Vands damptryk stiger med temperaturen.
Ved 100°C. er "mættede vanddampes tryk" = 1 Atm. (Jeg vil skåne dig for nymodens måle-enheder).
Ved 25°C. er det 0,032 Atm. og ved 0°C. ca.0,006 Atm.

Vands viskositet falder med stigende temperatur.
Ved stuetemperatur flyder vand 5-6 gange lettere end lidt over frysepunktet.

Fordampning af vand kræver megen varme.
At omsætte 1 ml. vand fra væske til damp (ved samme temperatur) kræver ca. 550 calorier -- det er den samme varmemængde som bindes ved opvarmning af 1 deciliter vand fra 25 til godt 30°C. Ved fortætning af vanddamp afgives denne varmemængde igen.

Varm luft er lettere end kold luft ved samme tryk og luft med et indhold af ren (usynlig) vanddamp er lettere end tør luft ved samme tryk og temperatur.
Såsnart vanddampen begynder at kondensere og blive synlig (tåge), bliver luftmassens gennemsnitlige massefylde hurtigt større end massefylden for tilsvarende, klar luft ved samme temperatur. Tågen vil derfor være tilbøjelig til at krybe under klar luft.

Partialtryk:
          Den atmosfæriske luft, vi lever i, er en blanding af forskellige gasarter, der hver bidrager med deres del af det samlede tryk. Denne del kaldes luftartens "partialtryk" og vand på dampform er en af de aktuelle gasarter.

Fugtighedsgrad:
          Når meteorologerne angiver fugtighedsgraden i procent, menes "Relativ Fugtighedsgrad". Denne alene giver ikke et mål for luftens faktiske indhold af vanddamp; hertil kræves tillige oplysning om luftens temperatur samt en omregningstabel eller et nomogram. Fugtighedsgraden svarer groft taget til forholdet mellem vanddampens faktiske partialtryk og mættet vanddamps tryk ved samme temperatur. Når fugtighedsgraden måles til 100%, kan det tolkes som at vanddampens partialtryk har nået mættet vanddamps tryk. Luften kan i dette tilfælde ikke optage mere vanddamp (dugpunkt).

Generelt:
          Den type affugtningsanlæg, vi har lejet, afleverer håndgribeligt den fjernede fugt i form af et volumen indvundet vand pr. døgn. Udover den rent psykologiske effekt har man i vandudbyttet en indikator, der sladrer, når affugteren nærmer sig grænsen for sin ydeevne; d.v.s.: når tiden er inde til at skifte taktik. Iøvrigt giver det indvundne vands temperatur et fingerpeg om denne grænse: jo koldere vand jo bedre. Rent energiøkonomisk er de aktuèlle affugtere "in", fordi den varme, der frigøres ved kondensationen, kan genbruges til afdampning af mere vand fra vægge, lofter og indbo. Affugteren er i reglen udstyret med 2 reguleringsmuligheder: den ene en simpel effektregulering og den anden en blæserregulering. Den sidste har stor indflydelse på, hvor langt man kan komme i tørringsprocessen. Manglende information gør, at blæserreguleringen for det meste bruges forkert.
          Uden et specielt affugtningsanlæg må man klare sig med en kombination af opvarmning og udluftning. Anvendes denne fremgangsmåde rigtigt, er den mindst lige så effektiv og billig. I tilgift vil den friske luft modvirke følgerne af lang tids indelukket fugt.
          For de 150 kr./dag kan man på døgnbasis købe elektrisk opvarmning svarende til mindst 3 kW. --- og det er faktisk rigeligt til formålet. Med billigere fjernvarme står endnu større varmemængder til rådighed for denne pris -- især hvis fjernvarmeanlægget drives efter de forskrifter, jeg for længe siden har ridset op. En kombination af fjernvarme og elektrisk opvarmning betyder en extra fordel. Derom senere.




Tørring af rum ved hjælp af varme og ventilation.
          Den gode, gamle, måde at tørre et fugtigt lokale på, udnytter forskellen i vandindhold mellem fugtig, kold luft og fugtig, varm luft. I princippet opvarmes kold luft, hvorved den bliver tør, varm luft, som dernæst næsten fugtmættes ved kontakt med de våde overflader og efterfølgende ledes væk sammen med sit indhold af vanddamp. Forudsætningerne for et godt tørringsresultat er, at der er stor temperaturforskel mellem den kolde og den varme luft og at den varme luft kommer i tilstrækkelig god kontakt med de våde overflader til at blive næsten mættet med vanddamp og til at afgive varme til de våde overflader; de er jo blevet afkølet ved fordampningen. Varmen skal ikke alene sikre fordampningen, men skal også holde det vand, der befinder sig i det porøse lag under overfladen, mere letflydende, så det hurtigere kan trække op og erstatte det fordampede vand.
          Rent praktisk gribes sagen således an: Der åbnes helt for varmen. Endvidere sørger man for, at den del af ventilationen, der udgøres af udsuget er maximal og i døgndrift. Den friske, kolde luft tilføres rummet gennem en (regulerbar) åbning af behersket størrelse længst borte fra udsuget. Hvis man har rådighed over en elektrisk blæser og/eller en elektrisk varmeovn af varmestråle-typen (med rødglødende varmelegeme), kan de anbringes op ad de mest vandlidende partier.
          Når "alle sejl således er sat til" behøver man kun overvåge "vindstyrken", hvilket vil sige tempoet af luftskiftet. Det skal ikke være højere, end at atmosfæren i rummet forekommer "tropisk" og altså gerne lidt fugtig!
          Efterhånden som tørringsprocessen skrider frem, kan man prøve at reducere lufttilførslen, til der opstår et svagt undertryk. Luften vil derefter søge ind gennem revner og sprækker, hvor en del fugtlommer kan have gemt sig.