Besøg af medarbejder fra DK.Indeklimaservice.
6. januar 2014

Medarbejderen, John Sabransky (JS), mødte til den aftalte tid og medbragte en trappestige og en kuffert med 'legetøj'. Det bestod af et solid-state anemometer med Pitot-tragt, et klassisk anemometer med mølle og et elektronisk manometer.
       Han startede med solid-state-instrumentet, brugte derpå det klassiske anemometer og sidst manometret. Målingerne blev i køkkennichen udført med og uden rist, som han forinden havde sikret sig var helt åben. I badeværelset, hvor den nu inaktive ventilator er monteret i aftrækket, var målingerne mere begrænsede.

JS benyttede sig ikke af et måleskema og oplyste kun een gang modvilligt og tøvende om en af aflæsningerne, idet han efter brug af solid-state-anemometret direkte adspurgt oplyste et resultat på omkring 46 m3/h, hvilket jeg uden videre må bedømme som overdrevet. Lige som JS afholdt sig fra at oplyse exakte data, gav han ejheller noget helhedsindtryk af målingerne. Det skyldtes ikke ordknaphed eller mangel på vilje til at kommunikere, for han udbredte sig villigt om regler for luftskifte i boliger som dem i Halsskovgade 2+4. F.eks. opgav han, at det skulle være 126 m3/h, hvorefter vi diskuterede, om det var et påbud eller minimumskrav. Herunder afslørede JS en særlig begrebsforvirring, idet han sammenblandede begreberne 'tryk' og 'trykforskel' og brugte ordet 'tryk' for begge dele. Han påstod, at ventilatoren på taget var 'trykstyret', men var usikker på, hvor sensoren er anbragt.
       JS lovede at fremsende en 'rapport' -- ikke til mig, men til bestyrelsen.
       JS kunne ikke oplyse, om aftrækket i badeværelse og køkkenniche havde fælles eller separate kanaler.(!)
       JS reagerede på den nu uvirksomme elektriske ventilator i badeværelset ved dels uden at spørge om lov at fotografere den og dels foretage notater om den, medens han indskærpede, at ventilatoren var 'forbudt'. Jeg svarede ham med at fortælle, at ventilatoren var monteret for at modvirke et af de mange forbudte tiltag fra bestyrelsen, som ejendommen måtte udstå i Langkilde/Sundbye- æraen.

Besøget tog ½ time og det er muligt, at JS derefter har kontrolleret aftrækket i andre af ejendommens boliger.
-oOo-

08-01-14