|
|
Korrupt pseudoprojektEn gammel brøler gentages.Information om aktiviteten var yderst sparsom -- faktisk udeblivende. Det er karakteristisk for korrupte sager, hvis hovedformål er at få overført nogle af ejendommens penge til 'vennernes' dybe lommer. I efteråret 2008 nævnes 'udskiftning af ventiler' i et bestyrelsesreferat og der anføres en pris (180.000 kr.), der kunne passe med senere oplysninger. Det er ikke ukendt, at bestyrelsen undertiden i formummede vendinger beretter om en eller anden aktivitet, som om den er forestående, medens den i virkeligheden forlængst er afsluttet. Formålet med en sådan strategi kan være at blokere for interesserede medlemmer. Ved generalforsamlingen 2009 hørte vi om en håndværkerregning, der ikke var betalt, fordi arbejdet ikke var færdigt. Bestyrelsen oplyste kun beløbet og lidt om omstændighederne ved tilbageholdelsen, men intet om arbejdets formål og karakter. Min forespørgsel bekræftede kun den formodning, at det drejede sig om det arbejde, der blev sat i gang efteråret 2007. Efteråret 2010 antastede Carsten Fogt (CJF) mig i ejendommens baggård. Han ville prøve at overtale mig til at tilbagekalde mit forslag om den fælles nordterrasse og det tilsyneladende annekterede fælles areal. Samtalen mundede ud i diskussion af ejendommens tilstand af forfald og CJF udpegede et fugtigt område på den gårdvendte mur til trappetårnet ved nr. 2. Til gengæld trak jeg ham ned i kælderen for at få en forklaring på det ny-installerede tingel-tangel, men han gav ingen, idet han påstod, at han ikke vidste, hvad det er. Trods sin langvarige tilknytning til ejendommen og dens bestyrelse, er CJF forbløffende uvidende om ejendommen. Sammenholdt med bestyrelsens absolutte modvilje mod at informere medlemmerne om noget som helst væsentligt, er hans attitude dog ikke overraskende. 
Heldigvis sidder det relativt nyinstallerede VVS-tingel-tangel
frit fremme og kan let analyseres nøjere. Resultatet af en sådan
analyse blev, at der er tale om en anordning, som skruer ned for
centralvarmens fremløb, når temperaturen i tilbageløbet
overskrider en given temperatur. Derudover er monteret et par
overflødige fittings og haner. De fylder nemlig godt på
regningen.Vi er altså en snes år efter det latterlige Langkilde/Feldt- projekt (1993) blevet belemret med en anden udgave af denne fiasko! Forskellen er hovedsagligt, at Langkildens suveræne idioti blev monteret centralt i boilerrummet, medens noget lignende nu er anbragt på de lokale strenge før brugerne. Virkningen vil dog blive den samme: der vil blive lukket for tilførsel af varme, når en eller flere brugere med et akut behov for opvarmning lukker op! .... eller som madam Langkilde udtrykte det: "Varmeforbruget skal styres fra kælderen". Som det ses af billedet findes der en reguleringsmulighed for funktionen, således at man kan indstille tærskeltemperaturen. Meget tyder på, at indstillingen er på MAX. Det betyder, at det dyre tingel-tangel efter stor sandsynlighed er inaktiveret eller næsten inaktiveret og har været det fra starten. Nogen har været klar over, at princippet rent teknisk ikke kan fungere i praksis, men det er også helt underordnet, for projektets primære formål var at lune i nogle private lommer. At molbo-installationen fungerer som ovenstående beskrevet, blev f.eks. tydeligt demonstreret påsken 2012. Her var vejret ganske køligt, men alligevel var efterspørgslen på opvarmning ret beskeden, fordi mange i ejendommen var taget på påskeferie. Returvandet var derfor relativt koldt og som følge heraf blev fremløbstrykket sat voldsomt op. Rent lokalt