Utilstrækkeligt varmt brugsvand -- igen!



En henvendelse om problemet blev d. 18. august 2008 via administrator sendt som fax til bestyrelsen. Jeg foretrækker denne fremgangsmåde, idet modtagelsen af en fax er næsten lige så vel dokumenteret som med et rekommanderet brev. Den slags forholdsregler er desværre nødvendige, fordi bestyrelsen betjener sig af en indarbejdet strategi med at ignorere ubekvemme henvendelser. Undertiden har den ligefrem benægtet eksistensen af sådanne -- til andre tider har den gjort de mest fantastiske krumspring for at afvise modtagelse. En tidligere ejerforeningsformand, som jeg havde sendt en buket forslag med rekommanderet post, anførte, at forsendelsen var sendt til hende personligt og hun derfor kunne gøre med den, hvad der passede hende. Det passede hende at gøre ingenting. Hun var advokat af profession!
       Rent praktisk nægtede hun først at modtage brevet, hvilket var forudset, så jeg havde i god tid forsynet alle bestyrelsens øvrige medlemmer med hver en kopi. Siden forsøgte hun på et bestyrelsesmøde at fortie modtagelsen af mine forslag og, da denne strategi slog fejl, greb hun til hæmningsløs fordrejning af min tekst.

Den 22. august 2008 meddelte et opslag fra en blikkenslager om lukning af varmen fra d. 25. til 29. august 2008. Man kunne så håbe på, at han ved samme lejlighed ordnede varmtvandsforsyningen, men tiden gik og intet skete.
       Forresten er ejerne ikke blevet orienteret om, hvad blikkenslageren skulle lave. Der har blot været antydninger af, at et sådant arbejde var forestående. Desværre synes disse antydninger at vise, at der ikke er tale om vedligeholdelsesarbejde, men i stedet nyinstallation. Siden 4 arbejdsdage er sat af til formålet, må der være tale om en ret omfattende (og udgiftskrævende) opgave.

Som jeg havde stillet i udsigt i min fax, ville jeg i mangel på respons fra bestyrelsen oplyse beboerne om den risiko, de løb ved at bruge det varme vand. Den 28. satte jeg derfor en meddelelse på opslagstavlerne, men ikke alle fattede budskabet og en særlig sociopat rev opslagene ned, hvilket han stolt kommenterede.
       Nu kan man jo ikke udelukke, at forfatteren ikke er den, han udgiver sig for at være, men der er næppe tvivl om, at vedkommende bor i ejendommen. Ud fra den antagelse, at identiteten er korrekt, anbragte jeg næste dag et skriftligt svar på den opgivne adresse.



Et forsøg på at rette op på det uheldige forhold kom hverken fra bestyrelsen eller det firma, der skulle passe ejendommen. Det kom fra en blikkenslager, der alligevel opholdt sig i ejendommen (1. september 2008) for at udskifte et stykke rør i varmtvandsforsyningen og var heldig at se mit opslag, inden det blev revet ned.
       Blikkenslageren regulerede varmtvandstemperaturen opad, men ikke nok. Vandet er derfor stadigt utilstrækkeligt varmt; i nr. 2 når det nu (7. september 2008) lejlighedsvis op på 54°C. Mindst 55°C er nødvendigt! Mikrobiologer anser, at Legionella først dør ved 65°C og da vor VBV-forsyning desuden lider af defekt eller manglende cirkulation og måske oven i købet er befængt med noget 'natsænkning', må risikoen anses for at være uændret høj.



Efter at ejerforeningens korrupte bestyrelse på den ordinære generalforsamling 2008 havde erklæret, at det varme brugsvand 'fungerede tilfredsstillende' (en reaktion på mit forslag om at sikre en tilstrækkeligt høj vandtemperatur) forekom det, at 'nogen' på en eller anden måde havde fattet 'noget' og VBV-temperaturen blev langsomt lusket op på noget i nærheden af det acceptable. Desuden iværksattes senere en afkalkning af kedelen - - så havde man nemlig antydet, at kalk skulle have været årsagen til den for lave temperatur. Løgn har alle tider været bestyrelsens vigtigste arbejdsredskab.
       Efter afkalkningen blev VBV-temperaturen sat til akkurat at nå den anbefalede minimumtemperatur. Der er vel ingen grund til at overdrive! Og da slet ikke når det gælder sikkerhed.

