Antenneanlæg Tirsdag den 8/5-12 blev jeg foran ejendommen antastet af Carsten Fogt (CJF). Anledningen var, at han havde 'genopdaget' det gamle antenneanlæg, som siden midten af 1980'erne er blevet totalt ignoreret af bestyrelsen og bl.a. derfor befinder sig i en tilstand af fremskredet forfald. Hans spørgsmål til mig gjaldt dog ikke så meget anlægget, som hvor meget jeg bruger det.
Dette antenneanlæg har altid været en torn i øjet på bestyrelsen, fordi det tilbød en gratis adgang til radio- og TV-signaler og derved modarbejdede bestyrelsens stræben for at slå mønt af 'alternative', kommercielle løsninger, af hvilke ejendommen gennem tiden har været vidne til en del kostbare og nytteløse eksempler. I takt med at disse alternative 'tilbud' fik mere og mere karakter af tvang, har man set bestyrelsen med stigende ildhu håndhæve et meget tvivlsomt forbud mod private initiativer, som for eksempel private parabolantenner. Således er bestyrelsens totale misligholdelse af det 'medfødte' antenneanlæg et led i en gammel stræben for at nedlægge dette anlæg. Den istandsættelse af femtesalsboligerne, som i et par år har rumlet i bestyrelsen (og især skyggebestyrelsen), betyder, at der blandt andet skal gøres noget ved taget over disse boliger. Herved er det fælles antenneanlæg, der jo er placeret på dette tag, kommet i fokus.
Formålet med CJFs henvendelse var at opnå et indtryk af min holdning til dette oprindelige anlæg, for derigennem at få et forvarsel om min eventuelle reaktion på en nedlægning af antenneanlægget. Desuden spurgte han, om jeg vidste, hvor mange beboere, der benyttede det nedlægningstruede anlæg.
Jeg forklarede ham, at jeg ville have brugt anlægget, hvis det havde fungeret og at jeg havde kendskab til andre beboere, der havde forsøgt at bruge anlægget. Videre mindede jeg om, at antenneanlægget for mange år siden blev ødelagt af den inkompetente Jørgen Langkilde. Hans indgreb kan imidlertid meget vel have været tilsigtet, idet han og 'hans kære hustru' Inge Langkilde da var i begreb med at introducere et dyrt og privat alternativ i form af en kostbar kabeldistribution. I forbindelse hermed 'truede' Inge Langkilde (ejerforeningens daværende korrupte bestyrelsesformand) med at gennemtvinge oprettelse af en antenneforening for alle de beboere, der ikke viste Langkildernes kabelløsning interesse. Blandt det arsenal af løgne, som Langkilderne spredte for at gennemtvinge deres vilje, skal nævnes påstanden om, at ejendommen betalte CODA-afgifter 2 gange på grund af antenneanlægget. Selv om denne påstand ret åbenlyst var usand, kontrollerede jeg den (COPYDAN-kontoret lå dengang på Lersø Park Allé) og fandt naturligvis, at den var et produkt af Langkildernes pilrådne tankegang.
Når CJF ønskede et indtryk af det oprindelige anlægs 'popularitet' kunne man formode, at han til sammenligning havde kendskab til, hvor mange der var tilsluttet det senest tvangsinstallerede bredbåndsanlæg, der udmærkede sig ved allerede at være forældet, før det blev installeret. Imod forventning nægtede CJF at kende noget til brugsgraden af dette anlæg, men afslørede blot, at han ikke selv brugte det og vidste at Peter Vestergård var tilsluttet.
Det er iøvrigt påfaldende, hvor lidt CJF véd om ejendommen.
Inden vi forlod emnet, gjorde jeg det klart for CJF, at jeg mente, at det gamle antenneanlæg ikke alene skulle bevares, men efterses og sættes i stand. Hvis det ikke skete, måtte ejerforeningen acceptere, at beboerne monterede deres egne antenner.
