Min klage af 14/2-99 til bestyrelsen over chikane fra min underbo:
Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2-4.

Klage over grov chikane fra beboeren i Halsskovgade ###

Siden sin indflytning april'98 har beboeren i lejlighed ### markeret sig ved sin generelt støjende adfærd, hvor hård smækken med døre, demonstrativ færdsel i træfodtøj, kollisioner med centralvarmeanlægget og bygge-virksomhed om natten har hørt til de faste elementer af hans hyppigt generende lydprofil.
De fleste af disse udfoldelser har jeg taget som udtryk for dårlig motorik eller en særlig personlighedstype, der sædvanligvis indebærer tilsvarende tolerance overfor medmennesker.

Det skulle imidlertid vise sig, at jeg har taget dygtigt fejl af personlighedstypen, idet jeg ved henvendelse af min underbo 2 gange (10/12-98 og 6/2-99; den første gang noget beruset) har påhørt slørede udredninger, der vistnok skal udlægges som utilfredshed med, at han kan høre, når jeg færdes i min lejlighed. Da vedkommende tilsyneladende er overordentlig tunghør(!?) og ved tiltale vender ansigtet bort, så han heller ikke kan se, hvad man siger ham, har dialog været umulig.
Jeg har gennem nogen tid mistænkt, at en del af støjen nedefra ikke var helt "tilfældig" -- særligt forekom hårde slag eller stød mod centralvarmeanlægget i de tidlige morgentimer at være tilsigtede og siden begge af min underbos henvendelser er blevet fulgt op af yderligere, kraftige slag mod anlægget, er min mistanke erstattet med vished. Således kunne jeg d. 8/2-99 kl. 0530 registrere det hidtil kraftigste slag mod ejendommens sydvestligste varmesløjfe. Efter dette chikanebrag henstillede jeg skriftligt (8/2-99) til min underbo, at han omgående ophørte med sin chikanevirksomhed.

Den ovennævnte skriftlige henvendelse har desværre været virkningsløs. Jeg finder det derfor nødvendigt at klage til ejerforeningens bestyrelse over tilsigtet og planlagt grov chikane fra beboeren i lejlighed ### samt bede samme bestyrelse hurtigt at bringe chikanen til ophør.

. . . . . . . . . . Med venlig hilsen

Jørgen Holm-Jensen


-oOo-

20/11/99