|
|
Modforanstaltninger gennem tiden
Ejerforeningens bestyrelse
tager sig nødigt af problemer, når de opstår, men venter til de
er vokset i omfang og komplexitet -- eller er blevet akutte.
Myrebekæmpelsen var således i mange år overladt til de beboere,
der følte sig mest generet af insekterne -- dette trods myrerne
på en række generalforsamlinger gennem flere år havde været fast
diskussionsemne. Her kunne man høre om forskellige beboeres mere
eller mindre elegante modforanstaltninger, der rakte lige fra
spredning af farlige giftstoffer til etablering af barrièrer af
så uskyldige midler som tandpasta. Selv havde jeg med held
afprøvet en barrière-methode baseret på dieldrin-lak og beskrev
fremgangsmåden for en generalforsamling, hvor ikke alle havde
været lige opmærksomme, for på den efterfølgende
generalforsamling førte et yngre medlem (BUL, bibliotekar af
profession) sig frem med en beretning om, hvorledes han havde
brugt gift-lakken som sprøjtemiddel.
Den første koordinerede
indsats mod myrerne blev sat i værk, efter at en bestyrelses-suppleant havde fået besøg af dem i sit køkken. Som han sagde:
"De er forbandet svære at se, når de kravler på en
laksemad". Firmaet Mortalin kom til at stå for den
vellykkede behandling af hele ejendommen og i flere følgende år
hørte man intet om myreforekomster.
Næste myreinvasion kom sidst
i 80'erne. Denne gang iværksatte bestyrelsen foranstaltninger på
et relativt tidligt stadium, hvilket var en følge af, at
bestyrelsesformanden (der selv havde myrer i sin lejlighed)
troede på de skrækhistorier, der fandtes om myrerne og desuden
selv satte sådanne historier i omløb -- og da denne formand var
I. Langkilde, så "fik den sandelig ikke for lidt". I det hele
taget hørte man denne gang overordentlig meget om
myreforekomsten og bekæmpelsen; l.-kilderne havde fundet en ny
kæphest. Til en begyndelse satte man ind med uddeling af giftlak
til myrebefængte husstande. Dieldrinen var i mellemtiden blevet
forbudt og erstattet med det mere suspekte chlorpyrifos, men den
anbefalede methode var ellers lig den, jeg tidligere havde
beskrevet på en generalforsamling. Derudover spredtes på
ejendommen gifte i en langt alvorligere fareklasse og man kunne
jævnligt finde døde dyr på og omkring ejendommen.
På et eller andet tidspunkt tog hr.
L.-kilde kontakt med Statens Skadedyrlaboratorium, hvor
han fik laboratoriets myresagkyndige, hr. Funder, i tale. Hr.
Funder får mange henvendelser om pharaomyrer og har et grundigt
lille foredrag klar til sine klienter. Heri fortæller han lidt
om myrernes levevis og foreslår også nogle bekæmpelsesmethoder.
Da hr. L.-kilde havde hørt dette foredrag, mente han sig
fuldbefaren i emnet, udnævnte sig selv til "myreekspert" og ved
de følgende generalforsamlinger (samt enhver anden anledning)
førte han sig frem med en stærkt oppustet version af hr. Funders
redegørelse. Det blev imidlertid til mere end snakken. Sagen må
virkeligt have fanget l.-kildernes interesse, for de anskaffede
remedierne til fremstilling og fordeling af "hormonbaits" (samme
methode som anvendt af Mortalin). Indsatsen lykkedes
tilsyneladende (jeg havde dengang hverken besøg af myrer eller
l.-kilder, så mine muligheder for at vurdere resultatet af
kampagnen er noget begrænsede) og da det tilsyneladende igen
havde drejet sig om en lokalforekomst, tog det nogen tid, inden
man igen hørte klager over små, gule myrer.