Femtesalen: pynt og tag. CJF gik selv videre med at forhøre sig om min mening om det projekt til femtesalsrenoveringer og opgraderinger, der er i optræk. Jeg benyttede lejligheden til at fortælle ham, at den træbeklædning, som, også på grund af manglende vedligeholdelse, er i en terminal stand, ikke behøver at skiftes ud, men simpelthen kan rives af og den underliggende gasbeton males. Yderligere isolering af disse vægge er ikke påkrævet, da gasbetonen i sig selv isolerer lige så godt som ejendommens andre ydermure. Om taget kunne jeg anbefale, at man sikrer, at det har den foreskrevne 15 cm. tykke isolering.
CJF udtrykte, at mine anbefalinger gjorde ham 'forvirret' og at han ville forelægge sin nyerhvervede indsigt for bestyrelsen. Det vil han måske, men udsigten til, at det vil føre til noget konstruktivt, er meget ringe.
Fugtskader i ejendommens NV-hjørne. CJF slap ikke afsted, før jeg havde indskærpet for ham, at der akut skulle gøres noget ved det nedløbsrør, der blev frostsprængt vinteren 2010/2011. Jeg har tidligere forgæves gjort opmærksom på skaderne, der udefra er synlige som tre store fugtskjolder, men bestyrelsen har, som den plejer, ignoreret disse henvendelser og bl.a. afvist at beskæftige sig med problemet, sålænge der ikke er indgået henvendelser fra de berørte beboere. Denne gang var mindst tredje gang, jeg gjorde opmærksom på skaderne. Ikke des mindre agerede CJF, som om det var første gang, han hørte om dem.
Parkering og asphalt. En af undskyldningerne for at udsætte ejerforeningens disposition over parkeringspladserne foran ejendommen så ud til at være bortfaldet, idet kommunen har givet tilsagn om, at adgangen til at benytte disse pladser kan reserveres for ejendommens beboere. Der skulle således ikke være nogen hindring for straks at iværksætte denne administration, men CJF klynger sig til en sidste forhalingsmulighed, idet han hævder, at et sådant arrangement først kan realiseres efter at asphalten foran ejendommen er repareret og den hvide opstribning opfrisket. Kommunen har som bekendt påtalt det dårlige slidlag på gadehalvdelen foran ejendommen -- den egentlige Halsskovgade -- og det betyder i CJFs briller, at hele gaden skal asphalteres om af et asphaltfirma. Det indebærer yderligere forsinkelser, idet den valgte bestyrelse skal diskutere forholdet, inden skyggebestyrelsen skærer igennem og beordrer igangsættelse af et større arbejde, der, i modsætning til en simpel lapning, åbner mulighed for returkommissioner og salærer til anløbne rådgivere. Alt dette forsinker naturligvis hele planen -- man fristes til at sige 'planmæssigt' -- og bortleder den smule opmærksomhed, medlemmerne måtte være i besiddelse af, fra andre og mere lyssky forretninger.
Under samtalen tilbød CJF mig en kopi af kommunens svarskrivelse. Jeg afslog med henvisning til, at det var tilstrækkeligt, hvis skrivelsen blev lagt på ejerforeningens hjemmeside.
