EJERFORENINGEN HALSSKOVGADE 2 -4, 2100 KØBENHAVN Ø

131103-ref bestmode. xls

Referat af konstituerende bestyrelsesmøde afholdt den 11. november 2003

Tilstedeværende: Jacob Andresen, Rikke Christiansen, Carsten Fogt og Niels Klausen.

1. Da mødet var det første efter generalforsamlingen for 2002/03 den 28. oktober 2003, konstituerede den ny bestyrelse sig som følger:

Formand: Niels Klausen.

Næstformand: Carsten Fogt.

2. Bestyrelsen godkendte det af administrator fremsendte udkast til referat af generalforsamlingen. Det rundsendes herefter til ejerne sammen med formandsberetningen for 2002/03.

3. Angående projekt vinduer og døre holder bestyrelsen sig løbende orienteret om Yvonne Schack Bardings referater over arbejdets udvikling. Arbejdet som sådan forløber stadigvæk problemfrit, idet der til dato har været 3 vejrligsdage. Det skal dog oplyses, at Sjællands Vindues-og Dørcenter A/S først forventer arbejdet afsluttet i uge 2 -3 i 2004 ifølge den seneste tidsplan, såfremt der ikke indtræffer uforudsete forsinkelser. Ifølge den oprindelige tidsplan forventedes arbejdet afsluttet inden udgangen af indeværende år. I felterne i facaden i Halsskovgade ud for de mure, der adskiller lejlighederne, indsættes mørke aluminiumsplader lig de nye sålebænke ved brug af en lift. Det kunne ikke gøres, mens stilladset stadigvæk var opstillet, da det var forankret i muren i netop disse felter. Bestyrelsen har indhentet tilbud på udvendig maling af altanerne i trappetårnene, så de får samme farve som pladerne ud mod Halsskovgade. Det vil koste ca. kr. 35.000 incl. moms. Bestyrelsen overvejer stadigvæk nogle tekniske spørgsmål i sagen. Ejere, der konstaterer fejl og skader i forbindelse med monteringen af vinduer og døre m. v. bedes orientere bestyrelsen eller Yvonne Schack Barding herom, således at de kan indgå i en samlet fejlliste over for Sjællands Vindues-og Dørcenter A/S i forbindelse med de løbende byggemøder eller den endelige afleveringsforretning.

4. Angående hundehold i ejendommen henviser bestyrelsen til formandens årsberetning samt til Foreningens vedtægter. De berørte beboere har af administrator modtaget brev med påbud om at skille sig af med deres hund.

På generalforsamlingen drøftedes Foreningens husorden, og betyrelsen har nedsat et udvalg, der arbejder på hurtigst muligt at fremsætte forslag til en mere tidssvarende og opstrammet husorden.

Det er tanken, at forslaget skal behandles på den næste generalforsamling.

5. Bestyrelsen drøftede på ny de nye regler for fremtidig udlejning af lejligheder, hvorom der i øvrigt henvises til formandsberetningen og referatet for generalforsamlingen. Administrator vil, ligeledes med henvisning til generalforsamlingsreferatet, udbede sig kopi af de p. t. eksisterende lejekontrakter.

6. På grund af arbejdet med projekt døre og vinduer blev der ikke gjort så meget ved ejendomens haveanlæg i den forløbne sæson. Det agter betyrelsen at råde bod på til foråret.

På mødet drøftede bestyrelsen imidlertid også, om der kunne foretages ændringer i haveanlægget, så en del af arealet måske kunne anvedes til andre formål, f. eks. til anlæg af en boulebane eller udvidelse af arealet af cykelstativer, evt. med en form for overdækning i lighed med Holbækgårdens overdækning af cykelstativerne i Halsskovgade.

Bestyrelsen opfordrer ejerne til at kommentere disse ideer og gerne fremsætte supplerende forslag enten direkte til bestyrelsen eller over Foreningen ny hjemmeside, der findes på:

www.halsskovgade.dk

7. På mødet drøftedes følgende aktuelle punkter:

Med henvisning til generalforsamlingen vil ordningen med, at referaterne af bestyrelsens møder for fremtiden vil kunne findes på hjemmesiden, blive etableret. Det betyder, at de ejere, der kan anvende internettet, må bruge hjemmesiden, mens de øvrige som hidtil vil modtage referaterne.

Bestyrelen beder ejere, der ikke har adgang til hjemmesiden, om at oplyse dette til administrator eller til bestyrelsen selv.

Det vil på opslagstavlerne blive meddelt, hvornår der er nye referater.

Der opsættes nye lukkede opslagstavler.

Der kommer snarlig ordning på skiltningen angående p-pladserne.

Angående rensningen af ejendommens trækkanaler drøfter Yvonne Schack Barding p. t. sagen med

BS-Aircondition Service mht. teknisk fremgangsmåde og pris. Bestyrelsen forventer, at disse drøftelser er afsluttet i løbet af kort tid, således at arbejdet kan igangsættes.

8. Da der ikke var yderligere punkter på dagsordenen, afsluttedes mødet.

EJERFORENINGEN HALSSKOVGADE 2 -4, 2100 KØBENHAVN Ø

131103-ref bestmode. xls Side 3 af 6 21-11-2003 10: 44: 36

Den 17. november 2003 Carsten Fogt


-oOo-

29-12-03