I januar 2009 bragte medierne nogle beretninger om folk, der havde mistet livet på grund af legionella-infektioner fra dårligt brugsvand og i forbindelse hermed orienteredes om problemet og de forholdsregler, man burde tage imod det. Det er en kampagne, der med jævne mellemrum optræder i medierne. Undertiden er den udløst af dødsfald, til andre tider blot af manglen på noget at skrive om. Det triste er, at disse tilbagevendende kampagner intet indtryk har gjort på ejerforeningens navlepillende og profitliderlige bestyrelse, der i besparelsens hellige ånd trods mange og klare påmindelser har fortsat den risikable praksis med for koldt VBV. "Hvis det ikke er strafbart, er det brugbart." (CJF).

Den 12/9-09 kl. 1700 kunne jeg fastslå, at den maximale fremløbstemperatur for VBV var 50°C. Der er fortsat nogen, der ikke har fattet budskabet -- og de er sandsynligvis stolte af det!

Fra omkring 6. juni 2010 og resten af sommeren var VBV atter utilstrækkeligt varmt: højst 50-51°C. Observationen bekræfter, at der ikke føres tilsyn og kontrol med ejendommens installationer -- og at de ansvarlige er bedøvende ligeglade.
       Tilstanden fortsatte til et par uger efter indsendelse af et generalforsamlings-forslag om bedret tilsigt med ejerforeningens installationer, idet vandet d. 29/9-10 pludselig blev lige akkurat varmt nok. VBV-problemet var i forslaget angivet som et eksempel på dårligt tilsyn.

Ved indgangen til August 2011 kunne atter konstateres, at den maximale fremløbstemperatur for det varme brugsvand nu var faldet tilbage på omkring 50°C. Der er virkelig nogen af de ansvarlige for ejendommens drift, der ikke forstår sagens alvor og tror, at VBV-problemet er noget, man kan snyde sig fra. Det er nemlig det 'tiltag' (yndet ord i ejerforeningens kommunikeer) som bestyrelse, skyggebestyrelse & Co. mest bruger, indtil de bliver tvunget til noget andet.


Besked 24/5 og svaret herpå Den 24-05-14 gik det op for mig jeg, at temperaturen for det varme brugsvand var for lav, havde været det et stykke tid og at den vedblev at være for lav. Jeg sendte straks pr. E-post besked til bl.a. bestyrelsen herom. Et svar indløb en ugestid senere, var fra ABRs YSB og udgør en blanding af en afværgerefleks og forhalingsstrategi. I stedet for selv at undersøge sagen -- eller bede varmemesteren gøre det -- forventer hun, at jeg skal indlede en nærmere undersøgelse af forholdet -- en undersøgelse, som hun tydeligt mener skal være gratis og som, hvis resultatet ikke passer hende, vil blive ignoreret.Svar til Yvonne
       Opfordringen om at specificere lidt mere, kunne dog imødekommes, så det gjorde jeg.

Senere indløb en E-post fra et bestyrelsesmedlem. Han bor i samme ejendom og får sit varme brugsvand fra samme kilde, som alle andre i huset. Han kunne derfor til en begyndelse kontrollere temperaturen i sine egne varmtvandshaner, men det ville være for enkelt, så i stedet stiller han et underligt spørgsmål, som strengt taget ikke vedkommer sagen og må opfattes som en flabethed. Da jeg svarer herpå, erklærer han, at han ikke forstår svaret, så jeg svarer igen ud fra den formodning, at hans spørgsmål ikke skal tolkes for pålydende. Denne gang 'glider det ind'. Man må så vente og se, hvad han vil og kan gøre ved det utilstrækkeligt varme VBV?

Problemet med det utilstrækkeligt varme brugsvand blev under den ordinære generalforsamling efteråret 2015 taget op af ABR's Anette Strøyer, der diskede op med en historie om, at det for kolde VBV skyldtes 'tekniske' problemer og at det nu var rettet med udskiftning af en spiral. Vi må tro, at 'forbedringen' har fundet sted, for de optræder på foreningens regnskaber, men anledningen til at udskifte spiralen er ikke troværdig. Det er snarere sket for at dække over den omstændighed, at ABRs medarbejdere endeligt har opfattet, at VBV skal være tilstrækkeligt varmt.
       Anette underholdt efterfølgende med en historie, der afslørede manglende kendskab til VBV-anlæggets natur i almindelighed og uvidenhed om de biologiske forhold i vandledninger i særdeleshed -- en uvidenhed, der var grundlag for en lidet troværdig historie om observationer af bakterievækst i varmtvandledninger.
       Ingen af hendes 'oplysninger' blev gengivet i det efterfølgende, meget sent udgivne referat fra generalforsamlingen.
Se også: Legionærsyge og Vedrørende 'varmt' brugsvand
samt allnbald.gif og brusebad.gif

Læs videre i Utilstrækkeligt varmt brugsvand -- igen, igen
-oOo-

17-01-16