Hr Langkilde reagerer,
som han bedst kan,
på den private del af en skrivelse til CF.

Punkterne i ovenstående tekst kommenteret i rækkefølge          Man finder i brevets indledning igen hr. l.-kilde i hans yndlingsrolle: som moralens vogter at belære om regler for, hvad man skal og ikke skal. Ved flere tilfælde har han dog vist, at han føler sig højt hævet over sine egne retningslinier. "Selvtægt" er et af hr l.-kildes flittigt brugte yndlingsord. Som mange andre af de "fine" gloser, han slynger om sig, er det tydeligt, at han ikke rigtigt véd, hvad ordet dækker. Til benefice for senere tilkomne læsere, skal det oplyses, at l.-kilderne over flere år i klare vendinger adskillige gange var blevet tilsagt at rømme den lille sydterrasse, som de uden den fjerneste adkomst siden deres indflytning i ond tro havde disponeret over, som var den deres helt private. Ved bestyrelsesmøderne afslørede hr. l.-kilde et forbløffende kendskab til, hvorledes beboerne havde indrettet sig i deres boliger, hvad de opbevarede dér og hvad de iøvrigt beskæftigede sig med. En gang spurgte CF ham, hvor han vidste alt dette fra. Hr. l.-kilde svarede med største selvfølgelighed, at han jo havde nøgler til de omtalte privatboliger.          Under en tidligere (1974) generalforsamling kom det frem, at hele bestyrelsen, drevet af ubændig nysgerrighed, uden tilladelse havde låst sig ind hos en kvindelig beboer, der meget forståeligt derefter omgående lod sin lås kode om, hvilket en meget fornærmet bestyrelse følgende ikke var sen til at opdage.          Få år senere kunne jeg selv gøre en lignende erfaring, men denne gang var det varmemesteren (Ludore), der efter en omkodning ganske hurtigt fandt ud af, at hans nøgle til min bolig ikke duede længere. Hr. l.-kilde hverken kommenterede mit svar eller orienterede de øvrige beboere om sagens videre udvikling. I stedet broderede han og fru l.-kilde videre på en ganske livlig bagvaskelseskampagne.          Mit brev til CF behandler hovedsagligt tekniske og praktiske emner, som hr. l.-kilde imidlertid ikke syntes at interessere sig for. Derimod hængte han sig i de afsnit, hvor jeg med god grund klager over hans optræden under bestyrelsesmøderne -- og jeg anvender IKKE i brevet ord som "uhæderlig" og "løgnagtig", selvom disse gloser er meget dækkende.          Det skal bemærkes, at den tekst, som hr. l.-kilde hentyder til, fandtes i brevets private del og derfor ikke er gengivet her i hjemmesiden. Det kan den imidlertid blive, hvis hr. l-kilde og CF begge udtrykker ønske derom.          Påstanden om, at jeg "i flere år allerede før 1986" skulle have udsat andre medlemmer for "perfide angreb", er blot en af hr. l.-kildes talrige løgnehistorier, som han kun kan sandsynliggøre, hvis han stiller sig solidarisk med en voldelig alkoholist, der efter klager fra en gruppe ejere (deriblandt mig) og flere advarsler til slut blev bortvist fra ejendommen.          Der er god anledning til at mistænke, at forfatteren (hr. l.-kilde?) ikke har forstået janteloven.          Hr. l.-kilde sendte kopier af ovenstående skrivelse til næsten alle og enhver -- blot ikke mig! Dette er helt i overensstemmelse med langkildernes sædvanlige praxis og i klar strid med , hvad samme langkilder kræver af andre.          Hr l.-kildes slutbemærkning kan gøres til genstand for mangen en underholdende udlægning!          Bemærk, at de fleste af skrivelsens afsnit indledes med ordet: "Jeg". Mon ikke forfatteren er en smule selvoptaget?