Adgangen til ejendommens vaskekælder har gennem alle tider
været lidt problematisk, idet der jævnligt er opstået strid om
"vasketure" og foreningen har en del gange måttet gribe ind for
at afhjælpe de tilbagevendende stridigheder.
I første halvdel af 90'erne kunne ejendommens beboere
bestille deres vasketur ved at anbringe en hængelås med
indgraveret nummer på nogle dertil indrettede tavler i
vaskekælderen. Systemet virkede nogenlunde, men var noget generet
af, at enkelte hængelåse aldrig blev flyttet -- et forhold der
gav bestyrelsen en velkommen mulighed for at udøve myndighed ved,
gennem en varslet rydning af vasketavlerne, at "nulstille"
ordningen. Rent praktisk udførtes rydningen ved, med en boltsaks,
at klippe de "ulovlige" hængelåse af. Operationerne gennemførtes
med passende intervaller og gav naturligvis anledning til lidt
brok, men blev ellers i det store og hele accepteret som
nødvendige.
På et eller andet tidspunkt begyndte et par af bestyrelsens
yngre medlemmer (af langkilderne benævnt "studenterne") at
interessere sig for vaskekælderens drift. Deres opmærksomhed var
blevet vakt, fordi manglende vedligeholdelse af maskinparken
havde voldt en del ulempe -- bl.a. var en tørretumbler brudt i
brand under drift. Interessen førte til, at den ene af
"studenterne" sikrede sig fornøjelsen at føre boltsaksen under
rydning af vasketavlerne og hr. L.-kilde, varmemesteren, tilstod
ham tøvende denne fornøjelse. Studentens medvirken afslørede
imidlertid, at langkilderne, som de eneste, havde tilskrevet sig
selv en fast vasketid, hvilket rent fysisk betød, at deres
hængelås aldrig blev flyttet. Studenten ville ikke medvirke til
at undtage langkildernes hængelås fra rydningen og sagen kom op
på et bestyrelsesmøde. Her blev det gjort klart for hr. L.-kilde, at der
gjaldt de samme regler for ham som for alle husets øvrige beboere
og at han ikke uden videre kunne tilskrive sig selv særlige
privilegier. Tilsyneladende forstod han ikke et kuk af det hele
og svarede med en eventyrlig vrøvlehistorie om, at "Inges faste
vaskedag" selvfølgelig skulle respekteres som den evige undtagelse fra
vaske-ordningen.
Den øvrige bestyrelse (bortset fra CF: "Ka' vi for
pokker da ikke finde en udvej?") manglede vilje til at tilstå
langkilderne særlige privilegier, men det endte alligevel med,
at den stiltiende lod fru L.-kildes faste vaskedag køre videre,
til hr. L.-kilde endelig 1995 fratrådte sin stilling som
varmemester og et par år senere forlod Halsskovgade.