i boligerne viste det sig ved, at man trods det barske vejr skulle skrue ned for varmen for at holde den vanlige stuetemperatur! Ved generalforsamlingen 28/10-2014 fremgik det, at eksistensen af de besynderlige ventiler ikke var en del af bestyrelsens viden om ejendommen, idet Per Banke, der synes at være bestyrelsens rådgiver i VVS-sager, blev forundret over min oplysning om ventilernes eksistens. Efter generalforsamlingen sendte jeg ham derfor et link til denne side og han svarede ganske hurtigt med en forklaring og et ledsagende datablad. Det skulle vise sig, at systemet ikke reagerer på temperaturer, men derimod på tryk. Mit svar til Per Banke findes nedenstående: | |
| Hej Per Dit spørgsmål: For nogle år siden havde jeg besøg af en maler, der skulle give et bud på istandsættelse af min bolig. Denne maler samarbejdede med en blikkenslager og da en sådan også ville blive aktuèl i forbindelse med istandsættelsen, foreslog maleren at sende blikkenslageren på et besøg for at bedømme behovet og evt. give et bud. Under blikkenslagerens besøg kom samtalen ind på den besynderlige drift af ejendommens centralvarme-anlæg og på hans vej ud viste jeg ham en af de underlige ventiler i kælderen. Uden at kende ventilen foreslog han, at installationen sigtede mod at lukke ned for varmen, når returvandet blev for varmt. Da ejendommen i dyre domme, foranlediget af en gårdmand ved navn Jørgen Langkilde, tidligere ved hjælp af en blikkenslager (Jan Feldt fra Valby) havde lavet eksperimenter med en sådant ventil-arrangement centralt i boiler-rummet, måtte jeg anse det for overordentligt sandsynligt, at man trods fiaskoen med det første forsøg nu forsøgte sig med det samme princip mere perifert på mindre grupper af brugere. Min blikkenslagers udlægning blev bekræftet af anlæggets opførsel: i perioder, hvor ejendommen er affolket, er der rigeligt med varme til de tilbageværende. Til dagligt kan det knibe -- og om natten er det undertiden umuligt at holde boligen tilstrækkeligt varm med centralvarmen alene. Faktisk har jeg i nogle år betjent mig af et 500 Watts varmepanel og en 2 kW varmeblæser -- og jeg mistænker stærkt, at jeg ikke er ene om det! Det hører med til historien, at ejerforeningens medlemmer ikke blev inddraget i beslutning om installation af makværket og således ejheller blev orienteret om det. Jeg har præsenteret Carsten Fogt (CJF) for samme ventil, men han sagde, at han ikke anede, hvilket formål den tjente. Det var ventet: CJF vil af princip ikke kende noget til ejendommens infrastruktur. Der er ingen tilsvarende ventiler i den tilgængelige del af kælderen under nr. 4. Det kan være en følge af vanskeligheder med at få installatøren til at gøre det meningsløse arbejde færdigt. Iøvrigt mørklagde bestyrelsen (dvs. Carsten Fogt) omstændighederne omkring dette projekt, men de uforholdsmæssigt store omkostninger fremgik af årsregnskabet -- der skulle dog ved en generalforsamling en forespørgsel til for at få en adresse på udgifterne. Det fremsendte datablad på ventilen ligner mere propaganda end teknisk information. Til en begyndelse præsenterer man en formel helt uden at afsløre, hvad symbolerne står for. Især er det uheldigt, at en af parametrene benævnes 'Q', fordi 'Q' i fysikken almindeligvis bruges som betegnelse for varmenergi, varmemængde eller varmeindhold og symbolet i databladet står for en ubeslægtet parameter. Senere opremses ventilens funktioner, som om de var ønskelige, men faktum er, at i vort anlæg kan de i bedste fald undværes og ellers snarere har skabt nye ulemper! Min konstatering af, at ventilen skruer