Ejendommens centralvarmeanlæg:
Et Fidus-projekt contra mine Forslag.
Varmemesterens Inkompetence kostede Dyrt.



Resumé: Følgende beskrives en sag, hvor bestyrelsen "anført" af hr. L.-kilde, uden medlemmernes godkendelse og uden sagkyndig bistand, på egen hånd startede et kostbart og tvivlsomt projekt. Da jeg rejste tvivl om projektets lødighed, iværksatte bestyrelsen en kampagne for at gennemtvinge en generalforsamlings-godkendelse af et forslag, der end ikke forelå beskrevet på et stykke papir og senere viste sig allerede at være bragt til udførelse.
Varme-installationens konstruktion
Hele anlægget er baseret på fjernvarme fra Svanemølleværket. Da ejendommen blev opført, havde I-landene endnu ikke oplevet den første energikrise og ejendommens bygherrer valgte naturligt den billigste og enkleste løsning.
Enkelhed i konstruktion følges som regel af enkelhed i drift og såvel varmtvandsforsyningen som rumopvarmningen fungerede, bortset fra nogle støjproblener, relativt problemfrit frem til slutningen af 1980'rne. Nogle af centralvarmeanlæggets hovedventiler (der strengt taget var af forkert type) var da ved efterhånden at være slidt og den daværende (kompetente) varmemester anbefalede derfor (angiveligt med støtte fra den til ejendommen knyttede rådgivende ingeniør) den siddende bestyrelse, at disse ventiler blev skiftet ud, men fik kort besked på, at han skulle passe sig selv!
Ikke så længe efter blev i stedet et totalt overflødigt aggregat til "klimastyring" med djævelens vold og magt presset ned over fjernvarmeanlægget, der overhovedet ikke egner sig til den slags udvidelser. Følgen blev en afgørende forværring af støjproblemerne samtidigt med, at anlægget blev irriterende ustabilt.
De slidte ventiler blev bevaret.

Ejerforeningens "politik".
Ejerforeningens bestyrelse kundgjorde "moderniseringen" i et triumferende opslag, hvori man nærmest påbød beboerne at få de almindelige radiatorventiler udskiftet med thermostatventiler, hvilket skulle give "den bedste udnyttelse af anlægget".
Noget tydede på, at en smart blikkenslager havde fået ejerforeningen "på krogen".
Måske var det meget værre, for den følgende tid blev præget af en række forsøg fra ejerforeningens bestyrelse på at gennemtvinge forskellige installationer eller projekter i de private boliger, f.eks. med de ovennævnte thermostatventiler (det "gik i sig selv" igen), og også "Flow-Fix" (der forkastedes på en G/F), dørlakering (med udlevering af forkert type lak -- se Peter Vestergårds hoveddør = 206) og vandmålere -- de sidste i forventning om, at sådanne senere ville blive påbudt af offentlige myndigheder.
De slidte ventiler forblev urørte.

Det var slemt
-- og det blev værre: ejendommens ellers udmærkede varmemester var blevet fyret til fordel for bestyrelsesformandens hjemmegående gemal, hr. L.-kilde. Han udgav sig for "ekspert" i både det ene og det andet og begyndte i denne egenskab at pille ved ejendommens installationer, heriblandt centralvarmeanlægget. Pillerierne udløste en påmindelse fra fjernvarmeværket om, at man dér opkrævede en særlig afgift på for varmt returvand (d.v.s. varmere end 50°C). Ejerforeningens bestyrelse misforstod denne oplysning som et signal til, at den på en eller anden måde skulle gribe ind: bestyrelsen besluttede (opmuntret af "experten") at gennemføre ændringer i centralvarmeanlægget, så ejendommens varmeforbrug kunne styres fra fyrkælderen -- og bestyrelsen mente det; der var ikke tale om en sprogfejl! Påstanden blev faktisk gentaget, efter at jeg havde gjort indsigelse mod planerne.
Som bekendt førte en kort korrespondance til, at jeg sommeren 1993 indleverede et forslag vedrørende fyrkælderen. Mit forslag var baseret på almenkendte principper og ville, hvis det var blevet gennemført, have fjernet langt de fleste og alvorligste ulemper ved ejendommens centralvarmeanlæg. Forslaget havde imidlertid en fejl: hr. L.-kilde kunne ikke forstå det! Da han fungerede som bestyrelsens orakel -- og iøvrigt følte sig generet af, at andre end han skulle have begreb om ejendommens installationer -- var det ensbetydende med et reelt forbud mod vedtagelse og gennemførelse af mit forslag.
Jeg har andetsteds redegjort for de beskidte methoder ejerforeningens bestyrelse måtte tilgribe for at få mit forslag forkastet til fordel for sine egne (d.v.s. hr. L.-kildes) planer. Følgende vil jeg derfor i stedet redegøre for indholdet i de konkurrerende forslag samt de afsløringer, som en nøjere granskning af omstændighederne omkring sagen senere bragte for dagen.

