|
|
Resumé: Følgende beskrives et
begivenhedsforløb, hvor ejerforeningens bestyrelse meget aktivt
modarbejdede et forslag, der kunne have afhjulpet eller helt
fjernet flere uheldige egenskaber ved fjernvarme-anlægget. Som
den "røde tråd" har jeg valgt den generende støj fra anlægget;
mit forslag var, som det ses, imidlertid mere omfattende og jeg
behandler det i en anden redegørelse.
Støjkvaliteten
Flere af beboerne i Halsskovgade 2+4 har gennem tiden været
plaget af forskellig slags støj fra radiatorer og varmerør. De
fleste klager har drejet sig om nogle periodiske knæklyde, der
angiveligt optræder mest om natten, færre har klaget over kraftig
susen eller hylen.
Bestyrelsens afhjælpningsforsøg
Uden egentlig at undersøge sagen havde skiftende bestyrelser
forklaret alle mislydene som resultatet af luft i rørsystemet og
bebrejdet beboerne, at de ikke brugte udluftningsventilerne på
deres radiatorer. Sådanne påbud afslørede dels, at bestyrelserne
ikke havde sat sig ind i tingene og dels bestyrelsens
sammensætning. Sagen er, at udluftningsventiler kun
findes på ejendommens 2 øverste etager! Ydermere "lyder"
luft i varmerør ganske anderledes end den støj, der klages
over.
Støjkilden identificeres
Jeg havde tidligt bemærket, at støjbygerne særligt opstod,
hvis en beboer åbnede helt for et varmeapparat -- altså i en
situation, hvor fremløbstemperaturen var hurtigt stigende. For
at undersøge sagen nærmere, monterede jeg en temperaturføler på
et fremførende varmerør i min lejlighed og målte
centralvarmeanlæggets temperatur døgnet rundt. Det skulle vise
sig, at temperatursvingningerne fulgte et regelmæssigt,
savtakformet mønster, hvor temperaturen steg hurtigt for derefter
at falde jævnt og at støjbygerne klart var tilknyttet
perioder med hurtigt skiftende temperatur.
Bestyrelsen informeres
Efter en storstilet "udluftningskampagne", der som
forventeligt ikke hjalp det fjerneste på støjproblemet,
afleverede jeg d. 22/2-88 en redegørelse for mine målinger (incl. et kassettebånd med optagelser af støjen) samt
et kurveblad med resultaterne til ejerforeningens bestyrelse med
C.Fogt (CF) som "formand". Dermed havde han fået tungtvejende
materiale til støtte for en tidligere (via varmemesteren) fra mig modtaget skriftlig forklaring
("thermoeffekt-theorien") på støjfænomenerne, men han foretog sig
i den anledning intet som helst -- han kvitterede end ikke for
materialet!
Det er CFs stil at "gøre ingenting", indtil han bliver
tvunget til det modsatte. I dette tilfælde spillede en anden
faktor nok også ind: "Langkilde-effekten". Hr. Langkilde
(hjemmegående "expert"), der dengang allerede blandede sig
gevaldigt i ejendommens drift, var varm fortaler for "luft-theorien" og ingen skulle fortælle ham noget
andet! -- og CF skulle i hvert fald ikke vove det.
Selvom bestyrelsen gennem de fejlslagne forsøg med
udluftning måtte have indset, at luft-theorien ikke duede,
ændrede den ikke sin taktik overfor støjproblemet. Det virkede
snarere, som om bestyrelsen prøvede at "tale problemet væk"
gennem at overbevise beboerne om, at det var (i færd med at
blive) løst.
Det hjalp heller ikke, at varmemesteren (Flemming Wamberg,
der i øvrigt var ret kvik) forlængst havde accepteret
thermoeffekt-theorien, thi "experten", hr. Langkilde, tålte
ingen "konkurrence".
Varmemesteren skiftes ud
Varmeforsyningen forringes
Tiden gik og støjen fra centralvarmeanlægget var fast punkt
på generalforsamlingerne. I 1990 blev Inge Langkilde (IL) de
facto ejerforeningens formand og Flemming Wamberg året efter
fyret til fordel for hr. Langkilde, der straks "lod sig overtale"
til at tage jobbet som varmemester. Omskiftet blev meget
føleligt, idet det var tydeligt, at der derefter blev "pillet"
unødigt ved ejendommens hidtil nogenlunde velfungerende
infrastruktur. Det var også tydeligt, at ejendommens almindelige
drift blev tilrettelagt efter langkildernes personlige behov,
hvilket bl.a. gjaldt opvarmningen. F.eks. blev der lørdag-søndage
i kolde forårs- og efterårs-måneder lukket for varmen på en meget
påfaldende måde. Nogle beboere klarede kulden ved at anskaffe
elektriske varmeovne. Jeg prøvede desuden med henvendelser hos
varmemesteren på hans privatadresse og opdagede derved, at
langkilderne aldrig var hjemme, når varmen var lukket i utide.
