sig. Problemet er
blot blevet værre!
Bestyrelsesmedlemmer
I bestyrelsens referater nævnes ofte mødedeltagere udover
de valgte bestyrelsesmedlemmer, men det oplyses aldrig, hvilken
hensigt, der er med disse folks deltagelse. Således har Mogens
Bilde bivånet bestyrelsesmøder både før og efter den seneste
ordinære generalforsamling og i mødereferater angives
intet om hans ærinde.
Det er en grov fejl! Har bestyrelsen mere at skjule?
. . . . . . . . . . . . . .MH
Jørgen Holm-Jensen