Hr. Langkildes løgnehistorie
om den fhv. varmemester Flemming Wamberg
Kommentar til bestyrelsesmødet d. 30I95.
Hr. Langkildes redegørelse for udnyttelse af sine 20
ugentlige arbejdstimer drejede sig mere om hans forgænger i
embedet end om de 20 timer. Vi oplevede endnu et eksempel på
langkildernes karakteristiske nedraknings-indslag.
Hr. Langkilde indledte med at fremstille Wamberg som en
forjaget og stresset familiefar med dårlig tid til sit
ekstrajob og ringe støtte fra sin ægtefælle. Wamberg skulle
ifølge langkilderne have været svært tilgængelig og skulle
selv have nedsat sin arbejdstid, fordi han ikke mente at kunne
overkomme det hele. Desuden skulle han have forsyndet sig mod
ejendommens interesser ved at tilkalde fagfolk udefra til
mindre reparationer på ejendommens tekniske installationer.
Endelig fremstilles Wamberg som håbløst upraktisk og "ikke
håndværker".
Da det meste af Hr. Langkildes historie er løgnagtigt
opspind, var sagen uvedkommende og endelig et umoralsk angreb
på en ikke tilstedeværende person, føler jeg mig forpligtet
til at tage til genmæle overfor Hr. Langkilde.
Til en begyndelse vil det være passende at understrege,
at Flemming Wamberg på ingen måde virkede overbebyrdet eller
var svært tilgængelig. Den lille familie øgedes (som nævnt
under bestyrelsesmødet) med 3 børn i den tid Wamberg boede i
ejendommen. Det ældste af disse børn -- en kvik, lille dreng
ved navn Tejs -- gik som det eneste af flokken i
børnehave og det er da tænkeligt, at Flemming ofte har hentet
og bragt Tejs. De 2 yngre børn blev i dagtimerne passet hjemme
af deres mor, der desuden udefra havde et par tilsvarende små
størrelser i dagpleje.
Denne ordning betød, at der faktisk altid var
nogen at træffe på viceværtens adresse og at en besked om et
eller andet akut som regel var kommet frem til Flemming på
hans arbejde inden fyraften og han følgelig straks kunne
hjemlåne det nødvendige værktøj. Dette var en betingelse for,
at han overhovedet kunne reparere på ejendommens
installationer, for Ejerforeningens bestyrelse ville ikke
(trods forslag herom) stille en værktøjssamling til rådighed
for Flemming Wamberg. Egentlig kan man på denne baggrund ikke
undre sig, hvis Flemming, som hr. Langkilde påstår, til
elementære reparationer har tilkaldt håndværkere udefra.
I spørgsmålet om viceværtens tilgængelighed synes tiden
at have lagt et tæt slør over Hr. Langkildes erindring.
Flemming Wamberg var i virkeligheden langt mere træfbar og
langt mere synlig end hr. Langkilde nogensinde har
været. Det kunne trods Flemmings heltidsjob lade sig gøre,
fordi han efter fyraften gik og puslede om ejendommen på
tidspunkter, hvor beboerne kom eller gik. Beboerne havde
således rig lejlighed til at få den daværende vicevært i tale
og de vil samstemmende kunne bekræfte, at tilfældet blev
flittigt taget i agt. "Mandagskontortiden", som dårligt nok
var indført og kun de færreste af husets beboere dengang
kendte til og som aldrig var blevet håndhævet særligt seriøst,
var af gode grunde ikke noget udpræget tilløbsstykke; men der
blev jo dengang ikke budt på læskedrikke og snacks eller
"gratis" maling!
Indtil Langkilderne begyndte at chikanere Flemming, blev
ejendommen med dens installationer passet og drevet bedre og
mere jævnt, end de nogensinde er blevet af hr. Langkilde.
Påstanden om at "Flemming Wamberg ensidigt kom og sagde, at
han nedsatte sin arbejdstid" er (hvordan man end vender og
drejer denne udtalelse) sandsynligvis løgn --- især når man
tager i betragtning, at en af bestyrelsens mindre officièlle
begrundelser for at fyre Flemming Wamberg angiveligt var, at
der ikke var nok at lave for ham. Noget tyder på, at det
virkeligt var tilfældet, for Flemming var af egen kraft
f.eks. begyndt at reparere og male loftet over
parkeringspladserne. En maler, der flere år før (af
bestyrelsessupleanten Steen Palmquist) var blevet sat på
opgaven, kom alvorligt til skade ved en trafikulykke og blev
forhindret i at afslutte arbejdet, der altså siden stod
halvfærdigt. Det hører med til historien, at loftet over
parkeringen aldrig blev malet færdigt af Flemming, fordi
selveste fru Langkilde i egen person (naturligvis uden
at informere resten af ejerforeningens bestyrelse) skred ind
og standsede arbejdet.
Senere (medens Langkildernes lejlighed var til salg og
ejendommen derfor helst skulle fremstå som velpasset) blev
hele malerarbejdet gjort om af Egon Rasmussen --- med nogle
hæslige farver!
Flemming Wamberg blev altså ikke, som anført af hr. Langkilde
og gengivet i en formandsberetning, fyret, fordi han ikke
kunne overkomme arbejdet og derfor selv nedsatte sin
arbejdstid -- for det gjorde han faktisk ikke. Han misligholdt
på ingen måde sin kontrakt eller ejendommen, men forsøgte
tværtimod at udnytte den overskydende tid til mere kosmetisk
prægede vedligeholdelsesarbejder, som han strengt taget ikke
behøvede at bekymre sig om. Når hans initiativ blev kvalt af
Langkilden, må det skyldes, at det dengang på en eller anden
måde har passet i Langkildernes planer, hvis ejendommen
fremstod lidt småforsømt -- det kunne f.eks. handle om at have
argumenter for Flemming Wambergs afskedigelse! |