ned, når forbrugeren skruer op, er stadigt gældende, idet ventilen sætter en overgrænse for strømningen. Brugerne har derfor kun en given, hyppigt for ringe, kapacitet til rådighed -- som du også selv var inde på under generalforsamlingen. Den i databladet omtalte type støjproblemer har kun i meget begrænset grad været aktuelle i Halsskovgade 2 + 4. Der har derimod været støj, når varmerørene som følge af pludselige temperaturforandringer arbejdede mod mufferne -- en støjkvalitet, som 'oraklet' Jørgen Langkilde udlagde som en følge af luft i varmerørene, hvilket fik ham til, bl.a. via bestyrelsen, i skarpe vendinger at kritisere ejendommens beboere for ikke at 'udlufte deres radiatorer' og i øvrigt iværksætte forgæves udluftningskampagner. Oraklet havde ikke erkendt, at udluftningsventiler kun findes på 4de og 5te sal -- og at støj som følge af luft i anlægget lyder ganske anderledes. Min antagelse om, at ventilen på billedet er maximalt åben, holder ikke stik. Den er, så vidt man kan udlæse det af databladet, kun halvt åben (= '5' på skalaen med de store tal). Jeg antager, at ventilerne stadig har den indstilling, de blev monteret med, for jeg har ikke nogensinde observeret noget forsøg på at gennemføre den i databladet beskrevne justerings-procedure. Ejendommens centralvarme-anlæg er i sin oprindelse et lukket anlæg med direkte tilslutning til fjernvarmenettet via en reduktionsventil. I denne enkle skikkelse fungerede det, bortset fra irriterende, lejlighedsvise knæklyde, perfekt i mange år: der var varme, når man skulle bruge den og i de mængder, der var behov for, og vandet begyndte først at strømme i rørene, når nogen lukkede op for varmen et sted i ejendommen. Returvandet var for det meste helt koldt, hvilket var rationelt, da man afregnede efter modtaget volumen -- og fjernvarmeleverandøren ønskede det sådan. I slutningen af 1980'erne flyttede Inge Langkilde ind i 502 og blev, som det ofte hænder med nye medlemmer, hurtigt valgt ind i ejendommens bestyrelse, hvor hun satte sig tungt på formandsposten. Ikke længe efter fik hun ved en række utiltalende manøvrer manipuleret sin ægtemand, Jørgen Langkilde, ind i stillingen som ejendommens varmemester. Jørgen Langkilde var ufaglært, men anså sig selv som genialt naturtalent i tekniske materier og han udråbte sig selv til 'ekspert' i både det ene og det andet (f.eks. relais-expert, hydraulik-ekspert og elektronik-ekspert -- men han skulle have hjælp fra en stud. jur. til at betjene en telefonsvarer). I det daglige pillede han ved ejendommens installationer (hvorved han ødelagde f.eks. dørtelefonanlægget og antenneanlægget) og underholdt generalforsamlingerne med svulstige historier om sine enorme bedrifter (de fleste ren fantasi). Han kastede sig således også over centralvarmeanlæggets drift, hvilket beboerne fik at føle ved, at der var lukket for varmen på de underligste tidspunkter (f.eks. i week-ender). Jeg undersøgte sagen og afslørede, at Langkilderne lukkede for ejendommens varme, NÅR DE IKKE SELV VAR HJEMME! Med udgangspunkt i informationsmaterialet fra fjernvarmeleverandøren kundgjorde fru Langkilde under en generalforsamling, at "ejendommens varmeforbrug skulle styres fra kælderen". Den følgende tid afslørede, at det var ment bogstaveligt. Uden at det 'højteknologiske' projekt nogensinde blev godkendt af ejerne, installeredes centralt i tilknytning til (eller måske i stedet for) reduktionsventilen en fiffig ventil, der lukkede for fremløbet, inden temperaturen for tilbageløbet overskred 50°C. Samtidigt forsøgte fru Langkilde at true ejerne til at installere