Observationen kunne sidenhen bekræftes på anden vis. Jeg måtte
konkludere, at hr. Langkilde lukkede for ejendommens
opvarmning, inden han tog på week-end el.lgn.! Det hjalp
ganske vist forbigående på støjproblemet, hvilket dog næppe var
hensigten.
Et besynderligt opslag kræver handling
Midsommer 1993 kom et opslag med et mødereferat fra
bestyrelsen på opslagstavlen. Jeg nåede ikke at læse det
ordentligt, inden det igen blev fjernet og jeg udbad mig derfor
en kopi. Den kom overraskende nok ret hurtigt og jeg kunne ved
en grundigere gennemlæsning bekræfte det indtryk, jeg havde fra
den første, hastige gennemlæsning. En stor del af referatet, der
tydeligt var formuleret af IL, handlede om en kommende
installation i fyrkælderen af udstyr, der "skulle styre
ejendommens varmeforbrug".
Såvel indhold som sprogbrug gav mig en klar fornemmelse af,
at noget var ved at gå alvorligt skævt og jeg henvendte mig (med
en formulering, der passede til IL's) i en skrivelse til
bestyrelsen. IL svarede fornærmet, at hvis jeg havde nogen
forslag, skulle jeg indsende dem skriftligt inden 3 dage.
Tidsfristen savnede hold i ejerforeningens vedtægter, men jeg
betragtede problemet som relativt enkelt og kunne derfor allerede dagen efter
(11/8-93) aflevere nogle forslag, der bl.a. ville løse problemet
med støj fra varmerørene.
Dialog med en modvillig bestyrelse
Mine forslag var vist ikke ventede og i hvert fald ikke
populære, så ejerforeningens hårdt arbejdende Udvalg for
Beskidte Tricks (UBT under CFs ledelse)
måtte overtage sagen. Det første modtræk kom d. 6/9-93 i form af
en skrivelse (dateret 3/9-93) fra CF. Skrivelsen er en studie i
udenomsvrøvl og den slutter med endnu en opfordring til at
indsende forslag, idet han mindede om, at det skulle være
afleveret senest d. 15/9. CF foregav dermed,
at der ikke allerede var indleveret et fuldtfjedret
forslag!
Jeg ringede ham straks op på hans arbejde og han fortalte
hakkende og stammende, at bestyrelsen havde haft vanskeligt ved
at finde ud af, hvilken del af min tekst, der var den egentlige
forslagstekst (??). Jeg forklarede ham, at det ellers var
ligetil, for den stod i det afsnit, der havde titlen "FORSLAG".
Videre udbad CF sig at få forslagsteksten (måske fordi IL havde
bemægtiget sig originalen) endnu en gang og bedyrede, at "der ikke stak noget under", hvilket præcist var, hvad der gjorde! Kl. 0730 d. 15/9-93
(efter yderligere noget korrespondance d. 9/9-93) lempede jeg som
aftalt en kuvert med det ønskede papir ind ad CFs brevkasse.
Forresten fremgik det klart, at IL allerede før
d. 16/8-93 i anledning af mit forslag havde forespurgt
en blikkenslager i Valby og at denne i sit svar korrekt refererer til mit
forslag som et sådant!
Trods indlevering d. 15/9-93 af et ekstra eksemplar af mit
forslag, var bestyrelsen alligevel ikke tilfreds og udbad sig
endnu en gang min forslagstekst til "brug for mødeindkaldelsen".
Noget undrende afleverede jeg igen (til CF) en fotokopi af et
gennemslag af min tidligere tekst, men CF var angiveligt i mellemtiden rejst
til Spanien, så kopien strandede i nogle uger på gulvet i hans
entré, hvilket skulle danne grundlaget for, at IL på den
følgende generalforsamling fornærmet påstod, at forslaget ikke
var afleveret rettidigt. Hun ville dog, hvis ingen
medlemmer havde indvendinger imod det, "allernådigst" tillade,
at forslaget alligevel blev taget op på generalforsamlingen.
Mit forslag "diskuteres" på 1993-
generalforsamlingen
"UBT" havde inden generalforsamlingen haft travlt med at
forberede modargumenter. Valby-blikkenslageren var blevet
indkaldt som "sagkundskab" til støtte for varmemesteren, der selv
havde været på folkebiblioteket og fundet nogle tryksager fra
efterkrigstiden. De handlede alle om drift af
brændselsfyr og var således helt uden interesse
for sagen. Ikke des mindre udgjorde tryksagerne hovedmaterialet
for et langvarigt og utroligt vrøvlet indlæg, hvis formål mere
var nedrakning end oplysning. Hr. Langkilde indledte sin
"forelæsning" med: "Véd manden overhovedet, hvad han tsaler
om? for her har jeg ...... " osv. osv.
