Orentering til CF om solfangere ...

Kbh.Ø.: 6XII94

          Kære Carsten,

          Som tidligere nævnt har jeg talt med en ing. Ellegård på DTH om mit forslag til udnyttelse af solvarme. Hun var meget positiv overfor idéen, men advarede imod, at projektets økonomiske bæredygtighed kunne falde på nogle regnskabstekniske spidsfindigheder i vor kontrakt med fjernvarmeleverandøren. Sagen er, at vi sandsynligvis har forpligtet os til at aftage et vist minimalt antal varmeenheder, for hvilke vi betaler et fast à conto-beløb.
          Da jeg ikke er videre regnskabskyndig, har jeg ikke i vort årsregnskab fundet den information, jeg i denne sammenhæng skal bruge -- faktisk savner jeg en post, der hedder "varmeudgifter".
          Efter at have forhørt sig nærmere om arten af vor fjernvarmeinstallation, foreslog ing. Ellegård videre, at vi forberedende fik lavet nogle ændringer på anlægget. Disse skulle udover at lette økonomien også fjerne nogle af de irriterende små-ulemper, vi efterhånden har vænnet os til.
          Jeg er ked af fortælle, at ing. Ellegårds forslag til forbedringer af varmeanlæggets installation og drift stort set er enslydende med de af mine forslag om emnet, som jeg indsendte til ejerforeningens bestyrelse sommeren 1993 og som blev forkastet på den følgende ordinære generalforsamling.

_


          Det andet af de ved generalforsamlingen initierede projekter drejer sig om kælderdørens omhængsling: Jeg har opgivet at vente længere på et tilbud og har besluttet at henvende mig til en anden fagmand, så såre jeg kommer i tanke om hans navn.

          Jeg har fornyligt modtaget en henvendelse fra et medlem, der tilsyneladende har haft dårlige erfaringer med direkte kontakt til bestyrelsen og derfor vil være anonym. Medlemmet mener, at trapperne er for snavsede og at trappevask, når den endelig finder sted, er for sjusket.

          Inden vi får set os om, vil det igen være forår og dermed sæson for tagterrasserne. Vi skal, med henblik på den lille sydvendte terrasse, inden da have fastlagt en handlingsplan til udsmidning af Langkilderne.
          Vi kan enten bruge den af fru L.-kilde yndede fremgangsmåde med tilkaldelse af låsesmed (med den variation, at operationen bevidnes af politiet) eller vi kan gå den kostbare og tidsrøvende vej over et civilretsligt søgsmål. Hvis vi vælger den sidste fremgangsmåde, er det ikke for tidligt at begynde!
          Der er flere aspekter i denne sag end blot brugsretten, idet adgangen til fællesterrasserne indgår i beregningen af boligernes lejeværdi og grundskyld. Det ser m.a.o. ud til, at de fleste medlemmer gennem flere år har betalt for meget i skat. Enten må medlemmerne således være berettigede til en klækkelig skatterefusion eller til en tilsvarende erstatning fra L.- kilderne.
          Iøvrigt har fru L.-kildes evindelige råben op om, hvilken stor arbejdsbyrde ejerforeningens bestyrelse vederlagsfrit tager på sine skuldre, ingen gyldighed for hendes vedkommende. Hun har sørget for sig og sit!

          For en del af nr. 2´s trappetårn er forbindelsen afbrudt til antenneanlægget. Jeg er bekendt med, at man udfra fru Langkildes løgnagtige præmisser fik grønt lys for en nedlægning af antenneanlægget til fordel for hybridnettet. Da grundlaget for denne beslutning var falskt og da det lader medlemmer med et mere behersket TV-behov i stikken, finder jeg det nødvendigt, at emnet gennemdrøftes påny.
          Dørtelefonanlægget ser ud til også at være mere eller mindre defekt -- det har det været siden juni måned. Vi skal have det repareret, men det skal gøres af ordentligt fagfolk og ikke af varmemesteren!

          Sidst vi havde varmemåleraflæsninger, blev beboerne varslet herom i et opslag, der forkyndte, at der samtidig skulle kontrolleres for dryppende vandhaner og utætte cisterner. Jeg fandt dette så usædvanligt, at jeg henvendte mig til Brunata for at få en forklaring. Den første medarbejder, jeg dér fik kontakt med, havde ikke det mindste problem med at huske, at ejerforeningens bestyrelse selv havde anmodet om den særlige ydelse. Det noget specièlle krav havde tydeligt været samtaleemne i Brunata.
          Jeg synes, at vi inden næste måleraflæsningsrunde skal få denne respektløse passus fjernet fra opslaget og konduktørens instruktioner!

          Den omstændighed, at jeg dukkede op til taginspektionen sidst i november, skyldes ikke, at jeg i forvejen havde fået besked herom. Det havde jeg nemlig ikke! For at kunne følge bestyrelsens arbejde er det nødvendigt, at jeg får mulighed for at deltage i alle dens møder; også selv om de er indkaldt til drøftelse af småsager. Det lader sig bedst gøre, hvis jeg i forvejen orienteres om tid og sted.
          Jeg savner desuden en kopi af det sidste mødereferat.

          Forhåbentlig er arkiver og alle sagsakter efterhånden blevet vristet ud af fru L.-kildes greb. Da hun antagelig vil betragte dele af materialet som sin personlige ejendom, vil det være nødvendigt at kontrollere, om vi har fået hele det ubeskårne arkiv eller om det skulle være "censureret". Du er, som det eneste seniormedlem af bestyrelsen, den, der har mulighed for at foretage en sådan kontrol. Da den kan blive ret omfattende, skulle et eller flere af de tidligere bestyrelsesmedlemmer måske aktiveres?

          Vidste du, at hovedkopien af mine medlemsforslag til den seneste ord. G.F., som d. 1.sep.94 blev sendt rekommanderet til bestyrelsesformanden i.e. Inge Langkilde, af denne blev nægtet modtagelse og at hun derfor modtog forslaget som almindeligt brev d. 12.sep.94?
          Jeg skal i forbindelse med terminen snart en tur på postkontoret og vil benytte lejligheden til at skaffe dokumentation for hændelsen. Denne dokumentation synes jeg (sammen med en skriftlig forklaring fra fru L.-kildes ærme) skal indgå i ejerforeningens arkiv. Vi får så se, hvorlænge det varer, inden den forsvinder.

          Denne kommunikation skal ikke opfattes som særlig privat. Du kan for min skyld gerne lade de øvrige bestyrelsesmedlemmer læse den.

Med venlig hilsen

Jørgen Holm-Jensen


-oOo-
6/10/99