En fax sendt via administrator 22/1-07 til ejerforeningens bestyrelse. At dømme efter bestyrelsens chikane-aktivitet havde bestyrelsesmedlemmerne kendskab til faxen en uges tid senere.

Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2+4:

Adgang til ejendommen
       Siden midten af december 2006 har gadedøren til nr. 2 ikke lukket ordentligt. Der har med andre ord i indbrudstyvenes højsæson ad denne vej været fri adgang til ejendommen.
       Et lignende forhold gjorde sig gældende omkring årsskiftet 2005/2006 -- det er altså blevet en tradition! Hvis der ikke foreligger en aftale med indbrudstyvenes laug, viser det, at der ikke føres tilsyn med ejendommens installationer og at de 2-3 bestyrelsesmedlemmer, der regelmæssigt benytter denne dør, stort set er ligeglade. Tidligere henstillinger til ejendommens beboere om 'at være opmærksomme på, hvem de lukker ind' får derved en hul klang -- så hul, at den afslører forekomsten af et stort og upassende tomrum.

Parkering
       Et tidligere bestyrelsesmedlem betegnede med rette ejendommens cykelparkering som 'kaotisk'. Der er siden gennem et gloriøst projekt blevet afsat mere plads til dette formål, uden at det har hjulpet nævneværdigt. Det skyldes mest, at den anvendte fremgangsmåde var uegnet -- i hvert fald til at løse parkeringsproblemet, men den kan derfor godt have tilfredsstillet andre hensigter.
       I skrivende stund er cykelparkeringen ud for nr. 2 mere kaotisk end nogensinde. Samtidigt kan man observere, at der tilsyneladende 'ryddes lidt op' foran nummer 4. Skyldes det, at ejerforeningens formand bor dér?
       Det må nødvendigvis være gårdmandens opgave at sørge for orden såvel foran nummer 2 som nummer 4! Det drejer sig blandt andet om 'ejendommens helhedsindtryk', der påvirkes langt mere af det massive rod end et par uskyldige parabolantenner på nogle altaner.

For flere år siden påkørte en klodset bilist et af de galvaniserede jernrør, der adskiller de gadevendte parkeringspladser fra de gårdvendte. Vi har siden kunnet følge det gradvise forfald, hvor røret en tid hang ved sin ene ende for senere at falde helt af. Efter at have ligget og flydt på asfalten mellem to gårdvendte pladser, er røret fornyligt blevet hængt op igen. Bestyrelsen, der beskæftiger sig indgående med fornyelse af ejendommens tørresnore, har ikke med eet ord nogensinde bemærket det nedfaldne rør og man har derfor lov at formode, at røret er kommet på plads uden bestyrelsens mellemkomst.
       Man må frygte, at bestyrelsesmedlemmerne slet ikke har opdaget det.

Der parkeres ulovligt og til ulempe foran ejendommen og i ejendommens gård. For flere år siden lovede ejendommens varmemester på en generalforsamling skråsikkert, at det hurtigt ville ophøre efter nogle parkeringsbøder.
       Hans løfte har endnu ikke manifesteret sig. Problemet er blot blevet værre!

Bestyrelsesmedlemmer
       I bestyrelsens referater nævnes ofte mødedeltagere udover de valgte bestyrelsesmedlemmer, men det oplyses aldrig, hvilken hensigt, der er med disse folks deltagelse. Således har Mogens Bilde bivånet bestyrelsesmøder både før og efter den seneste ordinære generalforsamling og i mødereferater angives intet om hans ærinde.
       Det er en grov fejl! Har bestyrelsen mere at skjule?

. . . . . . . . . . . . . .MH


Jørgen Holm-Jensen

Aldrig besvaret!

Henvendelsen udløste ingen omgående aktiviteter udover chikanen, hvilket dels illustrerer bestyrelsens manglende interesse for at vedligeholde ejendommens infrastruktur og dels afslører dårlig kommunikation mellem bestyrelsen og en varmemester, der tilsyneladende ikke kan foretage sig noget af egen kraft. Den 16-02-07 blev låsen dog ordnet så meget, at døren kunne smække spontant, men om fjernbetjeningen af døråbneren også var bragt til at fungere, vides i skrivende stund ikke.
-oOo-

16-02-07