Bestyrelsens (= hr. L.-kildes) "projekt":
Hr. L.-kilde var fixeret på "problemet" med det returvand, der sommetider blev over 50°C varmt. Dette indfandt sig især, når behovet for rumopvarmning i ejendommen var pludseligt stigende eller generelt stort -- altså i situationer, hvor mange radiatorventiler samtidigt blev åbnet helt, så vandet skyllede hurtigt gennem anlægget og ikke nåede at blive afkølet tilstrækkeligt. I sin uendelige viisdom fik hr. L.-kilde den idé at sænke fremløbstemperaturen, når returvandet nærmede sig den "kritiske" temperatur. Han bildte sig ind, at returvandet derved skulle blive mindre varmt. At han reelt på den måde ville komme til at skrue ned for hele ejendommens opvarmning på tidspunkter, hvor behovet var størst (= "styre ejendommens varmeforbrug"), ragede hr. L.-kilde en høstblomst, thi hjemme hos ham selv suppleredes rumopvarmningen med en brændselsfyret kamin.
 Varmemesterens "projekt" savnede i alle henseender ethvert sagligt grundlag. Denne alvorlige mangel klarede hr. L.-kilde ved at henvise til nogle helt uvedkommende, gamle tryksager om drift af brændselsfyr. Heri anbefales fyrpassere bl.a. at lade fyret arbejde med den lavest mulige kedeltemperatur, da varmen fra røggasserne derved udnyttes bedst, hvilket selvfølgelig er uinteressant for et fjernvarmeanlæg. Jeg gjorde under diskussionen på 1993-generalforsamlingen tydeligt opmærksom på denne meget alvorlige diskrepans -- en bemærkning, som såvel ordstyrer, bestyrelse og salen ignorerede totalt!
Bestyrelsens (d.v.s. L.-kildernes) løgnagtige nedrakning havde ikke været forgæves.


Mit forslag
-- omfattede udskiftning af slidte komponenter, fjernelse af den idiotiske klimastyring, indskud af en varmeveksler i returledningen og etablering af en kontrolleret basiscirkulation i centralvarmeanlægget. I fyringssæsonen skulle anlægget køres med en høj og konstant fremløbstemperatur.
Disse foranstaltninger ville eliminere problemet med for varmt returvand, reducere støjproblemerne til et minimum og øge komforten ved anlægget betydeligt, idet det således ville kunne imødekomme de meget forskellige opvarmningsbehov.
I tilgift ville anlæggets økonomi bedres, fordi omkostningerne til varmt brugsvand ville blive mindre. Yderligere ville anlægget med den nye varmeveksler være forberedt til udnyttelse af solvarme.

