Under et bestyrelsesmøde d. 30/1-95 var hr. L.-kilde i topform og underholdt med sladder om alle og enhver. På et tidspunkt kom han til et af sine yndlingsnumre, nemlig hans "reparation" af porttelefonanlæggene. Pointen skulle denne gang være at illustrere, hvor fabelagtigt dygtig han var. For ligesom at sætte sig selv i perspektiv, serverede han et ekstranummer i form af en fantastisk historie, i hvilken han (som altid) spillede helterollen og som drejede sig om en uheldig elektriker, som hr. L.-kilde havde måttet "hjælpe".
Det gik ret hurtigt op for mig, at hans historie var brygget på en hændelse, der havde fundet sted længe før hr. L.-kilde var flyttet ind i ejendommen og som jeg havde fortalt ham om. Jeg besluttede at bremse ham, inden han kom for godt i gang, med: "Den dér historie er nu ikke helt rigtig!"
hr. L.-kilde: "Hvad véd du om det?"
Jeg: "Det, du fortæller, skete mange år før du flyttede ind og det er mig, du har det fra."
hr. L.-kilde: "Går du og fortæller mig no'en løgnehistorier?"

Historien med elektrikeren går i korthed ud på, at en sådan, der var tilkaldt for at reparere trykknappanelet ved gadedøren til nr. 2, under arbejdet var uheldig at tabe panelet, hvorved en stor del af de mange ledninger rev sig løs og gav den uheldige håndværker en ekstra og meget kompliceret opgave med at finde ud af, hvor de skulle sluttes til.
Hr. L.-kildes helte-indsats skulle have bestået i, at han med sin ekspertise så let som ingenting havde reddet den desperate elektriker ud af hans håbløse situation.
Vi kan ligesågodt med det samme tage en anden af hr L.-kildes fantastiske historier:

Elevator-ruller
og
druknede varmemesterfantasier.


Bundvand
         Mindst een af ejendommens elevatorskakter går angiveligt så dybt, at der samler sig vand i bunden af den. Dette skal med jævne mellemrum pumpes væk, hvorved forskelligt gods, der i tidens løb er tabt af teknikere og passagerer, kommer frem i dagens lys.

         Således fandt fyrpasseren i 1991 en gammel elevatorrulle, der måtte formodes at stamme fra en af de udskiftninger, der med jævne mellemrum finder sted i forbindelse med hovedeftersyn.

         L.-kilderne havde længe haft et horn i siden på det firma, der stod for elevator-eftersynet og fru L.-kilde havde, når lejlighed bød sig, rakket ned på firmaet i beretninger, hvor hr. L.-kilde optrådte i rollen som teknisk orakel og alle andre som inkompetente narrehoveder. I virkeligheden har rollerne nok været byttet om -- hvilket mest sandsynligt har været den egentlige årsag til L.-kildernes bitterhed. Hr. L.-kilde optræder jo helst som belærende "ekspert".
         Fundet af den gamle rulle skulle vise sig at udgøre det ellers savnede materiale, der kom til at danne grundlag for dels opsigelse af kontrakten med elevatorfirmaet og dels en historie, der i 3 versioner blev serveret på de 3 følgende ordinære generalforsamlinger. Derudover blev historien optaget på hr. L.- kildes faste repertoire, hvor den med tiden blev underkastet adskillige "forbedringer". Det var også fra denne kilde, jeg kom til at høre beretningen i dens første såvel som dens sidste udgave.

En lille fjer .....
         Det var interessant at følge historiens udvikling fra fundet af den gamle elevatorrulle til slutversionen, hvor der berettes om fund af 4 nye ruller, som vor ekspert hr. L.-kilde egenhændigt monterer i stedet for de 4 gamle, som elevatorfirmaet skulle have forsømt at skifte ud.
         Efteråret 1995 slettede hr. L.-kilde imidlertid pludselig rulle-historien fra repertoiret, efter at et kvindeligt bestyrelsesmedlem dels havde givet udtryk for sin bekymring ved, at ejendommens varmemester gik og pillede ved elevatorerne og deres sikkerhedsudstyr og dels spurgte til tidspunktet for den meget omtalte indsats. Hun havde faktisk ikke bemærket, at elevatoren havde været ude af drift i anden anledning end de faste eftersyn. Hendes spørgsmål faldt midt under en tillægshistorie, hvor hr. L.-kilde underholdt med nogle indviklede reparationer, som han påstod sig nyligt at have udført på elevatorernes relais-bestykning. Han udgav sig nemlig for også at være "relais-expert".
         Spørgsmålet kom lidt bag på hr. L.-kilde, men han samlede sig bemærkelsesværdigt hurtigt og gav først udtryk for, at han godt kunne sætte sig ind bestyrelsesmedlemmets bekymring. Dernæst bedyrede han med overdrevent beroligende stemmeføring og store armbevægelser, at han "ikke havde rørt ved noget" -- og siden hørte man ikke mere om det!
         Således druknede hønen umiddelbart før, den skulle til at lægge æg; hvilket egentlig var rigtigt ærgerligt!
-oOo-

30/11/99