Forbud mod Selskabsdyr

Vedtagelse
         Frem til begyndelsen af 1980'erne var der ikke forbud mod at holde selskabsdyr i Halsskovgade 2+4, hvilket er det normale for ejerboliger, hvis beboere gennem eje og fælleseje opnår en ganske anden holdning til deres bolig, end den man finder hos beboere af lejekaserner.

         Forbudet var ønsket af bestyrelsen og det blev trumfet igennem på kupagtig vis ved den sidste af 2 hastigt indkaldte ekstraordinære generalforsamlinger. Under slige omstændigheder stilles ingen krav til fremmødet -- en ekstra-ekstra-ordinær generalforsamling er ifølge foreningens vedtægter altid beslutningsdygtig. Det var således bestyrelsens medlemmer mod alle fremmødte (2 eller 3) menige medlemmer, der bragte vedtægten i hus.

         Mødet fandt sted hos daværende administrator (advokat Ebbe Suenson). Det skal indskydes, at denne advokat, udover at varetage ejendommens administration (og sin inkasso-virksomhed), faktisk var en af ejendommens bygherrer og stadig ejede nogle af ejendommens boliger, der blev lejet ud. Han var således en af de mødedeltagere, der havde størst stemmevægt og da han var "pot og pande" med bestyrelsen (særligt suppleanten Steen Palmquist, der førte sig frem, så mange medlemmer antog, at han var ejerforeningens egentlige formand), henregner jeg ham som et slags skygge-bestyrelsesmedlem.

         Under de gældende omstændigheder behøvede bestyrelsen ikke at begrunde sit forslag og den til vedtagelsen knyttede "debat" var følgelig noget skitseagtig. Til ære for mødereferatet fremholdt man dog den sædvanlige historie om "hundesvineri" ("hensynet til viceværten") og lagde til, at ejendommen "ikke egnede sig" til selskabsdyr -- og specièlt ikke hunde. Den ene bestyrelses-suppleant (Steen Palmquist, 5te-sals-beboer og ejendomsmægler med særdeles "kreative" salgsmethoder) leverede dagens bemærkning om, at vedtægten mod selskabsdyr "var rar at have, fordi den havde en gunstig indflydelse på boligernes handelsværdi". Videre forsikrede han mig, at det ikke var hensigten at håndhæve vedtægten (!?). Det forekom sandsynligt, fordi der fandtes hundeejere i bestyrelsen eller inderkredsen omkring den.

         Vor nuværende (1999) ejerforeningsformand C.Fogt var allerede i 80'erne dybt involveret som bestyrelsesmedlem (vistnok formand, selvom det ikke just var tydeligt). Han måtte derfor formodes at kunne redegøre nærmere for, hvad der egentlig lå bag det hastigt vedtagne forbud. En dag fik jeg lejlighed til at spørge ham og det fremgik af hans svar, at han var den, der havde ønsket at forbyde dyrehold, fordi en "stor hund" (og altså tillige stor menneskekender) havde gøet rasende ad ham fra et vindue i ejendommen -- og "desuden havde man tilsvarende forbud andre steder", hvilket er en af CJFs universelle løgne.
         Man må således mistænke, at forbudet skulle hastevedtages, fordi bestyrelsen stod og skulle bruge det i en bestemt sag mod en hundeejer!
Løftebrud
         Pludselig efteråret´85 (9/9) omdeltes en besked om husdyrhold til ejendommens beboere. I denne gjordes opmærksom på det forbud, der havde eksisteret for kort til, at de husdyr, der fandtes i ejendommen, da det blev indført, havde haft tid til "naturlig afgang".
         Bestyrelsen truede gennem E.Suenson med at sagsøge de tilbageværende dyreejere, men det kunne dagligt ses, at "bestyrelseshunden" tilsyneladende var fredet.

Oplæg
         Situationen krævede handling, inden retsmaskineriet kom for godt i gang, så jeg udarbejdede et oplæg, som jeg 17/9-85 anbragte på opslagstavlen sammen med en liste, hvor medlemmer, der ville være med-forslagsstillere, kunne skrive sig på. Initiativet blev vel modtaget, i løbet af et par dage havde sammenlagt lidt over 20 beboere skrevet sig på. Der var imidlertid også nogen, der ikke bifaldt mit udspil, hvilket de demonstrerede med tilføjelser på opslaget og ved på 4de-dagen at fjerne både opslag og underskrifter fra opslagstavlerne. Selve opslaget kunne erstattes, men underskrifterne var gået tabt.
         Det var lidt trist at erfare, at der i ejendommen boede asociale typer, der betjente sig af den slags metoder. Det skulle senere vise sig, at disse typer desværre også (eller måske: især) trivedes i ejerforeningens bestyrelse!
         Forslaget blev (og altså uden medunderskrivere) alligevel indleveret til bestyrelsen, der kvitterede med (gennem Suenson) at meddele, at det var indgået for sent til at kunne blive accepteret. Fristen (angiveligt d. 15/9) var faktisk allerede overskredet, da mit oplæg kom på opslagstavlen.
         Bestyrelsen gjorde dengang aldrig på forhånd medlemmerne opmærksom på den sidste frist for indsendelse af forslag til generalforsamlinger. Det fiffige ved det var, at sidste frist for indkaldelse til generalforsamling kunne falde senere end sidste frist for indlevering af forslag. C.Fogt var vældigt tilfreds med denne ordning og henviste blot til, at medlemmerne bare kunne læse vedtægterne, der imidlertid på dette punkt var så uklare, at selv E.Suenson havde vanskeligt ved at tolke dem.

