Som noget helt ekstraordinært blev udgivelsen af dette referat annonceret med en meget lille, håndskreven seddel på
Haandskreven slip
opslagstavlen. Man kan undre sig lidt over, at bestyrelsen ikke blot anbringer en udskrift af referatet som opslag; det vil jo dels kunne fungere som en meddelelse om referatets eksistens og dels vil det kunne læses af de medlemmer, der ikke har internetadgang og ikke (som følge af bestyrelsens brudte løfter) får tilstillet en udskrift af referatet.
         Der er nok flere grunde til bestyrelsens papirbesparende fremgangsmåde, f.eks.:
--       Bestyrelsen informerer nødigt om sine aktiviteter og har derfor møjsommeligt gennemtvunget en vedtægtsstridig ordning, der gør sådan information svært tilgængelig. Effekten af disse anstrengelser ville blive svækket af et komplet referat på opslagstavlen.
--       Selvom referaterne er meget langt fra at afspejle virkeligheden, findes der et stort og udækket behov for referat-udskrifter. En sådan udskrift ville derfor meget hurtigt forsvinde fra opslagstavlen -- og bestyrelsen drømmer ikke om at erstatte forsvundne opslag!
--        Bestyrelsen håber, at den absolut minimale lap papir med oplysning om udgivelsen af et nyt referat bliver overset eller simpelthen forsvinder, hvorved antallet af medlemmer, der læser referatet, medens det endnu er aktuèlt, vil blive reduceret.

EJERFORENINGEN HALSSKOVGADE 2 – 4, 2100 KØBENHAVN Ø






Referat af bestyrelsesmøde afholdt den 3. august 2004

Til stede: Jacob Andresen, Morten Birtø, Rikke Christiansen, Carsten Fogt og Niels Klausen.

Bestyrelsesreferater

Bestyrelsen har besluttet, at der fremover vil blive opsat en slip på opslagstavlerne ved indgangsdørene i opgangene med oplysning om, hvornår der er kan findes nyt bestyrelsesreferat på Foreningens Hjemmeside.

Den ekstraordinære generalforsamling, afholdt 1. juni d.å.

På generalforsamlingen blev det vedtaget at omlægge Foreningens lån til vinduesprojektet til fast forrentning.

Efter at administrator har indhentet alternative tilbud, bliver lånet overført til Nordea Bank Danmark A/S til en fast rente på 5,85% p.a.

Lånet, der nu beløber sig til kr. 3.409.639,86, afdrages med kr. 115.600,00 hvert kvartal. Før-ste gang 30.09.2004 og sidste gang 31.03.2014.

Vinduer og døre

Med henvisning til referatet af bestyrelsesmødet 06.07.2004 er bestyrelsen i gang med at følge op på de resterende efterreparationer m.v.

Hjemmeside og bredbånd

Der har været en del debat internt i bestyrelsen og mellem bestyrelsen og nogle af Forenin-gens medlemmer om hjemmesidens opbygning og om, hvilke informationer, den skal indeholde, herunder om informationsgraden.

Bestyrelsen arbejder løbende med sagen, og målet er fortsat, at hjemmesiden skal fremstå brugervenlig og informativ angående min. følgende områder:

Vedtægter

Husorden

Oplysning om administrator

Oplysning om bestyrelsens sammensætning

Oplysning om viceværten

Oplysninger mht. akut behov for håndværkere

Vaskeregler, herunder brugsanvisning til maskinerne.

Angående bredbånd har bestyrelsen arbejdet på mulighederne for eventuelt at få det installeret i ejendommen på fællesbasis, jfr. oplysningerne herom i tidligere referater.

Imidlertid har sagen medført yderst ringe respons fra medlemmernes side, og desuden er teknikken stadigvæk under forbedring og udvikling. Bestyrelsen  har derfor besluttet at sætte sagen på stand by indtil videre.

Faldstammer

Som oplyst på sidste ordinære generalforsamling er faldstammerne i ejendommen et af de næste områder, der trænger til opcheck og vedligeholdelse.

Bestyrelsen er ved at indhente tilbud på rensning af faldstammerne og har desuden modtaget oplysning om, at der er udviklet en ny form for reparationsteknik, der skulle kunne forlænge faldstammers levetid.

Det lyder som en god nyhed. Bestyrelsen vil undersøge dette nærmere og holde Foreningens medlemmer løbende orienteret om sagen.

Cykler i haven

Bestyrelsen har modtaget klager over, at de opmagasinerede cykler i haven endnu ikke er blevet fjernet.

Bestyrelsen kan hertil oplyse, at det er politiet, og ikke viceværten, der skal fjerne dem. På grund af ferie og travlhed er det endnu ikke sket.

Ventilation

Bestyrelsen har 03.08.2004 modtaget en e-mail fra Yvonne Schack Barding, hvori hun oplyser, at BS Aircondition har lovet at tage mål for at kunne afklare, hvor stor en ventilator, der kan monteres i rummet øverst i elevatorhuset.

Hun har samtidig over for firmaet gjort det klart, at såfremt oprensningsopgaven m.v. er for stor, ønsker Ejerforeningen at afregne det hidtidige arbejde og herefter finde en entreprenør, der kan færdiggøre arbejdet.