Blikkenslageren
afslørede i et langvarigt indslag med grundighed, at han faktisk
manglede kendskab både til varmelære og vands fysiske egenskaber.
Det var nu heller ikke så afgørende for denne situation, for hans
opgave var blot at levere en gang pseudosaglig ordflom, der
skulle bibringe tilhørerne det indtryk, at de lige havde været
vidne til en dybtgående teknologisk udredning. (Citat: "Tyngdekraften kan man alligevel ikke bruge til noget, så den kan man lissegodt putte i baglommen...") Værre var det,
at det var ham, der skulle stå for den praktiske
renovation af fjernvarmeanlægget.
En vildledt forsamling forkastede hele mit forslag ved
een (1!) afstemning, selvom forslaget omfattede
3 uafhængige tiltag. Adspurgt umiddelbart efter afstemningen
forklarede IL sig med, at hun ikke kunne acceptere
forslagsteksten som en sådan, fordi jeg i teksten "havde brugt ordet
konklusion".
Varmerørene fik lov at støje videre.
Sidenhen
I 1995 opsagde hr. Langkilde fornærmet sin
varmemesterstilling samt sin bestyrelsespost (men det med bestyrelsesposten "glemte" han inden generalforsamlingen igen) og tog på uanmeldt ferie. Forinden nåede han
dog at udskifte "luft-theorien" med "thermoeffekt-theorien" og
gav alle og enhver, der gad høre på ham, det indtryk, at han selv
havde udtænkt den "ny" forklaring.
Bestyrelsen fandt relativt hurtigt en kandidat, der ved
sin uddannelse til en afveksling var fuldt kompetent til stillingen. Den ny
varmemester havde, med de begrænsede virkemidler der stod til hans
rådighed, kun kunnet mildne støjplagen -- ikke fjerne den.
Det må betragtes som udelukket, at ejerforeningens bestyrelse, med dens
manglende indsigt og erklærede holdning, vil lade foretage de ændringer på
centralvarmeanlægget, der skal til for at fjerne støjen. Bestyrelsen vil ganske vist på møder og i referater (for "galleriet") beskæftige sig med emnet, men der er næppe fare for iværksættelse af andet end teatralske foranstaltninger.
Til en begyndelse gik bestyrelsen sommeren 2000 bort fra den ellers
nogenlunde realistiske thermoeffekt-theori og erstattede den
med en totalt umulig hypotese, der går ud på, at støjgenerne er
en følge af "utætheder i varmesystemet". Det fremgår utvetydigt
af en skrivelse (dateret 25/4-2000), jeg i anden forbindelse har
modtaget fra ejerforeningens administrator. Bestyrelsen sikrede dermed, at støj-ulemperne fra varmeanlægget fortsat vil
underholde ejendommens beboere et godt stykke ind i dette
årtusinde.
Naturligvis forespurgte jeg hos både ejerforenings bestyrelse og administrator, hvad der dannede grund for den meget eksotiske "utæthedstheori". Efter en rum tid svaredes med et forslag om, at der kunne afholdes et møde hos administrator, men formuleringen var så "vattet", at jeg (med mit kendskab til bestyrelsens strategi) med god grund kunne mistænke, at der var tale om en afledningsmanøvre. Jeg svarede følgelig, at jeg meget gerne deltog i et sådant møde, men forventede, at de øvrige mødedeltagere (varmemesteren var i mellemtiden igen blevet udskiftet) forinden havde sat sig grundigt ind i emnet og at der i forvejen fandtes en klar dagsorden for mødet.
Et sådant initiativ var ikke velkomment. Udsigten til at
skulle holde et sagligt møde om et praktisk problem skræmte
bestyrelsen, der nu måtte finde på en undskyldning til at
unddrage sig. Rutinemæssigt greb bestyrelsen igen til løgn og
aflyste mødet med en henvisning til, at den ikke kunne acceptere,
at jeg "dikterede" mødets dagsorden.
Så var alt ved det gamle og jeg besluttede at i stedet tage
"utæthedstheorien" op på den ordinære generalforsamling oktober
2000. Her blev den effektivt aflivet af den nye varmemester, men
det blev ikke opklaret, hvor den var opstået; mon ikke det har
været i Helle Werlüns ellers ikke særligt frodige fantasi?
Referatet fra 2000-generalforsamlingen fortier også dette punkt!