Generalforsamlingen'85 og husdyrhold.
         Der var åbnet mulighed for, at mit forslag kunne komme til behandling, hvis ingen medlemmer havde indvendinger imod det. Det var der imidlertid een, der havde: formanden Carsten Fogt!
          Mit forslag kom følgelig ikke til nogen normal behandling, men man forlod dog ikke emnet, før en lille håndfuld medlemmer fra inderkredsen omkring bestyrelsen havde givet udtryk for deres stærkt følelsesladede og forvanskede opfattelse af min forslagstekst. Det gjaldt særligt Steen Palmguist, Allan Carlsen (en af plamquists drikkebrødre. Usædvanligt stor i munden) og et par, der beboede lejlighed nr. 2.
         I formandsberetningen hed det på den vanlige vrøvlede og bagvendte manér: "Et medlem har stillet forslag på trods af at 14-15 beboere stod bag det."
         Det hører med til historien, at jeg, for at rejse hjem og "forsvare" mit forslag, havde afkortet et fagligt besøg på ShaTin- universitetet i HongKong.

Generalforsamlingen'86 og husdyrhold.
         Selvfølgelig indsendte jeg mit forslag igen inden næstfølgende generalforsamling. Yderligere indgav jeg samtidigt et forslag om ændring/omformulering af frister for indlevering af forslag og indkaldelse af generalforsamling. Begge forslag blev accepteret som rettidigt indkomne.
         Mit forslag om husdyrhold blev forkastet. Den tilhørende debat formede sig som en lang monolog af E.Suenson, der morede sig vældigt og udbredte sig om heste, grise, køer og næsehorn (nej! han kendte ikke til "Otto"), alt imedens han veloplagt gestikulerede og klappede i hænderne. Man kan roligt sige, at han misbrugte sin dirigentpost til grov manipulation og nedtalte mit forslag overfor et publikum, som det åbenbart ikke anfægtede videre.
         Til gengæld blev mit andet forslag vedtaget (og karakteristisk senere ignoreret af flere følgende bestyrelser). Suensons ordstrøm var ved denne lejlighed lige så rivende, men ikke ret mange forstod ret meget af, hvad han mente. Problemet var at tolke den hidtil gældende vedtægt.
         Senere under samme generalforsamling afsløredes, hvor personligt C.Fogt havde taget mit forslag: Da jeg, under valg af bestyrelsesmedlemmer, stillede mig til rådighed som kandidat, oplyste C.Fogt, at han "ikke ville sidde i bestyrelse med et medlem, der arbejdede for at afskaffe forbudet mod husdyr" og omgående ville træde ud af bestyrelsen, hvis jeg blev valgt ind.
          Det blev hverken første eller sidste gang, jeg kom til at tvivle på denne persons integritet.


Tiden gik -
- - og pludselig (1987) havde ejerforeningen fået Inge Langkilde som bestyrelsesmedlem. På papiret var C.Fogt stadig formand, men det fremgik ikke af illustrationen. Hun betragtede tilsyneladende ejendommen som sit ejegods, medlemmerne som sine undersåtter og vedtægterne som et appendix til hendes begreber om, hvorledes ejendommen skulle drives. Skrappe påbud -- ikke sjældent ledsaget af trusler -- blev en regelmæssig foreteelse på ejendommens opslagstavler. Da hun i rækken af ordensregler kom til forbudet mod dyrehold, "fik den ikke for lidt" og i truende opslag og skrivelser påbød hun eventuèlle ejere af kæledyr omgående at afhænde deres dyr, ellers .....!
Gennem en personlig henvendelse fra et pensionistægtepar (Carl og Magda, der ville høre, om jeg havde planer om at fremsætte mit forslag en 3die gang og ellers gav udtryk for påskønnelse af mit initiativ) fik jeg kendskab til et særligt utiltalende eksempel på fru Langkildes "tjenstiver": Parret havde nogle år forinden købt en større bolig i nr. 4; her ventede de at skulle bo resten af deres dage. Med sig havde de en lille skotskterrier og hunden, der aldrig kom på gaden, var så stilfærdig, at meget få beboere anede dens eksistens. Alligevel havde hr. Langkilde (hjemmegående) fået nys om hunden og sladret om den til "Moar", der, så snart hun indså, at de 2 ældre medborgere var forsvarsløse, gik i aktion med groft forulempende skrivelser og trusler. Jeg læste en af hendes henvendelser, der bestod af en god portion løgn (hun påstod bl.a., at der fra flere sider var klaget over dyret) og ellers trusler og uforskammetheder i en cognitiv pseudo-kancelli-stil. Fru Langkildes anstrengelser virkede: det ældre ægtepar flygtede.
         I 1994 spurgte jeg C.Fogt om denne sag. Han svarede da, at han intet kendte til den og at I.Langkilde måtte have handlet uden om bestyrelsen -- en udtalelse, man gør klogt i ikke at tillægge for stor sandhedsværdi.
-oOo-

23/8/99