Langkildevask.


         Adgangen til ejendommens vaskekælder har gennem alle tider været lidt problematisk, idet der jævnligt er opstået strid om "vasketure" og foreningen har en del gange måttet gribe ind for at afhjælpe de tilbagevendende stridigheder.
         I første halvdel af 90'erne kunne ejendommens beboere bestille deres vasketur ved at anbringe en hængelås med indgraveret nummer på nogle dertil indrettede tavler i vaskekælderen. Systemet virkede nogenlunde, men var noget generet af, at enkelte hængelåse aldrig blev flyttet -- et forhold der gav bestyrelsen en velkommen mulighed for at udøve myndighed ved, gennem en varslet rydning af vasketavlerne, at "nulstille" ordningen. Rent praktisk udførtes rydningen ved, med en boltsaks, at klippe de "ulovlige" hængelåse af. Operationerne gennemførtes med passende intervaller og gav naturligvis anledning til lidt brok, men blev ellers i det store og hele accepteret som nødvendige.
         På et eller andet tidspunkt begyndte et par af bestyrelsens yngre medlemmer (af langkilderne benævnt "studenterne") at interessere sig for vaskekælderens drift. Deres opmærksomhed var blevet vakt, fordi manglende vedligeholdelse af maskinparken havde voldt en del ulempe -- bl.a. var en tørretumbler brudt i brand under drift. Interessen førte til, at den ene af "studenterne" sikrede sig fornøjelsen at føre boltsaksen under rydning af vasketavlerne og hr. L.-kilde, varmemesteren, tilstod ham tøvende denne fornøjelse. Studentens medvirken afslørede imidlertid, at langkilderne, som de eneste, havde tilskrevet sig selv en fast vasketid, hvilket rent fysisk betød, at deres hængelås aldrig blev flyttet. Studenten ville ikke medvirke til at undtage langkildernes hængelås fra rydningen og sagen kom op på et bestyrelsesmøde. Her blev det gjort klart for hr. L.-kilde, at der gjaldt de samme regler for ham som for alle husets øvrige beboere og at han ikke uden videre kunne tilskrive sig selv særlige privilegier. Tilsyneladende forstod han ikke et kuk af det hele og svarede med en eventyrlig vrøvlehistorie om, at "Inges faste vaskedag" selvfølgelig skulle respekteres som den evige undtagelse fra vaske-ordningen.
         Den øvrige bestyrelse (bortset fra CF: "Ka' vi for pokker da ikke finde en udvej?") manglede vilje til at tilstå langkilderne særlige privilegier, men det endte alligevel med, at den stiltiende lod fru L.-kildes faste vaskedag køre videre, til hr. L.-kilde endelig 1995 fratrådte sin stilling som varmemester og et par år senere forlod Halsskovgade.
-oOo-

23-06-04