Det første bestyrelsesmøde siden februar har efter 3 uger udløst nedenstående noget kaloriefattige 'referat', der stort set kun opremser nogle emner fra mødet. Hvis et medlem skulle ønske at vide, hvad der blev besluttet i en eller anden specifik sag, nytter det ikke at kigge i et af bestyrelsens mødereferater, for dér står det ikke! Man er henvist til at spørge et bestyrelsesmedlem, der uden tøven vil give et eller andet afglidende svar -- forudsat der da svares!
       Den lange pause i møderne har fundet sted i en periode, hvor der var masser af reelle opgaver for bestyrelsen. Pausen skyldes således manglende interesse.
       Den evige gæst, Mogens Bilde, optræder stadig på deltagerlisten og vi oplyses ikke om hans ærinde. Der er mest sandsynligt tale om ren nepotisme.
       Referenten bruger flittigt vendingen 'følger op på'. Udtrykket dækker dels over, at der ikke er sket noget i de aktuèlle sager og at bestyrelsen ikke agter at foretage sig andet end at være passiv tilskuer, og er dels et udtryk for bestyrelsens overbevisning om, at dens dispositioner ikke vedkommer medlemmerne.
       Emnelisten er klart inspireret af de opdaterede lister over forsømmelser, jeg den senere tid har tilstillet bestyrelsen.

Bestyrelsesmøde 24. maj 2007


Posted June 15, 2007

Deltagere: Niels Klausen, Carsten Fogt, Susanne Ullman (ref.), Birgitte Thomsen og Peter Vestergård. Gæst: Mogens Bilde.

Bemærkninger fra sidste referat: Der er ingen bemærkninger.

Graffitibekæmpelse: Bestyrelsen følger gennem viceværten op på graffiti bekæmpelse.

Bortskaffelse af herreløse cykler: Herreløse cykler er nu samlet og afventer relevante myndigheders tilladelse til endelig bortskaffelse.

Beskadigelse af havefliser og asfaltbelægning fra lift, der har betjent Holbækgården: Bestyrelsen følger gennem administrator op på, at Holbækgården udbedrer de forvoldte skader på deres regning.

Reparation af murværk på facaden ved Halsskovgade 2: Reparationen skrider planmæssigt frem. Arbejdet forestås af ejerforeningens tekniske rådgiver Aktuel ByggeRådgivning APS.

Etablering af belysningsarmaturer i opgang 2: Bestyrelsen følger gennem viceværten op på, at arbejdet bliver udført snarest muligt.

Etablering af udvendige belysningsarmaturer ved opgang 2 og 4: Ifølge viceværten er der leveringsproblemer med armaturerne. Bestyrelsen følger op på arbejdet.

Opsætning af piktogrammer på låger til affaldsskakter: Bestyrelsen har bedt viceværten om at opsætte piktogrammer på lågerne. Piktogrammerne viser, hved der må kastes i skakterne og hvad der ikke må kastes i skakterne.

Parkeringsforhold efter kommunen har indført nye parkeringsregler i området: Bestyrelsen har bedt administrator undersøge, hvorledes vi står med hensyn til de 10 parkeringspladser på den del af Halsskovgade der vender ind mod vores ejendom.

Campingvogn/anhænger der er parkeret på nr. 5: Campingvognen er ikke forsynet med en nummerplade og derfor ikke registreret i Centralregistreret for motorkøretøjer. Det er bestyrelsens holdning, at de private parkeringspladser er for personbiler med en egenvægt under 3500kg. Bestyrelsen har bedt administrator medvirke til, at campingvognen bliver fjernet.

Opslagstavle i vaskeri: Bestyrelsen har aftalt med viceværten, at den eksisterende opslagstavle i vaskeriet udskiftes. Der vil på den nye opslagstavle være angivet et telefonnummer, der kan ringes til ved nedbrud på vaskemaskiner. Når beboeren har fejlmeldt maskinen hænger beboeren et skilt på maskinen, hvoraf det fremgår at maskinen er fejlmeldt og reparatør er på vej. På den måde undgås flere fejlmeldninger pr. maskine.

Malerarbejde på faldstamme på svalegang 1. sal: Viceværten følger op på malerarbejdet af faldstammen.

Bortskaffelse af gratisaviser: Bestyrelsen har aftalt med viceværten at gratisaviser løbende bortskaffes, således at de ikke ligger og flyder i området.

Referat dato: 11/6-2007

Referant: Susanne Ullman

Kommentarer til referatets punkter
-       Hvorfor skulle bestyrelsen kommentere referatet fra forrige møde? Var det da ikke blevet godkendt af de øvrige bestyrelsesmedlemmer inden udsendelsen?
-       Graffitti synes at være blevet et uundværligt samtale-emne. Den megen snak følges ikke op af handling, for så mister man en god anledning til forargelse.
       Det er interessant at se, hvorledes genboejendommen i Korsørgade fjerner graffitti få dage efter, at den er kommet. I Halsskovgade 2+4 udløser den bare snak -- årevis af snak.
-       Oprydning i cykelparkeringen er et jævnligt tilbageværende fænomen og burde for længst være rutine. Alligevel oplever vi hver gang store forsinkelser på grund af besynderlige 'nye' problemer.
-       Det forekommer, at 'samarbejdet' med Holbækgården kun medfører ulemper. Som bestyrelsen fremstiller det, tyder meget på, at Holbækgården i sagen om skader på gårdhaven ved at 'lade som ingenting' atter har indcalculeret ejerforeningens sløvhed i sine regnskaber. Udsigten til, at det skal lykkes, er ret gode.
-       Stilladset op ad trappetårnet ved nr. 2 blev endelig taget ned den 22. juni 2007. Det havde dermed stået i godt seks uger, af hvilke der sammenlagt højst blev arbejdet i 1 uge -- oftest kun halve dage. Det påståede tilsyn med arbejdet har været rent symbolsk og vil blot optræde som en udgiftspost i foreningens regnskaber.
       Påstanden om, at arbejdet er forløbet 'planmæssigt' er ganske letkøbt, for medlemmerne er ikke blevet delagtiggjort i disse planer -- og nu kender vi hensigten hermed!
-       Belysning: et af evighedsemnerne. Der savnes handling.
-       Parkeringsforhold: = nyt samtaleemne. Bestyrelsen prøver at bilde os ind, at den skulle interessere sig for et temmeligt fiktivt problem. Som med den ulovlige parkering vil det dog næppe føre til handling.
       Det nemmeste vil være at lade tiden afsløre, hvordan det forholder sig -- så det er nok, hvad der kommer til at ske.
       Et andet fiktivt, men ikke længere aktuelt, 'problem' bestod i en campingvogn, der stod på en lejet parkeringsplads under ejendommen. For overhovedet at få en sag, måtte bestyrelsen foretage en kovending i sin opfattelse af de udlejede parkeringsfelter. Hvor man før (jvnf. den seneste ordinære generalforsamling) har fastslået, at lejeren kunne benytte parkeringspladsen, som han ville, kræver bestyrelsen nu, at der skal stå et indregistreret køretøj af en nærmere defineret vægtklasse. Det hele stinker af bestyrelsens trang til at udøve magt og myndighed.
-       Det må atter vække undren, at arbejdsopgaver, der burde høre under varmemesterens rutiner, skal optræde som punkter på dagsordenen for bestyrelsens møder.
-oOo-

23-06-07