CF protesterede pro forma over ekstraregningen fra KBN, hvilket udløste et svar, som jeg følgende kommenterer.
Bemærk særligt det sidste punktum i det sidste afsnit!

25. februar 1995

Carsten,

Ved gennemlæsning af brevet fra BoyeNielsen har jeg bemærket følgende:

-Han ignorerer helt det angivelige faktum, at bestyrelsen under møder med ham havde fået det indtryk, at hans indblanding i tagrenovationen kunne opfattes som en vederlagsfri ekstraservice.
-Han lader som om, vi ikke finder at hans arbejdsindsats modsvares af beløbet på regningen. Så vidt jeg véd, har bestyrelsen ikke foretaget en sådan vurdering.
-Han resumerer et handlingsforløb, som alle implicerede kender i detailler. Når advokater gør sådan, er det enten tegn på, at de "mangler en undskyldning" eller, at de prøver at "idyllisere" sagens forløb.
-Han fremstiller Jørgen L.-kilde som lidelsesfælle i denne sag. Er det sikkert, at det kun er blevet ved lidelserne?

På vor seneste ordinære generalforsamling efteråret 1994 sagde samme BoyeNielsen, at det var muligt uden videre (i hvert fald til en begyndelse) at trække en del ekstra på hans administrationsapparat og hans good will. Bemærkningen faldt, da der skulle overtales medlemmer til at opstille som kandidater til bestyrelsen.

Det lader til, at jeg ikke har hørt ordentligt efter under de kældermøder, hvor tilsynet med tagrenovationen blev diskuteret. Herunder fik jeg nemlig det indtryk, at man frafaldt kravet om tilsyn ved SchackEriksen, fordi det viste sig, at tilsynet var indbygget i projektet og varmemesterens rolle således var indskrænket til at overvåge dets rettidige afvikling.
Som jeg læser BoyeNielsens brev, skal han bl.a. have vederlag for at overtage ansvaret for et tilsyn bestående af ham selv og hr. L.-kilde som "teknisk sagkyndig". "Barnet fik sin vilje" og ejerforeningen har fået regningen. Da jeg betragter Egon Rasmussen som en hæderlig person, er det min opfattelse, at den risiko, BoyeNielsen tager, er til at overskue. Hæderlighed er blot ingen garanti mod menneskelige fejl og hvis der skulle vise sig en alvorlig teknisk brist ved projektet, vil der være medlemmer, som retrospektivt vil undre sig over, at vi nøjedes med mindre end en bygningsingeniør.

Venligst

Jørgen H-J.

-oOo-


9/3/00