Endelig en reparation!

Men ikke uden komplikationer.

Reparationen af afsatsen foran nr. 2 begyndte som planlagt og den 19/4-2012 var alle skadede mursten -- og en del flere -- under afsatsen skiftet ud. Et så omfattende arbejde har sandsynligvis kun været nødvendigt af hensyn til bestyrelsens specielle skønhedsbegreber: en hullet mur kan få lov at stå i årevis, men man kan ikke 'af hensyn til helhedsindtrykket' have røde mursten i forskellige nuancer. Det var angiveligt problemet med at skaffe matchende mursten, der havde været årsag til de mange års forsinkelse.
        Nogenlunde samtidigt blev nogle mursten nederst på hjørnet Halsskovgade/Korsørgade skiftet ud. Det var ikke nødvendigt af strukturmæssige grunde, men stenene var skrammede, efter en sneplov en gang for længe siden påkørte hjørnet. Lignende forhold gjaldt ved nr. 4, hvor murværket blev repareret ved indgangen.
        Arbejdet fortsatte med ændring af cementfladen foran gadedøren. Den har, sandsynligvis siden huset blev bygget, skrånet den gale vej, således at en vandpyt hyppigt opstod efter kraftig nedbør og blev stående foran døren til den endeligt fordampede -- varmemesteren, der burde have fejet den væk, tog sig nemlig aldrig af den.
        Reparationsarbejdet, der utvivlsomt er blevet afviklet under Aktuel Byggerådgivning ApS's kostbare overvågning, viste sig at være forgæves, idet der stadig, når lejlighed byder sig, står vand på afsatsen! Så meget for tilsynets kompetence.
        Den 21/4-12 var adgangen gennem gadedøren således spærret, fordi den nye cement skulle hærde. Afspærringen var tydeligt markeret med tape og flere tydelige skilte (ganske vist med en forkert dato, men meningen var tydelig); den slags er imidlertid ikke nok for ejendommens ikke videre opvakte klientel. Følgelig kom der fodspor i cementen efter disse døgenigte, der på stupid vis havde revet afspæringen ned for at komme til at jokke i cementen. Sporene afslørede, at der var tale om mere end een primat. Mureren glattede pligtskyldigt ud med et lag ny cement (med en lidt afvigende farve), men også det skulle et par jubelidioter betræde, inden den var hærdet.

Afspærring

Bestyrelsen har iøvrigt over flere år forsinket denne reparation med henvisning til, at det ville blive gjort i tilknytning til andre murerarbejder. Derfor virkede det naturligt, at nogle arbejder på taget blev afviklet samtidigt. Indtrykket af rationelle dispositioner falmede dog noget, da det viste sig, at tagarbejdet blev udført af en anden murer! I øvrigt så det ud til at være denne anden murer, der søgte at slette fodsporene på afsatsen.

Det skulle vise sig, at den temmeligt omfattende reparation ikke havde hjulpet ret meget, idet der stadig kan dannes en vandpyt på afsatsen. Formodentlig er arbejdet blevet tilset af ABR ApS, men det har som i talrige andre tilfælde ikke hindret noget i at gå galt.
-oOo-

06-05-12