Tilbageblik Når man ser på CJFs rolle i driften af ejendommen gennem tiden, er det påfaldende, hvor destruktiv han har været. Reparationer er altid blevet udført lidt senere end for sent og det har gjort større renoveringsarbejder nødvendige. Han har modarbejdet alle tiltag, der kunne forbedre ejendommen, og alle de kostbare arbejder, han i tidens løb har iværksat, har altid medført en eller anden forringelse af boligernes standard. Lad mig nævne et tilfældigt uddrag af eksempler: Dørtelefonanlæg: Anlægget, der virkede, indtil hr. Langkilde absolut skulle pille ved det, blev erstattet med et nyt. I sin blinde jagt på det billigste tilbud overså den daværende bestyrelse under CJFs ledelse, at tilbuddet ikke omfattede tilslutning af de eksisterende dørklokker, der således efter installationen ikke virkede -- eller ligefrem var flået af! Man måtte derfor efterfølgende indkøbe og omdele batteridrevne, trådløse dørklokker. Tagrenovation: Et storstilet og stærkt forulempende projekt blev sat i scene, efter at mange 4de-sals beboere forgæves i flere år havde klaget over fugtskader, der tydeligt var følger af et utæt tag. De forberedende undersøgelser inden renovationen glimrede ved deres absolutte fravær. Således blev det aldrig opklaret hvor og hvorledes fugten var trængt ned i ejendommen. Følgelig fortsatte ulemperne efter reparationerne og udløste et latterligt udtørringsforsøg, der støjede ulideligt, var kostbart og omfattede udstyr, der var tiltænkt helt andre formål. Bestyrelsen betegnede naturligvis projektet som en stor succes -- men sådan beskriver den selv ødelæggende anlægsarbejder. Rensning af ventilationssystem: Til dette formål havde bestyrelsen entrepreneret med en mindre virksomhed, der klart nok ikke var vant til denne slags arbejder. Alene den måde, udluftningsspjældene blev lukket på under arbejdet var latterlig, idet man overklistrede spjældet med gaffatape i stedet for at tage det ud, putte det i en plastpose og sætte det tilbage igen. Selve rensningen blev udført med så grove midler, at de spjæld, der endnu havde reguleringsmuligheden intakt, blev ødelagt.
Imedens arbejdet stod på, brugte arbejderne bestyrelsens møderum som 'frokoststue', hvorved rummet, dets møblering og indhold af kontormaskiner blev hærget. Bestyrelsen betegnede imidlertid stolt hele affæren som en stor succes. Rensning af faldstammer: Her havde bestyrelsen til afveksling truffet aftale med en svensk virksomhed, der var fuldt kompetent til opgaven. Imidlertid var Qvortrup Administration (QQ) blevet inddraget i projektet på den måde, at de skulle underrette beboerne om, hvornår håndværkerne skulle have adgang til boligerne. QQ har, ligesom bestyrelsen, svært ved at gøre noget korrekt og udsendte derfor breve med oplysning om en forkert dato. Da denne besked blev udsendt senere end håndværkernes egen information, var det den, mange beboere rettede sig efter. Følgelig kunne håndværkerne ikke få adgang til adskillige boliger. Denne omstændighed tav bestyrelsen naturligvis om, medens den brovtende erklærede, at arbejdet (der altså var ufuldstændigt) var blevet billigere end forventet. Rekonstruktion af gårdhave: Under et storstilet anlægsarbejde i Holbækgårdens baggård kørte tunge arbejdsmaskiner ind på ejendommen i Halsskovgade og ødelagde dels asfalten og dels den sydlige fjerdedel af gårdhaven. Bestyrelsen (d.v.s. CJF) forsøgte at ignorere det og da jeg gjorde opmærksom på skaderne, spillede CJF sin vane tro komplet uvidende, men havde dog indset, at Holbækgården burde reparere asfalt og rekonstruere gårdhaven.
Det vides ikke, hvad CJF har aftalt med Holbækgården, men da det endeligt kom til en 'retablering' bestod den i bortgravning af jord, fjernelse af bænke, sløjfning af bede og udlægning af fliser. Der var med andre ord tale om en reel nedlægning af et stykke af haven, der siden kom til at henligge som et område helt uden rekreativ værdi, hvilket falder helt i tråd med CJFs afsky for grønne vækster. Det, som nu mest af alt lignede en parkeringsplads -- og endda en gratis sådan -- må alligevel have virket for fristende for kvarterets bilister, for ikke længe efter etablering af flisebelægningen, blev den suppleret med et lavt 'grisehegn' til at hindre parkering.
