Dagsordenen er underlig, når man ser den i lyset af
bestyrelsens yderste tilbageholdenhed, hvad angår at delagtiggøre
ejerne i ejendommens drift, og dens hidtidige frimodighed, når
det drejer sig 'stilfærdig' gennemførelse af underlige og
kostbare installationer.
I andre henseender er dagsordenen fuldt på linie med
bestyrelsens vanlige adfærd: fakta forvanskes: taget betegnes som
'nedslidt', men er i virkeligheden groft forsømt. Noget
fuldstændigt tilsvarende gælder omtalen af antenneanlægget, der
ikke blot er misligholdt, men tilsigtet ødelagt. Teksten afslører
også andre ejendommeligheder som f.eks. omtalen af udskiftning
i eternitelementer. Mig bekendt har brug af eternit (asbest)
længe været forbudt. Desuden skal der tages særlige
forholdsregler, når eternit fjernes fra bygninger. Sådanne
forholdsregler vil -- især for en vattet bestyrelse som
ejerforeningens -- betyde store ekstraudgifter.
Hele det såkaldte 5te-sals projekt er opdelt i separate mindre
projekter, hvoraf nogle få kan kategoriseres under
vedligeholdelse og andre som opgradering af især de store 5te-
sals boliger. Til sidste kategori hører ekstra isolering af
ydermure og arbejder på de tagterrasser, som 5te-sals-beboerne
alene har brugsretten til.
Bestyrelsen begrunder bl.a. nedlægningen af fællesantenneanlægget
med, at ejendommen råder over 2 forskellige bredbåndsanlæg og at
man kan få TV via TDC. Sådanne argumenter er invalide, fordi
disse signalkilder på ingen måde kan erstatte en almindelig
antenne, der leverer TV og radio-signaler uden ekstra
omkostninger.
Indkaldelsen omfatter en opfordring til at stemme ved hjælp af
en vedlagt formular, der ved en fuldmagt overdrager stemmeretten
til andre -- f.eks. bestyrelsen. Denne fuldmagt er imidlertid så
lurvet formuleret, at det er vanskeligt for et medlem at give
udtryk for, hvad vedkommende ønsker at stemme. Formularen
er designet til at overlade stemmeretten og hvad der skal
stemmes til bestyrelsen. Det er underlødigt og
uvederhæftigt!! Der er dog ingen tvivl om, at det blandt
ejendommens apatiske klientel har virket efter bestyrelsens
hensigt.
Som en anden uprofessionel detaille ved formularen bør
nævnes, at forfatteren til den (man må håbe, at der kun er een)
vakler søvngængeragtigt gennem tilværelsen i den tro, at
foreningen er en forening af lejligheder. Tragisk, når man
betænker, at udlejning i ejendommen er forbudt og foreningen er
en sammenslutning af ejere til de boliger, som ejendommen
rummer.
Mødereferatet udkom et par uger efter afholdelsen af
generalforsamlingen.
Referatet består mest af gentagelser fra indkaldelsen og den smule, der
er ud over dem, er ukorrekt. Afstemningsresultater beskrives ved,
at "alle" på nær een med et oplyst fordelingstal stemte for.
Derved lykkes det at fortie, at kun omkring en fjerdedel
direkte eller indirekte deltog i afstemningen og at
afstemningsresultatet altså ikke er så overvældende.
Selve afstemningsresultaterne burde have været oplyst som, hvor
mange af det samlede antal andele, der stemte for og hvor
mange imod.
Hæderlighed og objektivitet er ikke noget, ejerforeningens
bestyrelse eller administrator betjener sig af.
Generalforsamlingen beskrives som en almindelig forsamling med
fremmøde af medlemmer. Med erfaringer fra ejerforeningens
tidligere generalforsamlingsreferater må man anse, at der blot
har været afholdt en 'skrivebordsgeneralforsamling', som
bestyrelsen sædvanligvis foretrækker til sine lidt fordægtige
sager.