I betragtning af de lange intervaller mellem bestyrelsesmøderne, er referatet påfaldende magert. Det er faktisk helt usandsynligt, at der efter godt et par måneder ikke skulle være mere at diskutere og rent håndgribeligt véd jeg, at bestyrelsen har fået henvendelser i sager, som den systematisk fortier!




Referat af bestyrelsesmøde d. 2 jun 2005

tilstede: Niels Klausen, Carsten Fogt, Morten Birtø, Jacob Andresen



1) opfølgning på sidste møde



Viceværten oplyser at fællesterrassen vil blive højtryksspulet snarest muligt.



Bestyrelsen har valgt at afvise et tilbud på etablering af 10x cykelstativer for 25.000, kr og vil søge alternative løsninger.

2) Maling af opgang

Bestyrelsen har accepteret et tilbud fra firmaet "Maler-holdet" om maling af begge opgange . Arbejdet vil starte omkring september og vil koste omkring 200.000,- kr .

3) Hjemmeside



Bestyrelsen vil rette henvendelse til administrator for at undersøge hvor mange,

der har udbedt sig papir-kopier af referaterne tilsendt.

4) Evt



Der er nu flere af ejerforeningens medlemmer, der har rettet henvendelse om etablering af fælles bredbånd. Bestyrelsen vil derfor undersøge markedet og især rette henvendelse til de operatører, som har kabler i nærheden af vores bygning. På denne måde håber vi at kunne minimere etableringsomkostningerne forbundet med

at trække et kabel til vores bygning.



Flere af ejerforeningens medlemmer har iøvrigt opstillet såkaldt 'trådløse netværk' uden at beskytte dem. Bestyrelsen gør opmærksom på disse netværk kan benyttes af uvedkommende personer såfremt at de ikke sikres på fornuftig vis (se evt http://www.it-borger.dk/netsikkernu )





Jacob Andresen

Kommentarer til bestyrelsens punkter:
1) Et par særlige forhold har ført til, at emnet "højtrykspuling" atter efter et par måneder optræder i bestyrelsens referat:
        a) At den trods den fremskredne sommer endnu ikke har fundet sted.
b) Det er et popsmart teknisk udtryk, der pynter på et referat, som fortier andre, men mere påtrængende forhold.
c) Den solide tordenbyge, der forventes at skulle udføre arbejdet, er udeblevet.

       Det fremgår ikke, om tilbuddet gjaldt et stativ med plads til 10 cykler eller om der er tale om 10 striber af cykelstativer med plads til flere cykler. Hvis det sidste er tilfældet, har bestyrelsen atter kvajet sig dygtigt, for så er tilbuddet faktisk rimeligt! Måske har der blot været noget galt med returkommissionen.
       Det bliver spændende at se, hvorledes bestyrelsens "alternative" løsning på parkeringsproblemet kommer til at forme sig! Jeg mener: cykelstativer i en eller anden form er vel den eneste praktiske mulighed, hvis man altså ikke skal satse på noget som f.eks. fjernlagring, hvortil cyklerne bringes og hentes efter behov. Der er dog også den mulighed, at cyklerne blot skal smides i stakke. Skal vi ikke bare være realistiske og indse, at der med bestyrelsens "alternative løsning" som vanligt menes: INGENTING?

2) Dette tilbud, der faktisk er ret fyrsteligt, er glat blevet godkendt. Det fremgår imidlertid ikke, hvor omfattende en sminkning af trapperummet bestyrelsen stiler efter, men det kan jo være, at vi får vægdekorationer i Per Kirkeby-stil -- og så vil returkommissionen i dette projekt sikkert være i orden.

3) De udeblivende referater skyldes ikke hjemmesiden, men er ganske enkelt et spørgsmål om at holde en aftale og udsende trykte eksemplarer af bestyrelsesreferater til de medlemmer, der ønsker sådanne.
       Når sandheden skal frem, har bestyrelsen groft sjoflet denne side af pligten til at holde ejerforeningens medlemmer informeret om ejerforeningens såkaldte aktiviteter.
       Flere medlemmer har flere gange anmodet om papir-udgaver af referaterne, men anmodningerne er simpelthen blevet ignoreret.
       Når bestyrelsen har besluttet at iværksætte en undersøgelse af behovet, er det, fordi det bliver det næstbedste i forhold til "at gøre ingenting" -- og så holdes administrator beskæftiget.
       Det enkleste ville dog være at udskrive de famøse referater, dele dem rundt og siden tælle antallet af omdelte eksemplarer! Denne løsning har dog et (i forhold til bestyrelsens moral) alvorligt minus: den er enkel og betyder, at bestyrelsen kommer til at opfylde en generalforsamlingsvedtægt -- og den slags smerter!

4) Når "flere" (sandsynligvis 3 bestyrelsesmedlemmer!) af "ejerforeningens medlemmer" angiveligt har rettet henvendelse om etablering af en fælles bredbåndsforbindelse, må det nok tages som en ret grov overdrivelse. Man skal erindre sig, at emnet efter den seneste generalforsamling blev mødt med en bedøvende mangel på interesse; dette forhold vil næppe have ændret sig afgørende på mindre end et år!
       Ejerforeningen skal ikke stå for et nyt projekt af denne karakter, idet det ifølge erfaringen vil munde ud i en eller anden form for fiasko, som ejerforeningens bestyrelse siden skal ofre en masse ressourcer på at fremstille som en succès.

Sikkerhedsproblemer med private, "trådløse netværk" vedkommer aldeles ikke bestyrelsen! Ejendommens beboere er (med undtagelse af et enkelt chikanemonster) ikke dummere end bestyrelsesmedlemmerne og har selv i dagspressen kunnet læse de utallige indlæg herom.
       Hvorfra har bestyrelsen sin information om, at "flere af ejerforeningens medlemmer har opstillet netværk"? Har den været ude at snage eller skal vi regne med, at "flere" blot betyder "3"?
       Andre sikkerhedsmæssige aspekter, som for eksempel bakterievækst i vandrørerne, har ikke på samme måde vækket bestyrelsens trang til at slå alarm. Tværtimod: foreningen har forholdt sig tavs eller ligefrem gjort det modsatte af massemediernes anvisninger!

Hvis bestyrelsen virkeligt vil bekymre sig om medlemmernes sikkerhed, burde den iværksætte en undersøgelse (undersøgelser er jo så dejlige) og evt. reparation af ejendommens farlige altandøre! En af disse faldt i foråret uden varsel af sine hængsler og kun et held kan takkes for, at ingen kom til skade. Det skal bemærkes, at de tunge altandøre er rigt forsynet med skarpe kanter og spidse hjørner og desuden omfatter en stor, dobbelt glasrude.
       Bestyrelsen blev kort efter uheldet med døren i meget klare vendinger gjort opmærksom på problemet, men har valgt fuldstændigt at ignorere det! Hvis en beboer i Halsskovgade en dag kommer til skade under en væltende altandør, vil ansvaret derfor falde tungt tilbage på bestyrelsen!


-oOo-

02-07-05