|
|
Scherlunds UniversDen seneste halve snes år har ejendommens misligholdelse ligget i hænderne på et 'firma', hvis indsats, siden ordningen begyndte, har været jævnt dalende. I samme tidsrum har ejerforeningens bestyrelse været domineret af to sammenspiste personer (Carsten J. Fogt og Niels Klausen), hvis hensigter er noget blakkede, og vedligeholdelsesfirmaets agenda har gradvist nærmet sig disse to evighedsmedlemmer af bestyrelsen. Det giver sig bl.a. udtryk ved, at bestyrelsen altid ved disse lejligheder udtrykker 'fuld tilfredshed' med firma Scherlunds (ofte marginale) indsats. Scherlund på sin side yder til gengæld bestyrelsen sin ubegrænsede støtte i form af let gennemskuelige løgnehistorier, der ofte opfindes til lejligheden på stedet og serveres i passende ordflom. Denne form for solidaritet blev demonstreret allerede første gang, varmemesteren deltog i en af ejerforeningens generalforsamlinger. Ved denne lejlighed blev bestyrelsen spurgt, hvorledes fyringssæsonen blev fastlagt? Der havde nemlig været situationer, hvor den blev afsluttet for tidligt og startet for sent, således at beboerne (de af dem, der ikke forlængst havde anskaffet elektriske varmeovne) gik og småfrøs. Bestyrelsen kunne/ville (som vanligt) ikke svare og lod spørgsmålet gå videre til Scherlund, der straks beredvilligt diskede op med en historie om, at fyringssæsonen blev fastlagt efter 'graddagetallet'. Da 'graddagetallet' først kendes efter vinterens afslutning, er denne forklaring tydeligt nok noget eventyrligt vrøvl, men den lød teknisk nok til, at det ikke videre opvakte klientèl godtog den uden videre. Ved en efterfølgende generalforsamling klagede et medlem over dårlig lugt fra afløbene. Også ved denne lejlighed sendte man det 'tekniske' spørgsmål videre til varmemesteren, der kastede sig ud i en fabelagtig redegørelse for, hvorledes "afløbene forårsagede udtørring", hvilket skulle imødegås med "løbende rensning af afløb og vandlås". De fremmødte medlemmer godtog uden videre dette vås, der bagefter blev gengivet i referatet. Den slags optrin er blevet fast element ved ejerforeningens generalforsamlinger og nedenstående kommer endnu et par eksempler: I forbindelse med et forslag om at genoprette det nedlagte stykke af gårdhaven, kørte Scherlund frem med, at der i forbindelse med den frembød sig et særligt problem, idet jorden skulle være så forurenet, at det var forbundet med sundhedsfare blot at komme i kontakt med den og der var ingen grænser for alle de forholdsregler, der skulle tages, og alle de myndigheder, der skulle inddrages, for at det kunne lade sig gøre. Varmemesteren smurte ekstra tykt på og anførte sågar, at "der kørte en forureningssag mod ejendommen", hvilket må siges at være en reel nyhed, for ikke et eneste af bestyrelsens referater nævner en sådan sag! Desuden var der tilsyneladende ingen problemer under arbejdet med at ødelægge haven. Her blev mængder af jord gravet op og kørt væk på almindelig vis og Scherlund vidste tilfældigvis intet om, hvilke forholdsregler, der var taget og hvor jorden var kørt hen. En forespørgsel hos de relevante myndigheder afslørede da også, at 'sagen' er et produkt af Scherlunds fantasi. Ved samme generalforsamling drøftedes en omlægning af ejendommens cykelparkering, så de forfærdelige stativer, som ingen bruger, kunne erstattes af nogle mere traditionelle, der giver plads til flere cykler. Bestyrelsen kan ikke lide forslag, der kommer fra menige medlemmer, så Scherlund havde fået instrukser om at finde på et eller andet frygteligt, som ville afskrække medlemmerne fra at stemme for forslaget. Et sikkert middel i den slags situationer er at fremholde omkostninger, så det gjorde 'Vor Mand i Havana', idet han anførte, at "nye cykelstativer, hvis det skal være nogen der kan holde til noget, vil koste mindst 1500 kr. pr. stk.!!" Selvfølgelig var det en tyk løgn, men klientellet slugte den rå og stemte, som det forventedes af det, imod forslaget. En forespørgsel ude i byen afslørede, at cykelstativer af en velfungerende modèl, som er almindeligt brugt allevegne, koster mindre end en femtedel af den anførte skræmmepris! I forbindelse med de efterfølgende drøftelser af forskellige af ejendommens miserable forhold, blev elevatorerne bragt på bane og jeg spurgte, hvorfor det skulle tage flere uger, før der blev taget affære i forbindelse med en elevator, der tydeligt havde været defekt ganske længe. Svaret lød, at det havde man gjort flere gange, men det var ikke lykkedes for de tilkaldte teknikere at udbedre fejlene og man havde følgelig skiftet til ett andet servicefirma. Den sidste oplysning har jeg ingen mulighed for at kontrollere, men den første om de mange reparationsforsøg er direkte løgn. Indtil elevatoren endelig blev repareret var der ingen aktiviteter omkring den, der kunne tolkes som tekniske, og hvis ejendommen har modtaget regninger for noget sådant, er den blevet snydt. Dette er faktisk en reel mulighed, for Scherlund er (heller) ikke til stede, når ejendommen har besøg af håndværkere. Der er således ingen kontrol med, hvem der møder og hvad der laves, og altså gode chancer for snyd. En forklaring på sendrægtigheden kan være, at Scherlund i lang tid intet anede om den defekte elevator. Beboerne, der