Om den ordinære generalforsamling 2001Fremmødet var for lavt til, at generalforsamlingen blev fuldt beslutningsdygtig.Erik Pedersen sørgede for askebægre til det ikke-rygende publikum. Ordstyreren blev den nye administrator "Susanne", der uden vanskelighed videreførte traditionen med overfladiske og usaglige sagsbehandlinger. Det afsløredes, at hun opfattede generalforsamlingen som et offentligt møde. Hun følte sig generet af, at jeg (som ved tidligere forsamlinger) optog mødet på bånd og hun kendte tilsyneladende heller ikke de regler, der gælder for den slags aktivitet. Formandsberetningen ved Erna Pedersen var betragteligt kortere end tidligere års beretninger og omfattede udover de faste punkter væsentligst et udpluk af "positive emner".
Regnskaber og budget blev forelagt på traditionel vis og
bestod hovedsageligt i oplæsning af tal fra det udsendte
materiale.
Indkomne forslag blev som vanligt behandlet
farceagtigt. Indsendte spørgsmål: selvom bestyrelsen har haft kendskab til disse siden midsommer, kunne den ikke give klare og tilfredsstillende svar, men forsøgte sig med luskede udenomsforklaringer. Valg af ny bestyrelse: den velkendte farce helt uden præsentation af kandidater og deres hensigter. Ingen valgmuligheder og ingen afstemning. Desuden var et par af kandidaterne fraværende -- en omstændighed, der er ved at blive en tradition i foreningen. Eventuèlt: mere udenomssnak. Det blev igen demonstreret, hvorledes bestyrelsen ikke følger tilstrækkeligt med i, hvad der sker på ejendommen. Godt et par uger senere udkom mødereferatet fra generalforsamlingen. Heri videreføres farcen, idet beskrivelsen af det faktiske handlingsforløb er yderst mangelfuld. I stedet kan man læse om ting, der ikke er sket eller blevet sagt under mødets afvikling. Det meste af den smule information, der trods alt fremkom under mødet, er ikke gengivet. Man kan med føje beskrive referatet som et udtryk for bestyrelsens ønsketænkning snarere end en gengivelse af mødets forløb! Endeligt må man beklage, at referatet udover at være "upræcist" desuden er behæftet med amatøragtige fejl. Gadenavnet i bestyrelsesmedlemmernes adresser er konsekvent stavet forkert og et udlovet bilag -- nemlig formandsberetningen -- manglede helt og kom på anfordring dryssende et par dage senere. |