Navneskilte

Bestyrelsen skal på ny anmode medlemmerne om at rette henvendelse til viceværten, når der skal ændres navne dels ud for dørene på altangangene og dels ved porttelefonerne ud for nr. 1 og 2.

Opsatte lapper vil blive nedtaget.

Aktuelle opgaver

Det er bemærket, at sikringsskabet i kælderen i nr. 4 afgiver en kraftig, forstyrrende brumme-lyd. Bestyrelsen har bedt elektrikeren justere installationen, og samtidig vil lydisoleringen blive undersøgt.

Bestyrelsen har fra Kommunen modtaget påbud om, at hullerne og skaderne i asfalteringen foran ejendommen skal repareres. Bestyrelsen har sammen med vor ingeniør taget stilling til hertil.

Der er ved at blive indhentet tilbud på arbejdet.

Diverse

Bestyrelsen skal gøre opmærksom på, at der ikke må stilles hele køkkener til storskrald, idet Foreningen kommer til at betale særskilt for at få sådant byggeaffald fjernet.

Såfremt nogen har så store effekter, der skal borttransporteres, må vedkommende rette henvendelse til viceværten af aftale, hvorledes dette mest praktisk kan finde sted, herunder også betale, hvad det koster.

Den 8. august 2004

Carsten Fogt                                                                                                             080804-ref 03.08.04

Som det første fremholdes den enorme dåd med den lille seddel på opslagstavlen. Vi skal tro, at det er et genialt fremskridt i forhold til tidligere -- og det er det for så vidt også, da bestyrelsens agéren i denne sag er blevet så beskeden, at enhver ændring vil komme som en forbedring! Bestyrelsen har blot fortrængt, at den tidligere i dette "valgår" har lovet med opslag at gøre opmærksom på nye referater.
         Hvis man ser nærmere på ordlyden i "slip-afsnittet", vil man finde, at bestyrelsen ikke blot lover at melde, når der foreligger et nyt referat, men faktisk også stiller i udsigt, at den vil forvarsle udgivelsen af et kommende referat! Se, det er noget! Jeg tillader mig at tvivle på bestyrelsens evne til at gennemføre noget komplekst.

______

"..... følge op på ....."
"..... arbejder løbende ....."
"..... har arbejdet på mulighederne ....."
"..... sætte sagen på stand-by ....."
         = et udvalg af bestyrelsens talrige udtryk for den samme "aktivitet", nemlig: ingenting.


Ejerforeningens hjemmeside
         Bestyrelsen har omsider drøftet, hvad hjemmesiden skal indeholde! Så véd vi da, hvad mødet er gået med.

Faldstammer
         Problemet med de utætte faldstammer var højaktuèlt -- nærmest akut -- allerede i 1996 og burde være løst længe før den suspekte vinduesudskiftning.
         Bemærk det indholdsløse udtryk "opcheck". Der er i ejerforeningen gået mode i pseudotekniske gloser med prefixet "op-".

Cykler i haven
         Det er en alvorlig fejl, at de kasserede cykler blev smidt i gårdhaven i stedet for i det "aflåste rum", som angiveligt skulle være opbevaringssted indtil afhentningen d. 7. juni. Det "aflåste rum" viste sig, i lighed med afhentningsdatoen, at være et fantasiprodukt, men det retfærdiggør langtfra den omstændighed, at haven bliver brugt til midlertidig oplagring af skrot -- en følge af bestyrelsens totalt manglende forståelse for havens betydning.
         Herreløse cykler er et transportmiddel. Hvad enten de står eller ligger, hører de til på en parkeringsplads og ikke i en have!!!!

Ventilation
         Atter et gammelt problem, der burde have været klaret for længst. Hvad rager det os, at Yvonne Barding kommunikerer med E-post?

Navneskilte
         Bestyrelsens trang til myndighedsudøvelse lyser ud af dette afsnit. "Papirlapper fjernes" -- i modsætning til en skæmmende bunke af gamle cykler i haven.
         Bestyrelsen skulle hellere "opdatere på" navneskiltene og sikre, at de er i overensstemmelse med virkeligheden.

Aktuèlle "opgaver"
         Støjen fra sikringsskabet har eksisteret i langt over 10 år under forskellige varmemestre og flere bestyrelser. Det er mere end en tilsnigelse at kalde den for "aktuèl".

Asfalt: Gad vide, om bestyrelsen har misforstået kommunens påbud og indledt en af sine karakteristiske forhalingsmanøvrer. En del tyder på, at bestyrelsen faktisk har modtaget besked om, at kommunen inden for nær fremtid ville lappe Halsskovgade på ejendommens regning.

Diverse
         Bestyrelsen betegner henstillede "hele køkkener" som "byggeaffald" og skaber derved uklarhed om problemets natur. Imidlertid er hensigten med dette afsnit nok ikke at redegøre for storskraldets karakter, men at oplyse om den utiltalende brugerbetalings-strategi, bestyrelsen er begyndt at håndhæve -- måske i et forsøg på at financiere de mange loppetjanser til ejendommens "leverandører".


-oOo-

19-09-04