Chikane, passivitet og løgn.

       I såvel et bestyrelsesreferat som i formandsberetningen (den udgivne tekst er ikke i overensstemmelse med, hvad C.Fogt faktisk sagde under præsentationen af sin beretning!) fra 1999-generalforsamlingen nævnes det, at bestyrelsen det forløbne år har beskæftiget sig med bl.a. en sag, hvor 2 medlemmer gensidigt beskylder hverandre for chikane.

       Det forekommer i og for sig sandsynligt, men der er blot den hage ved historien, at jeg skulle være den ene af de klagende, idet jeg for længe siden havde bedt bestyrelsen om at gribe ind overfor en til enhver tid indædt chikanerende beboer -- og jeg har på intet tidspunkt (hverken fra bestyrelsen eller andre) modtaget henvendelser, der skulle være en følge af, at nogen skulle have beskyldt mig for at chikanere. Jeg undrede mig følgelig over, hvilke af mine aktiviteter, der blev udlagt som chikane og henvendte mig til formanden for at få en redegørelse. Det viste sig (som forventet), at historien om "gensidige klager" var en af bestyrelsen frit opfunden løgn , der mest sandsynligt skal dække over, at bestyrelsen reelt mangler vilje til at løse problemet -- eller måske blot er kommet til "af gammel vane".

       Chikaneproblemet består efter flere år endnu, hvilket har givet det en ret grotèsk -- man fristes til at sige "irsk" -- karakter.
       Når de sidste brikker af "opklaringsarbejdet" (der mangler efterhånden kun et sæt vidnefaste observationer) er faldet på plads, skal jeg på dette sted i helhed redegøre for sagens forbløffende detailler.

Bestyrelsessponsret chikane.


Bestyrelsens brug af chikane overfor kritiske eller blot interesserede medlemmer er et relativt veletableret fænomen, som jeg for alvor blev opmærksom på i Langkilde/Sundbye-æraen. Indtil da havde jeg mest oplevet chikanen som 'negativ særbehandling' ledsaget af almindelig løgnagtig sladder, men da en 27-årig kokelev, der uheldigvis var min underbo (NL), kom ind i bestyrelsen som suppleant, antog chikanen en meget håndgribelig karakter med natlige støjfænomener lidt i stil med Peter Vestergårds (PeVe). Denne kokelev var blevet indvalgt kort efter købet af sin lejlighed og han og den nyvalgte bestyrelsesformand, Inge Langkilde (IL) faldt straks hinanden om halsen som stærkt åndsbeslægtede.
       Det står mig uklart, hvorfor IL allerede dengang havde set sig ond i sulet på mig, men sandsynligvis har jeg kommenteret tekniske emner, som hendes gemal mente, at han skulle have monopol på. Han betegnede nemlig sig selv som 'ekspert' i både det ene og det andet og elskede at docere sin 'viden' overfor et måbende publikum. Han tålte ikke modsigelser.
       NLs ondskab var mere håndgribelig, idet en klage fra mig til bestyrelsen over 'Festcenter Lund' havde fornærmet ham. 'Festcenter Lund' havde hjemsted hos ham og afholdt flere ugentlige sammenkomster, der oftest begyndte efter midnat (når kokeleven kom fra arbejde i selskab med kolleger og værtshusgæster) og blandt den almindeligt støjende adfærd omfattede en aktivitet, der lød som bordtennis, men som han selv påstod var fodbold. Min klage blev afvist med, at støjgenerne fra NL ikke var kraftigere, end at de måtte tolereres. Denne besked har jeg siden taget for retningsgivende, da den faktisk tillader ret kraftig støj i nattetimerne. Bestyrelsen har siden nægtet at tilbagekalde denne afgørelse og har derved stadfæstet den.
       Min klage fik imidlertid andre følger, som en cykelsmed var den første til at gøre mig opmærksom på: han forklarede, at meget få af de mange cykelpunkteringer, han lappede for mig, var 'naturlige'. De fleste var en følge af simpelt hærværk. Da jeg kiggede tilbage i kalenderen fandt jeg en tydelig kronologisk sammenhæng mellem disse 'punkteringer' og mine henvendelser til ejerforeningens bestyrelse.
       Den natlige chikanestøj ophørte brat efter indlevering af en båndoptagelse af fænomenet til et bestyrelsesmedlem -- faktisk Leif Sundby -- og hærværket samt natte-uroen ophørte helt efter fraflytning af NL. De øvrige ulemper i form af bagvaskelse og negativ særbehandling fortsatte -- især efter at ILs gemal var blevet manipuleret ind i stillingen som ejendommens varmemester.
       Nogle af chikanebestræbelserne har været mere besynderlige. En af dem, et forsøg på telefonterror, udmærkede sig ved, at det kunne opklares og det viste sig at komme fra en ejer, jeg tidligere intet havde haft med at gøre. Denne beboer må enten have følt trang til at vise sig solidarisk overfor bestyrelsen eller må have tilhørt inderkredsen omkring den.
       Et andet tilfælde af opklaret chikane er det, PeVe'en praktiserer. Han har været i chikanebranchen i mange år og har altid fungeret som bestyrelsens servile håndlanger, idet han først arbejdede for bestyrelsen under katastrofen Inge Langkilde og senere (2005) direkte som bestyrelsesmedlem. At han overhovedet er blevet accepteret som medlem af bestyrelsen må tolkes som en belønning for 'lang og tro tjeneste'. Et af bestyrelsesmedlemmerne, Carsten J. Fogt (CF), har faktisk tidligere afsløret 'fine fornemmelser', når det gjaldt kandidater til bestyrelsesposter: i midten af 80'erne truede han med at udtræde af bestyrelsen, hvis jeg skulle blive indvalgt som medlem. Begrundelsen var, at jeg var modstander af det forbud mod husdyr, som bestyrelsen et par år forinden havde fået vedtaget på kupagtig vis. Hvis CF skulle have reservationer overfor PeVe'ens chikane-aktiviteter, burde han i overensstemmelse med truslen fra 80'erne være udtrådt af ejerforeningens bestyrelse.
       Det skal tillægges, at chikane og sladder formodentlig er det eneste PeVe'en kan bidrage til 'bestyrelsesarbejdet' med.

Det er i Danmark ikke usædvanligt, at foreninger og organisationer står bag forulempning af anderledes tænkende. Denne praksis har i mange år været et fast element i fagbevægelsens forskellige græsrods-organisationer og er blevet en bestanddel af dansk mentalitet. At finde denne form for mobning tilknyttet en middelmådig boligejerforening kan derfor ikke undre.
-oOo-


05-02-06