![]() Undersøgelsen er blevet rekvireret af ABR ApS, der klart har givet forkerte oplysninger om ejendommen. F.eks. har han angivet, at ejendommen er opført 1961. Den er som bekendt fra 1965, men det er ikke gået op for den ingeniør, der påstås at have tilset ejendommen i over 40 år. Han burde desuden kunne tidsfæste den første reparation af svalegangene helt nøjagtigt, men har kun kunnet angive et omtrentligt tidspunkt for arbejdet. Endvidere angives gadenavnet til 'Halsskovsvej' -- en af de mere sjældne variationer over temaet. Rapporten omfatter en beskrivelse af ejendommens konstruktion -- naturligvis med særlig vægt på terrasse og svalegange, hvilket er glimrende, for så kan bestyrelsen ikke påberåbe sig uvidenhed herom. De visuelle undersøgelser er rigt illustreret med fotos, der mærkeligt nok lider af et ret kraftigt farvestik, der er uværdigt for Danmarks teknologiske videncenter. I forhold til hele analysearbejdet og udfærdigelse af en rapport er det en meget lille ulejlighed at sørge for ordentlige illustrationer. | |
![]() På basis af de udførte undersøgelser drages en konklusion om ejendommens tilstand. Af den fremgår det, at betonen må betragtes som 'udlevet' og at den i sin nuværende tilstand er sårbar for vind og vejr, men det er usikkert, hvor længe -- eller hvor kort -- bæreevnen kan bevares. Vi behøver således ikke frygte, at svalegangene falder ned lige med det første, men der er bestemt ingen grund til at tage den med ro. Desuden fremgår det klart, at vintersaltning har spillet en afgørende rolle for nedbrydningen af såvel betonen som jernet i gelænderne -- en omstændighed, der ikke bliver bedre af, at betonen fra starten har haft et temmeligt højt indhold af chlorid. Der gives ikke noget bud på kilden til dette chloridindhold, men man kan jo frygte, at den er tilsat betonen, fordi gydningen fandt sted i frostvejr, eller fordi man har brugt urenset strandsand i betonblandingen. Rapporten beskriver nogle potentielle muligheder for at modvirke yderligere nedbrydning af strukturen og renovere betonen. I pæne vendinger antyder man, at det mest rationelle ville være at nedrive den del af ejendommen, der har svalegange. Det er den samme del, der generelt er så dårligt bygget, at det har inspireret til betegnelsen 'Polyfilla/papmache-sektionen'. | |
![]() | |
![]() Det er ikke første gang, at svalegangenes beton er blevet undersøgt, for det skete også i Langkilde/Sundbye-æraen, hvor man konkluderede, at betonblandingen er forkert. Dengang forsøgte man at sagsøge de ansvarlige bygherrer, hvilket kompliceredes af, at murermesteren var afgået ved døden og en af de overlevende var adv. Ebbe Suenson, der også optrådte som medlem af ejerforeningen og administrator for ejendommen, hvilket nok er forklaringen på, at sagsanlægget aldrig blev til noget. |