|
|
Til ejerforeningens ordinære
generalforsamling 1995 stillede jeg forslag om, at beboerne i
lejl. 502 ydede ejerforeningens medlemmer en erstatning for de
mange år, de øvrige af ejendommens beboere på svindelagtig vis
havde været hindret i at benytte den meget eftertragtede,
sydvendte fællesterrasse.Forslaget var selvfølgelig yderst
rimeligt og det var derfor svært at præstere lødige
modargumenter. L.-kilderne måtte derfor gennem ejerforenings
formand C.Fogt aktivere den trofaste inderkreds for med mindre
lødige midler at blokere mit forslag. Til denne hører, udover
C.Fogt, også daværende administrator K.B.Nielsen (KBN:
"headhuntet" af fru L.-kilde personligt) og Leif Sundby (LS:
forhenværende bestyrelsesmedlem under L.-kilde). De to
sidstnævnte er begge advokater af profession og det var
udelukkende fra disse, der udtryktes modstand mod forslaget.LS lagde ud ved (på sin karakteristisk
små-uforskammede facon) først at betegne mit forslag som
"vrøvl og nonsense" og siden fremføre sit falske standard-argument, der kører på "at forslaget ikke kunne vedtages, fordi
det skulle kræve vedtægtsændringer". Videre tværede han i en
påstand om, at en generalforsamling (ejerforeningens øverste
myndighed!) ikke var kompetent til at rejse erstatningssager.
Derefter sagde han en del mere, som ikke umiddelbart virkede
forståeligt, hvilket var meningen -- det skulle blot have en
overfladisk lighed med en avanceret juridisk redegørelse og
flertallet af det fremmødte publikum lod sig da også
imponere.Når nogen siger noget uforståeligt, er
det svært at afgøre, når de har talt færdigt. I en debatsituation
opstår derved en pause og KBN udnyttede denne til at indskyde en
bemærkning om, at "Vi i Danmark ikke endnu har fået
"amerikanske tilstande", der gør det muligt at kræve erstatning
for unddragen brugsret".Hvis jurister udtaler sig om emner
indenfor deres fagområde, må man sædvanligvis formode, at der
ligger en slags realiteter til grund for deres udsagn. I dette
tilfælde var det dog fuldstændigt klart, at der ikke var hold i
d'herrers udtalelser, men jeg anså, at jeg under de rådende
omstændigheder ikke kunne bestride de falske argumenter, da det
blot ville udløse flere af samme slags og desuden møde meget
ringe forståelse fra tilhørerne, der allerede var sure over, at
hyggestemningen var truet. Jeg besluttede at senere stille de 2
jurister til regnskab for deres udtalelser, når de i mellemtiden
havde været forelagt ægte juridisk sagkundskab. Desuden
ville jeg prøve at finde ud af, om der måske havde været en
forståelig mening i LS's indlæg.Forslaget kom ikke til afstemning.Resultatet af de efterfølgende
undersøgelser blev tilstillet hver af de 2 advokater skriftligt.
KBN reagerede ved at fralægge sig æren for sit "amerikanske"
argument og i stedet at gøre sig til talsmand for det synspunkt,
som i virkeligheden blev fremført af LS.LS besvarede mit udspil i den samme stil som prægede
hans indlæg under forslagsbehandlingen. Han var dels fornærmet
over, at nogen havde formastet sig til at anfægte hans autoritet og dels
i knibe, fordi det faktisk ikke var muligt for ham at forsvare
sine udtalelser objektivt. Han greb derfor til usagligt
udenomsvrøvl, som ikke blev fremsat i en samlet skrivelse, men
i stedet som næsten ulæselige tilføjelser på mit brev, som han
retournerede. Polemikken varede, til han erkendte sit nederlag ved
at erklære, at han ikke ville svare på yderligere "vrøvl".At det ikke er småbeløb, der kunne komme
på tale i et erstatningskrav kan ses af følgende
overslagsberegning: |
80 ejere er i ca. 10 år blevet snydt for at udnytte deres retmæssige adgang til en terrasse, for hvilken de årligt gennem værdien (skat, renter m.m.) på deres ejendom og fællesudgifter hver har bidraget med mindst 200 kr. Beboerne er således samlet blevet franarret en værdi på mindst 80 * 10 * 200 kr. = 160.000 kr. !!. |