Under arbejdet med nedlægning af det aktuèlle stykke gårdhave påkørte en truck afsatsen foran indgangen til nr. 2 og ødelagde bl.a. nogle mursten. Desuden kørte man kantstenen på hjørnet ved indgangen ned. Den sidste rettede man op igen (dog ikke uden at skramme den reelt), medens man lod som ingenting med murskaderne. Faktisk udbasunerede bestyrelsen opretningen af kantstenen som en kæmpe gevinst.
Det viste sig, at CJF slet ikke havde 'bemærket' den mangelfulde rekonstruktion af haven. Faktisk blev han forbløffet, da jeg gjorde ham opmærksom på de manglende bænke.
Det skulle tage mere end fire år, før skaderne på muren blev udbedret -- og det skete først efter, at flere på hinanden følgende generalforsamlinger havde vedtaget, at det skulle ske. Vinduesudskiftning: Efter CJFs tiltræden som formand for såvel den 'valgte' bestyrelse som skyggebestyrelsen standsede alle udvendige vedligeholdelsesarbejder (med undtagelse af lidt sminke hist og her) totalt. Tendensen var så småt dukket op tidligere, idet Fru Langkilde bl.a. havde forbudt en daværende vicevært (Wamberg) at vedligeholde det malede loft over parkeringspladsen under huset. Den regelmæssige pleje af ejendommens udvendige træværk ophørte og det førte til, at de mest udsatte af vinduerne blev noget frønnede. CJF snakkede sig uafbrudt ud af at genoptage vedligeholdelsesarbejderne og gik så vidt som til at påstå, at de aldrig havde fundet sted. Efterhånden som vinduer og døre blev så grimme, at det uhyre betydningsfulde 'helhedsindtryk' af ejendommen led skade, begyndte CJF dog at erkende, at 'noget' måtte gøres og i 1996 bebudede han, at en istandsættelse skulle finde sted sommeren 1997. CJF siger eet, mener noget andet -- og gør ingenting. Således også i dette tilfælde. Når det nødvendige arbejde således blev forhalet, havde det et bestemt formål: man ville drive ejendommen ud i et synligt forfald, der kunne blødgøre ejerne, så de godkendte et gloriøst mastodontprojekt, der ikke så meget havde til formål at bringe ejendommen på fode, som til at fungere som beskæftigelsesforanstaltninger for ejendommens inderkreds. Heriblandt finder man Cai Schack Eriksen (CSE) fra Aktuèl Byggerådgivning ApS. Som en forsmag krævede han 130.000 kr. for at indkalde fire tilbud på total udskiftning af vinduer og vælge den leverandør, han plejede at vælge. Han har sandsynligvis også taget sig rundeligt betalt for at planlægge arbejdet -- en planlægning, der skulle vise sig at være katastrofalt dårlig og helt urealistisk. Allerede før vinduesudskiftningen var 1/3 igennem, haltede arbejdet langt efter den lagte tidsplan -- og det var ikke arbejdsmændenes skyld!
Da det hele endeligt var overstået (2003), stod ejendommen med thermovinduer af nogenlunde samme kvalitet som de oprindelige -- måske var de nye vinduer, bedømt på den lydisolerende effekt, lidt dårligere. Desuden var alle boliger med altan blevet berøvet en meget anvendelig træklem. Den eneste forbedring, man kunne spore, lå i selve montagen af vinduerne, der var meget omhyggelig og af langt højere standard end den, byggeriet i sin tid var afleveret med.
Hvis man gjorde sig den umage at besigtige de kasserede vinduer nøje, ville man have set, at træværket i dem for langt de flestes vedkommende var sundt og friskt. En istandsættelse af de gamle vinduer med afslibning, maling og enkelte reparationer havde været fuldt tilstrækkelig, meget billigere og medført langt mindre ulempe for beboerne. Men så havde returkommissionerne naturligvis været mindre og CSEs fidus til at overskue!
