Fordeling af udgifter til varmetab fra varmt brugsvand... Til bestyrelsen for ejerforeningen Halsskovgade 2-
4
Fordeling af udgifter til varmetab fra varmt brugsvand
Det totale fjernvarmeforbrug opdeles for tiden
regnskabsmæssigt i 4 puljer: faste andele for opvarmning, forbrug
af opvarmning, faste andele for varmt brugsvand og forbrug af
varmt brugsvand.
Som et levn fra tiden før installation af varmtvandsmålere
fordeles udgifterne til den varme, der tabes fra vandrørene,
efter et begreb "haneandele", der på en eller anden måde antages
at afspejle det faktiske forbrug.
Rørtabet er proportionalt med forskellen mellem
fremløbstemperaturen og den omgivende temperatur samt rørlængden.
Tabet har (forudsat anlægget fungerer efter hensigten) m.a.o.
ingen relation til forbruget af varmt vand.
Den undslupne varme bidrager i lighed med rørtabet fra
centralvarmeanlægget til den almindelige opvarmning af
ejendommen.
Den "faste andel" af varmtvandsregnskabet udgjorde 1996/97
ca. 8,5% af hele fjernvarmeforbruget.
Forslag
For at opnå en mere retfærdig fordeling af varmeudgifterne
og for at forenkle administrationen ændres beregningsformen for
fordeling af "Varmt vand, faste andele" til en af de 2
følgende beskrevne former:
(1) Udgifterne til det anslåede rørtab (= "faste andele") for
varmt brugsvand fordeles efter fordelingstal sammen med rørtabet
(= "faste andele") fra centralvarmeanlægget.
(2) Udgifterne til det anslåede rørtab (= "faste andele")
fordeles sammen med og efter det, ifølge måleraflæsning, faktiske
forbrug af varmt vand.
Uddybende forklaringer:
Fjernvarmeregnskabet vil efter vedtagelse af (1) bestå af
3 poster: Rørtab, opvarmning og varmt brugsvand.
Fjernvarmeregnskabet vil efter vedtagelse af (2) ligeledes
bestå af 3 poster: Rørtab fra centralvarmeanlæg, rumopvarmning
og fjernvarme medgået til opvarmning af brugsvand.
Anbefalet beslutningsprocedure:
Forslaget behandles ved indtil 2 afstemninger. På den første
besluttes om man ønsker en ændring af varmeregnskabet eller ej.
Hvis forsamlingen vedtager en ændring, vælges ved den anden
afstemning et af de to fremsatte forslag.