|
|
| En eftermiddag i 1991 blev jeg af hr. L.-kilde passet op ved gadedøren til nr. 2. Der var i dagens løb hændt et eller andet på ejendommen og bestyrelsesformandens gemal og senere ejendommens varmemester skulle af med en beretning herom. Det varede imidlertid ikke længe, før han var i gang med et af sine yndlingsemner: "reparationen" af porttelefonanlægget. Hr. L.-kilde kendte endnu ikke min skepsis til dette og beslægtede projekter, men mente åbenbart alligevel, at han skulle gøre en indsats for at overbevise mig om indgrebets lødighed. Når hr. L.-kilde taler til/med folk, går han altid ud fra, at tilhøreren, set i forhold til hans egen "ekspertise", er komplet uvidende. Således regnede han ikke med, at jeg udmærket er klar over, hvordan et primitivt samtaleanlæg fungerer og han udelukkede helt, at jeg har fuldt kendskab til elektronik-terminologi. Hensigten med hans -- i øvrigt meget springende -- redegørelse var dog ikke at bibringe mig nogen videre indsigt i dørtelefonanlæggets konstruktion; i stedet skulle jeg slås af beundring for hr. L.-kildes "enestående" sagkundskab. Til den ende var hans ordstrøm spækket med tekniske og pseudotekniske gloser. Sålænge han holdt sig til den påståede udskiftning af membraner (som han konsekvent udtaler "membramer"), gik det nogenlunde, men da han kom ind på "reparationen" af anlæggets forstærker gik det helt over gevind og inden længe kunne man forledes til at tro, at han egenhændigt havde totalrenoveret IBMs regnecentral. Han forklarede vidt og bredt om sine lange telefonsamtaler med L.M. Ericsson og klagede over, at han selv havde måttet tegne et diagram over den "meget avancerede forstærker", fordi firmaet ikke havde sendt ham et. Det hjemmelavede diagram havde været ham til stor hjælp under arbejdet med at opspore kredsløbets fejl, men der var da fortsat dele af det, han ikke kunne gennemskue. Jeg fik også at vide, at hr. L.-kilde generøst havde doneret komponenter fra sit eget komponentlager -- underforstået, at jeg burde være ham dybt taknemmelig! I den pause i hans ordstrøm, hvor jeg skulle have tilkendegivet denne taknemmelighed, spurgte jeg i stedet, hvilke komponenter det drejede sig om. Hr. L.-kilde svarede med et hjemmelavet superteknisk ord, som han udtalte meget hurtigt og som naturligvis udløste spørgsmålet: "En hvaff'n en?" Efter at han havde gentaget ordet, fastslog jeg: "Sådan een kender jeg ikke!" Hr L.-kilde betragtede mig derpå nedladende med et mildt overbærende smil og fortsatte: "Nej! Det gør du ikke! Men jeg har også udskiftet transistorerne." Jeg ville forhøre mig om, hvilken transistortype han havde brugt og hvad de havde kostet ham, men hr. L.-kilde var pludselig blevet forsigtig og kunne ikke rigtigt huske typenummeret, men mente, at de havde kostet ca. 20 - 30 kr. stykket. På hans beskrivelse kunne jeg imidlertid regne ud, at der måtte være tale om standard lavfrekvenstransistorer. I en afsluttende bemærkning tilbød jeg ham derfor, at han kunne komme og hente en håndfuld af dem hos mig -- jeg købte dem nemlig i 100 styks-pakninger og fik dem til 50 øre/stk. Ved samme lejlighed kunne han medbringe sit hjemmetegnede diagram, så vi kunne få opklaret dets fulde funktion. Hr L.-kilde gav udtryk for, at det ville han da meget gerne, men han viste sig aldrig. |