Forslag til genindførelse af korrekt ventilation.

Generalforsamlingen vedtager en fast køreplan til afvikling indenfor 4 måneder fra vedtagelsen til genopretning af velfungerende ventilation i alle boliger i ejendommen Halsskovgade 2-4. De 4 måneder kan fordeles på 3 måneder til undersøgelser og planlægning, den sidste måned til udførelse og kontrol af arbejdet.

Information:

Vinteren 2012/2013 gennemførtes en 'rensning' af ejendommens aftrækskanaler. Arbejdet blev udført af Dansk Indeklimaservice og førte dels til en genindførelse af 'natsænkning' og dels til ødelæggelse af den rudimentære indstilling, der hidtil havde sørget for, at aftrækket i de fleste af boligerne var nogenlunde acceptabelt.
       Natsænkningen blev efter påtale (se: http://myrebo.50megs.com/EF-VENT.HTM) igen deaktiveret (idet bestyrelse og Co. påstod, at den aldrig havde været aktiv). Den øvrige fejlfunktion forsøgte man at snakke sig ud af. Faktisk skulle der en henstilling til fra Københavns Kommune, før bestyrelse og ABR aps. forstod sagens alvor. Det førte dog ikke til målrettet handling og ejendommen gik således ind i sin tredje sommer med for flere boliger helt uacceptabel ventilation. Imedens har bestyrelsen udviklet en theori om, at tiden er gået, fordi sagen er overmåde kompliceret. Problemet er rent mekanisk fysisk og kan løses som et sådant. Det komplicerede ligger alene i forsøg på at dreje opmærksomheden fra Dansk Indeklimaservice over på beboerne. Man vil gerne give det udseende af, at beboerne er skyld i ulempen.
       Under indflydelse af den tilstundende ordinære generalforsamling har bestyrelsen iværksat en inspektion af aftræksforholdende i alle ejendommens boliger. Synlige aktiviteter har det med at indfinde sig umiddelbart før generalforsamlinger, så man kan komme med en 'positiv' beretning. I dette tilfælde har formålet nok også været at afværge nærværende forslag, som bestyrelsen vidste ville komme, hvis den fortsat var passiv.

Forslag, der er beslægtet med ovenstående, er blevet fremsat på tidligere generalforsamlinger, men er blevet mødt med afværgende strategier. Følgen har været, at problemet med den mangelfulde ventilation i flere af ejendommens boliger består endnu på tredje år. Det hér fremsatte forslag skal bryde dette mønster og sikre en fuldstændig løsning af opgaven inden for overskuelig tid.

Det er derfor vigtigt, at forslaget, uanset bestyrelsens modtræk, vedtages.
. . . . . . . . . . . . . . . .oOo. . . . . . . . . . . . . . .