under normale omstændigheder kunne have meddelt om fejlen, er blevet vænnet af med at henvende sig, fordi henvendelser (hvad enten de rettes til bestyrelsen eller varmemesteren) aldrig besvares og oftest helt ignoreres. Ejendommens varmemestre gennem tiden har (med en enkelt undtagelse) ikke haft en let opgave. Nogle har mærket bestyrelsens bedøvende mangel på interesse for denne vigtige del af ejendommens drift. Det har for nogle varmemestre betydet, at de følte sig overladt til sig selv og kun fik tilbagemelding om meningsløse funktioner som gårdfejning eller trappevask -- noget, som enhver nævenyttig person af hunkøn bruger som anledning til at gøre sig bemærket, hvilket har kunnet observeres på flere generalforsamlinger. Bestyrelsens verdensfjerne virkelighedsanskuelse betød også, at varmemestrene i almindelighed havde svært ved at få bevilget udstyr til driften af ejendommen. I et enkelt grelt tilfælde oplevede varmemesteren dog en særdeles ondartet interesse fra ejerforeningens bestyrelsesformand. Varmemesteren var Flemming Wamberg og formanden fru Inge Langkilde. Flemming måtte først tåle hr. Langkildes aldeles inkompetente, og derfor utålelige, indblanding i sit arbejde. Siden blev han genstand for familien Langkildes løgnagtige nedrakning, der skulle ses som forarbejdet til at manipulere hr. Langkilde (hjemmegående invalidepensionist i luxusklasse -- en af dem med 'usynligt handicap') ind i stillingen og til at frasælge den bolig, der fungerede som embedsbolig for viceværten. Begge Langkildes hensigter blev, takket være den apatiske og naïve medlemsskare (af hr Langkilde omtalt som 'masserne'), der stumt fandt sig i kuppet, opfyldt til fulde og da fru Langkilde i fornærmelse nogle år efter fratrådte formandsposten og i stedet anbragte sin gemal i bestyrelsen, havde langkilderne annekteret den lille fælles sydterrasse og ejendommens redskabsrum til privat brug. Herom andetsteds på hjemmesiden. Hr. Langkilde bar endnu nogle år titlerne som varmemester (han betegnede sig selv som "ejendomsfunktionær") og bestyrelsesmedlem (han tildelte sig selv titel af 'næstformand' og pralede med, at han gik med 'flere par bukser'). I denne tid var han ejendommens første tilfredse varmemester -- en stilling, som han vanrøgtede til den store guldmedalje, medens sladder- og nedraknings-forretningerne gik strygende. Når alt dette blev muligt, skyldtes det hovedsageligt den handlingslammede C. Fogt, der indgik i et skyggekabinet bestående af Langkilderne og den daværende administrator (Karsten Boye Nielsen, der var hentet fra langkildernes omgangskreds), som, med hjælp fra en -- mildest talt -- ikke særligt opvakt jurastuderende, fungerede som ejerforeningens egentlige beslutningstagende instans. I denne periode skete det jævnligt, at resten af den legale bestyrelse simpelt hen blev informeret om de besynderlige dispositioner, som skyggekabinettet havde gennemført på sine møder. Her skal nævnes udbetaling af et større beløb til hr. Langkilde som vederlag for tvivlsomme arbejder af 'teknisk' art, godkendelse af en underlig opkrævning (med hr. Langkildes fingeraftryk) fra ejendommens blikkenslager og indgåelse af et 'forlig' vedrørende en klinkebelægning på den af langkilderne annekterede fælles terrasse. Varmemesterfunktionerne blev efter hr. Langkildes fratræden et stykke tid varetaget af en aldrende murermester med en tillægsuddannelse som gartner. Hans opdukken på arenaen afslørede mange af de alvorlige forsømmelser fra langkildens tid. Ejendommens fejemaskine var f.eks. ødelagt af rust og mangel på pasning, ventilatorerne på taget var ved at falde af og indstillingerne af centralvarmeanlægget helt vanvittige m.m. Murermesteren kunne have fortsat som ejendommens varmemester, hvis ikke han havde følt effekten af langkildernes løgnagtige nedrakning og mistet lysten. Efter perioden med murermesteren ansatte bestyrelsen en ekstern varmemester, der viste sig solid og kompetent, men, som mange tidligere folk i stillingen, savnede han bestyrelsens interesse og respekt for sit arbejde. Dette skyldtes og skyldes først og fremmest C. J. Fogt, der simpelthen ikke vil lytte til tekniske redegørelser og pure nægter at sætte sig ind i emner af denne art. Efter en periode, hvor ejendommens pasning beroede på forskellige løse kræfter, sejlede Scherlund ind i farvandet. Scherlund er af nogenlunde samme støbning som bestyrelsens to dominerende fidusmagere og forstod hurtigt at vende bestyrelsens distancerende holdning til sin fordel. Efter en heftig periode, hvor sne blev ryddet væk praktisk talt før, der var sat spor i den, og hvor arealet omkring ejendommen blev passet med moderne maskiner, begyndte det langsomme forfald: maskinerne forsvandt og de daglige pligter 'outsourcet'. Samtidig forsynes bestyrelsen med svulstige her-går-det-fantastisk-historier, hvilket giver den anledning til at udtrykke sin 'fulde tilfredshed' med varmemesterens indsats og totalt ignorere forfaldet. I dag (2010) er status, at varmemesteren sjældent viser sig på ejendommen og, hvis der sker noget 'stort', hvor han burde være til rådighed for medlemmerne, gør han sig usynlig. Ejendommens beboere oplevede det f.eks. tydeligt under den unødige udskiftning af vinduer i 2003. |