Det kniber med information om hr. L.-kildes projekt
Siden bestyrelsens opslag om "at styre ejendommens varmeforbrug" havde jeg, så godt som det var muligt, prøvet at følge driften af ejendommens fjernvarme. Herunder bekræftedes bestyrelsens (eller snarere l.-kildernes) åbenlyse fjendtlighed overfor min interesse. Fyrpasseren var yderst tilbageholdende med oplysninger og hvis jeg spurgte et bestyrelsesmedlem, vidste vedkommende aldrig noget, men lovede at forhøre sig hos hr. L.- kilde. Tilbagemeldinger fra sådanne forespørgsler udeblev planmæssigt. Der var klart noget lusk ved sagen og jeg afventede en anledning, der kunne afsløre, hvori det bestod.
I ventetiden fulgte jeg fremløbstemperaturen i ejendommens sydvestligste varmesløjfe. Den viste, at en eller anden form for klimastyring stadig var aktiv og at den af og til blev overskrevet af helt irrationelle temperaturudsving. Således kunne varmerøret på en mild vinterdag være glohedt, medens det på en frostklar dag sommetider kun var håndlunt. Midt i januar 1994 blev det helt tosset: i en kuldeperiode med omkring 10 graders frost blev fyret "på grund af reparationer" sat ud af drift. Overmontør Jan Feldt bistod med disse (og observeredes derefter ikke i Halsskovgade).
Efter reparationen arbejdede centralvarmeanlægget igen mere "normalt".
Afbrydelsen havde været den første større siden efterårets ordinære generalforsamling og der var grund til at formode, at "Feldt-kilde-fidusventilen" nu var monteret. Bestyrelsen oplyste imidlertid intet herom og jeg spurgte derfor ved lejlighed bestyrelsesmedlemmet C.Fogt, hvorledes det forholdt sig. Han vidste som sædvanlig intet, men lovede at skaffe de fornødne oplysninger -- et løfte jeg fastholdt ham på, til jeg fik besked. Tilbagemeldingen bekræftede, at fidusventilen skulle være installeret. Ydermere forlød det, at ejendommens tilsynsførende ingeniør havde været inddraget i projektet og havde sagt god for det - - og allerbedst -- jeg fik bestyrelsens godkendelse til at indhente de manglende oplysninger hos denne ingeniør (Cai Schack Eriksen = CSE).

Sagen rulles op
Den følgende tid tog jeg telefonisk kontakt med CSE, overmontør Jan Feldt, Bolig- og Bygge-styrelsen samt fjernvarmeværket. Udfra de indhentede oplysninger sammenstykkede jeg et handlingsforløb, der kunne forklare mine tidligere observationer.
Som det alvorligste viste det sig, at CSE overhovedet ikke på noget tidspunkt havde været konsulteret om fidus-ventilen og at han ejheller var orienteret om dens installation. Ydermere havde han ikke på sin årlige inspektion foråret 1994 observeret en sådan, men havde til sin tilfredshed konstateret, at den slidte hovedventil omsider var skiftet ud. Bestyrelsens (d.v.s. hr. L.-kildes) oplysninger om, at CSE havde godkendt projektet var altså ren løgn!
 Installationen af fidus-ventilen havde faktisk allerede fundet sted sommeren 1993 (altså længe før generalforsamlingen), hvilket forklarer bestyrelsens desperate reaktion på min interesse og mit modforslag. Centralvarmeanlæggets mærkelige opførsel efteråret 1993 var altså ikke (som jeg hidtil havde troet) en følge af hr. L.-kildes eksperimenter, men hans og Jan Feldts kamp for at få det umulige projekt til at fungere. Den stærke frostperiode januar 1994 overbeviste endeligt de 2 herrer om, at deres projekt var håbløst og fidusventilen blev d. 17. januar hastigt og i stilhed nedmonteret og sporene efter den fjernet. Tilbage stod en regning på 70.000 kr. Ifølge Jan Feldt var det billigt sluppet, da han havde ofret virkeligt mange timer på det dødfødte projekt.
Det skal for en ordens skyld understreges, at bestyrelsens (d.v.s. hr. L.-kildes) oplysninger om installationstidspunktet altså også var løgn!
 Forresten tillod hr. L.-kilde sig under et bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen i 1994 at bebrejde mig, at jeg, ved "at blande mig" i hans sager, skulle have været årsag til en forsinkelse, der nødvendiggjorde nedlukning af centralvarmen d. 17 jan.1994.
Den "tilladelse", jeg af bestyrelsen fik til at søge teknisk information hos CSE, viste sig ikke overraskende at være falsk, idet fru L.-kilde blot gav CSE min adresse, hvorefter jeg fra CSE modtog en fed regning for "20 minuters telefonkonsultation". Telefonsamtalen varede knapt 17 minuter og en stor del af tiden underholdt CSE (der tydeligt nok var i snakkehjørnet) mig med historier om kuldskære, gamle damer, som han ikke mente, man kunne tage hensyn til.
-oOo-

9/1/00