thermostatventiler på deres radiatorer, fordi 'det var nødvendigt for at udnytte anlægget optimalt'. En frostklar Februar måned demonstrerede med eftertryk, at hr. Langkildes geniale idé var en fatal brøler. Cai Schack Eriksen frasagde sig fluks ethvert medansvar. Fidusventilen blev tys-tys nedmonteret. Blikkenslageren fra Valby, Jan Feldt, der havde hjulpet Jørgen Langkilde og var blevet indkaldt til en generalforsamling for at tage installationen i forsvar, blev erklæret for 'persona non grata' (nogen skulle jo have skylden og Jan Feldt vidste for meget) -- men hr. Langkildes eksperimenter fortsatte. Centralvarmen blev upålidelig. Beboerne begyndte at arrangere sig med elektrisk opvarmning i en sådan grad, at en af de lokale installatører, Ehrrendahl, der den gang havde en stor forretning (nu en damefrisør) i Koldinggade, havde fået den opfattelse, at ejendommen var i færd med at afvikle fjernvarmen! Den næste modifikation blev sandsynligvis blandingssløjfen med en eller anden form for cirkulationspumpe og temperaturstyring. Udover at en sådan installation ikke hører hjemme på et lukket system, kom den også til at konkurrere med de thermoventiler, nogle af beboelserne i mellemtiden var blevet forsynet med. Det er et grundprincip i styringsteknik, at man til at styre een parameter har een styringsmekanisme. Nu fik Halsskovgade 2 + 4 pludseligt flere -- den ene og dominante endda med en ret stor hysterése. Resultatet blev vilde fluktuationer af fremløbstemperaturen: den steg hurtigt, for derefter at falde langsomt. Svingningerne betød, at de irriterende knæklyde tiltog og nu blev et problem døgnet rundt i det meste af fyringssæsonen. For at undersøge sagen monterede jeg en kalibreret NTC-føler på et fremførende varmerør i min stue og kunne således aflæse de store temperatursvingninger og påvise, at støjproblemet faldt sammen med flanken på den stejle temperaturstigning. Jeg orienterede ejendommens bestyrelse om min observation, men bestyrelsen kan ikke lide, at medlemmerne interesserer sig for ejendommen. Den var fornærmet og svarede ikke. Til gengæld overtog 'oraklet' min forklaring som sin egen og blærede sig følgende ved enhver lejlighed med den. Det næste større indgreb på centralvarmeanlægget fandt formodentligt sted i 2007 og blev atter iværksat uden at være blevet forelagt på en generalforsamling. Nogle formummede bemærkninger under en senere generalforsamling antydede, at der var et problem med leverandøren, men afslørede intet klart om installationernes natur eller problemets art. Under den næstfølgende generalforsamling spurgte jeg til en temmeligt stor udgiftspost og fik af bestyrelsens formand bekræftet, at den var tilknyttet TYS-TYS-projektet. Stadig intet om installationens formål og natur udover, at man igen anbefalede ejerne at få installeret thermostatventiler på deres radiatorer -- ikke af hensyn til beboerne, men af hensyn til det nu efterhånden temmeligt vanskabte anlæg. Beboerne begyndte at klage over utilstrækkelig varme. Klagerne blev affejet med arrogante svar fra bestyrelsen (hvis den overhovedet svarede!). De mange modifikationer på centralvarmeanlægget bliver af bestyrelsen forklaret som tiltag for at opnå besparelser, men ingen har gjort sig den ulejlighed at undersøge, om disse mål er nået. Tværtimod nægter bestyrelsen at diskutere denne side af sagen. Et eksempel herpå er natsænkningen på centralvarmeanlægget, der savner enhver saglig begrundelse, men udelukkende bibeholdes, fordi bestyrelsen ikke vil indrømme sine mange og grove fejldispositioner. . . . . . . . . . . . . . . MvH.:
|
