2013 er ikke første gang, der har været problemer med
svalegangene, for i 1983 havde ejendommen et lignende problem,
der dengang blot ikke omfattede rustskader på gelænderet, men i
stedet armeringsjernene i selve svalegangens beton. Der var
dengang tvivl om betonens bæreevne og et støttestillads af
træbjælker blev stillet op 'prydede' længe ejendommens
haveside.
Problemet var opstået som kombination af byggefejl og almindelig
forsømmelse. Byggefejlen havde to facetter, idet beton-blandingen
var forkert til formålet (ikke tilstrækkeligt basisk) og
armeringsjernene var anbragt for nær oversiden, hvor de blev
skadet af rundhåndet brug af vejsalt.
Da først skaderne var observeret, bestyrelsen overbevist om,
at der var noget galt og diagnosen stillet, kom stilladset
hurtigt op. Derefter så det ud, som om bestyrelsen betragtede
problemet for løst og i en årrække skete der ikke mere.
Tilstanden kunne være fortsat i endnu længere tid, hvis
bestyrelsen ikke var blevet gjort opmærksom på, at stilladset
ikke tilhørte ejendommen, men var lejet i dyre
domme af en af de smarte virksomheder, som bestyrelsen ynder at
omgive sig med. Derpå blev et projekt stablet på benene og
betonen efterhånden repareret.
Dengang stod Statens Byggeforskningsinstitut for
prøvetagning, analyse og kontrol med byggematerialer.
(Laboratoriet lå i Lyngby overfor den smukke gamle vandmølle ved
Mølleåen; administrationen i Borgergade i Kbh.K.). Saltskadet
beton var et af de almindeligste emner blandt de behandlede sager
og man forsømte sjældent en lejlighed til at anbefale husejere
brugen af carbamid (bedre kendt som urinstof) i stedet for
vejsalt. Det må således anses for givet, at ejerforeningens
bestyrelse har fået det samme meget gode råd, men allerede
dengang var samme bestyrelse umådelig arrogant og skråsikker og
har ignoreret den velmente anvisning ud fra den begrundelse, at
vejsalt er billigere. Vi betaler nu prisen for bestyrelsens utidige
nærighed!