I midten af 90'erne indledtes
påny en behandling mod myrer i hele ejendommen. Denne gang kom
firma Rentokil til at stå for offensiven. Den indbefattede
flere opsætnings- og kontrol-besøg og efterhånden kom den
tilstødende ejendom, Holbækgården, også med i en koordineret
indsats, der virkede, men myrerne dukkede desværre hurtigt op
igen, hvilket kan skyldes, at der ikke længere var tale om en
lokal forekomst, men om en invasionsbølge udefra. Myrerne havde
efterhånden bredt sig til hele Østerbro og når de blev udryddet
et sted, indvandrede de blot igen fra de omkringliggende
ejendomme -- måske langs fjernvarmeledningerne. Det var en
omstændighed, Rentokil ikke havde medtaget i sine
overvejelser, da firmaet letsindigt havde tilbudt en længere
garantiperiode for behandlingen, hvilket siden har givet nogle
problemer.
Monitorering
I forbindelse med
myrekampagnerne var flere gange blevet udsendt spørgeskemaer om
myreforekomster og der var god grund til at antage, at en meget
stor del af disse skemaer kom retur i besvaret stand, hvilket
skulle betyde, at der efterhånden foreligger et ret betydeligt
materiale, der ved en nøjere analyse ville kunne give fingerpeg
om indfaldsporten for myre-invasionerne eller om "hot-spots",
hvorfra myrerne efter en behandlingsrunde igen kunne brede
sig.
Noget naïvt antog jeg, at
formålet med udsendelse af spørgeskemaer netop var en sådan
analyse, men signalerne fra bestyrelsen og andre involverede
kilder tydede på, at denne antagelse var lidt rigeligt
optimistisk. Jeg tillod mig derfor at spørge bestyrelsen. Først
fik jeg ikke svar, spurgte derfor igen og denne gang oplystes,
at man "intet vidste", men jeg fik lov at kontakte
Rentokil og det gjorde jeg så. Her lovede man "at
undersøge sagen". Der kom imidlertid ingen tilbagemelding, så
efter nogen tid kontaktede jeg Rentokil igen. Denne gang
var imødekommenheden ret beskeden, men jeg fik da ud af
medarbejderen, at man ikke havde bearbejdet svarene på de mange
spørgeskemaer og at disse angiveligt alle blev opbevaret af hhv.
bestyrelserne i Holbækgårdens Andelsboligforening og
Halsskovgades Ejerforening. Det stred direkte mod Ernas udsagn,
men Rentokil erklærede sig "200% sikker" på, at de
ikke var i besiddelse af nogen spørgeskemaer. Efter megen
snak frem og tilbage endte det dog med, at Rentokil sendte
en stak skemaer fra det seneste rundspørge tilbage til Erna. Nu
undskyldte man sin tilbageholdenhed med, at "skemaerne
indeholdt underskrifter".
Under et følgende møde hos
Erna gennemså jeg skemaerne for relevant information, nemlig:
Myrer? Nej, ja eller JA! Resultatet kan ses af et simpelt,
grafisk "plot", der mere end antyder, at boilerrummet er
myreinvasionernes indfaldsport. Plottet repræsenterer kun det seneste
rundspørge, men tænk, hvis resultaterne fra tidligere
undersøgelser havde været bevaret og derved dannet grundlag for
en langt grundigere analyse!
Tilbageblik
Hele affæren med myre-invasion
og -bekæmpelse illustrerer, hvorledes ejerforeningens bestyrelse
gennem tiden har hyldet princippet om "passiv modstand".
Da modforanstaltninger
endelig blev sat i værk, viste bestyrelsen dem meget ringe
interesse og overlod blot hele sagen til det firma, der havde
fået overdraget opgaven. Bestyrelsen interesserede sig i det hele
taget meget lidt for "slagets gang" og da der gennem
spørgeskemaer og beboernes samarbejdsvilje i flere omgange
indhentedes oplysninger om myreforekomster, udnyttede bestyrelsen
ikke de indsamlede data eller sikrede sig, at det
involverede firma gjorde det.
Det er umuligt af afgøre, hvor
meget bestyrelsens svigtende interesse for projektet har kostet
ejerforeningen, men det er sandsynligt, at et grundigere kendskab
til den lokale udbredelses-mekanisme kunne have optimeret indsatsen (=
reduceret omkostningerne) mod de tidlige stadier af nye
myreinvasioner.
