Sendt 8/6-08 til ejerforeningen via administrator. Som vanligt i form af en FAX.

Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2+4:

Centralvarmeanlægget blev det sene efterår 2007 forsynet med et eller andet mekanisk krims-krams, hvis funktion ikke er umiddelbart indlysende og ejerne er ikke blevet informeret om hverken installationen selv eller dens formål.
       Jeg skal erindre om, at bestyrelsen har pligt til at informere ejerne, når der gøres indgreb i deres ejendom!

Desuden er der grund til at nævne, at centralvarmeanlæggets drift fortsat er forpestet af både natsænkning og 'klimastyring'. For fjernvarmebaseret opvarmning af etageboliger fører det kun til ulemper! Sparespøgelset optræder alene i bestyrelsens fantasi, for det er aldrig af nogen lødig institution påvist, at der i et fjernvarmebaseret centralvarmeanlæg kan opnås besparelser på denne vis og den 'rådgivning', bestyrelsen i denne sag har modtaget, har været groft uvederhæftig med støtte i bl.a. falske litteraturhenvisninger.
       Det må derfor henstilles til ejerforeningens bestyrelse, at anlægget til klimastyring og natsænkning nedlægges og helst også fjernes, så vi ikke senere igen ser det aktiveret af en eller anden overivrig 'Karl Smart'.

Montering af 'spareventilator' i nr. 4 har ført til en yderligere forringelse af hele ejendommens komfort. De ventilationsanlæg, der i forvejen var alvorligt underdimensionerede, er nu på grund af reaktivering af natsænkningen yderligere droslet ned, hvilket betyder alvorlige ulemper, idet luft fra de enkelte boliger (incl. mados og tobaksfis) nu trænger ud i trapperummet, hvorfra det let kommer ind i andre boliger.
       Desuden tyder meget på, at ventilationen nærmest slukkes midt på dagen -- altså en driftsform, der meget ligner den, som Langkilderne af helt egoistiske grunde i stilhed gennemtvang i 1990'erne og som senere blev ophævet ved en generalforsamlingsbeslutning.
       Bestyrelsen har i denne sag handlet mod bedre vidende, idet den siden midten af 80'erne har vidst, at ejendommens ventilation var utilstrækkelig og alligevel træffer bestyrelsen beslutninger, der forringer ventilationen yderligere.
       Bestyrelsen har åbenbart heller ikke opfattet, at varme somre er et problem for nogle af de sydvendte lejligheder -- eller også har den opfattet det og valgt at ignorere det. Under alle omstændigheder er bestyrelsens evige mangel på evne til at træffe saglige og rationelt begrundede beslutninger blevet en belastning for ejendommen og dens beboere.

Ulovlig parkering udenfor ejendommens private betalingspladser i og ved ejendommen fortsætter og der nævnes i bestyrelsesrefereaterne intet om iværksættelse af foranstaltninger her imod. Man må derfor antage, at bestyrelsen ikke har foretaget sig noget for at hindre den. Undskyldningen for intet at foretage sig, skal vel findes i, at bestyrelsen arbejder hårdt på at 'omformulere' mit forslag til indgreb mod ulovlighederne og derved kan fremholde, at den 'tænker' på sagen.
       Den ulovlige parkering er ikke blot til ulempe for færdsel og beboere, den udgør desuden en sikkerhedsrisiko, fordi baggården fungerer som brandvej til bagsiden af nr. 2 og sandsynligvis også Holbækgården. Jeg er klar over, at ejerforeningens formand, der bor på forsiden af nummer 4, ikke løber nogen større risiko i denne forbindelse, men han er nu ikke des mindre valgt til at administrere alle beboernes interesser -- ikke blot sine egne.

Fra efteråret 2007 til et stykke ind i 2008 stønnede beboerne i nr. 2 under hensynsløs støj fra istandsættelse af lejlighederne 202 og 204. Arbejdet fandt i vid udstrækning sted udenfor almindelig arbejdstid, f.eks. også søndag formiddag, hvilket bestyrelsens idiotiske ordensregler tillader, og medførte andre ulemper i form af henkastet byggeaffald og ulovlig parkering.
       Bestyrelsen, hvis formænd begge bor i behagelig afstand fra støjen, gjorde intet forsøg på at få den modereret. Man må gå ud fra, at det dels skyldes 'respekt' for hensynsløse typer og dels bestyrelsens højere prioritering af kommercielle interesser over almindeligt beboervelfærd.

Færdsel
       Kørebanen midt foran ejendommen har i mange år haft en ubehagelig fordybning, der kræver ekstra opmærksomhed fra såvel fodgængere som cyklister. Hullet er på en ganske ildevarslende måde i tidens løb langsomt tiltaget i både dybde og omfang, hvilket kunne tyde på forekomst af et hulrum under asfalten.
       For atter at anvende Cai Schack Eriksens syntax: 'En reparation anbefales snarest!' En sådan reparation skal imidlertid ikke blot bestå i en opfyldning af hullet! Belægningen over det skal forinden fjernes og årsagen til forsænkningen skal opklares og helst også fjernes. (Dette sidste blot et råd til en bestyrelse, der helst gør det modsatte)
       Hvad kommer først: reparation eller total indsynkning?

Dårlig planlægning
       En dag kom jeg til at anvende elevatoren i nr. 2 og blev slået af elevatorstolens miserable -- nærmest sjofle -- tilstand. Hvorfor er elevatoren ikke blevet istandsat i forbindelse med det øvrige renoveringsarbejde på trappen, som den er en del af?
       Eksemplet svarer nøje til en tilsvarende forsyndelse under vinduesudskiftningen og facadesminkningen i 2003, hvor man ignorerede dørene til pulterrummene ved altanerne. Disse døre er akkurat lige så udvendige som altandørene og burde mindst have haft en gang afslibning med efterfølgende maling.

'Super'bredbånd
       Ejerforeningens bestyrelse pressede med alle midler en beslutning om installation af bredbånd igennem og beslutningen blev bragt til udførelse sommeren 2006. Derefter har man kun hørt om samme bredbånd, da en enkelt beboer af meget forståelige (ikke mindst økonomiske) grunde alternativt forsøgte sig med en trådløs signalkilde.
       På baggrund af den kraftige propaganda før bredbåndsinstallationen skylder bestyrelsen ejerforeningens medlemmer en opgørelse over, hvor stor en del af disse medlemmer der har ladet sig tilslutte.
       Nogle underlige udmeldinger fra ejerforeningens bestyrelse har siden antydet, at den har bundet ejendommen til en eller anden slags eksklusiv-ordning med Dansk Bredbånd. Medlemmerne savner stadig oplysning om det præcise indhold af denne aftale.

. . . . . . . . . . . . . .MH



Jørgen Holm-Jensen

-oOo-

08-06-08